Debat

3F: Læg et handelspolitisk pres på Israel

Jonas Devantier
Jonas DevantierInternational rådgiver, 3F.

DEBAT: Hvis regeringen vil opnå en holdbar økonomisk udvikling, skal den angribe den helt centrale hindring for palæstinensisk økonomi; nemlig den israelske besættelse. Det kræver et handelspolitisk pres på Israel, mener Jonas Devantier, international rådgiver, 3F.

Foto: Eduardo Soteras Jalil/3F
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jonas Devantier
International rådgiver, 3F. 

Krigen i Gaza kan man have delte meninger om, men en ting er der ingen tvivl om. I samme øjeblik som våbnene blev tavse, så forduftede vores interesse for konflikten i Danmark.

Det er ikke rimeligt at belønne Israel med økonomiske fordele, når den palæstinensiske økonomi må betale prisen.

Jonas Devantier
International rådgiver, 3F

Efter en sommer, hvor avisernes debatsider var fulde af Gaza, var vi mange, der håbede, at den polariserede debat om Hamas’ raketbeskydninger og Israels bombardementer af Gaza skulle følges af en debat om det eneste afgørende og relevante spørgsmål for Israel-Palæstina konflikten; nemlig holdbarheden af Israels over 40 års lange besættelse af Palæstina og dens konsekvenser for levevilkårene og rettighederne for fire millioner palæstinensere.

I Danmark er det absolut nødvendigt at stille de her spørgsmål. For Danmarks ambitioner på udviklingsområdet i Palæstina er store. Det overordnede mål er at støtte realiseringen af en to-statsløsning og en uafhængig palæstinensisk stat med en robust økonomi og gode demokratiske institutioner.

Fakta
Fra 23. september og en måned frem sætter Udviklingsdebatten fokus Israel-Palæstina konflikten.

Mød denne måneds debatpanel her.

Udviklingsdebatten på Altinget : udvikling har til formål at fokusere og styrke den udviklingspolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget : udvikling eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for udviklingsområdet. 

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected].

Siden 2011 er dansk bistand til Palæstina fordoblet og lander i 2014 på 250 millioner kroner. Tilsvarende udvikling er også sket i EU. Siden begyndelsen af 90’erne har EU landene stået for størstedelen af udviklingsbistanden til Palæstina, og i de seneste par år har udviklingsmillionerne regnet over Vestbredden og Gaza. Det er projekter og programmer, der giver rigtig god mening.

Bedre vilkår for arbejdere 
Et af fokusområderne i dansk udviklingsbistand er økonomisk udvikling; økonomisk fremgang og jobs skal give forudsætninger for fred og sikkerhed. Det er Danidas tankegang, og det er der er gode grunde til - det virker jo andre steder!

I 3F’s udviklingssamarbejde med den palæstinensiske fagbevægelse arbejder vi hårdt for at sikre, at der bliver skabt anstændige jobs med anstændige vilkår for palæstinensiske arbejdere. Vi støtter også palæstinensisk fagbevægelse med at opnå en stærkere stilling på det palæstinensiske arbejdsmarked.

Præmissen for 3F’s internationale arbejde, uanset hvilket land det drejer sig om, er, at det er gennem frie forhandlinger mellem velorganiserede parter på arbejdsmarkedet, at holdbare overenskomster kan indgås og derigennem sikre rettighederne og skabe en forbedring af levevilkårene for arbejdere og deres familier. Og der har været fremgang i arbejdet.

I 2011 tilkæmpede palæstinensisk fagbevægelse sig en lovgivning om mindsteløn og er nu tæt på at forhandle en lov igennem om et ordentligt socialsikringssystem, der vil skabe et sikkerhedsnet for almindelige palæstinensiske arbejdere og deres familier. Det er et stort skridt i den rigtige retning i et samfund, hvor fagbevægelsen stadigvæk er svag, og hvor særligt arbejdsgiverne er meget dårligt organiserede.

Udviklingsbistanden slår ikke til
Men på trods af disse fremskridt, går den økonomiske udvikling i modsat retning. Arbejdsløsheden stiger, og den palæstinensiske økonomi stagnerer. På Vestbredden er hver fjerde palæstinenser i den arbejdsdygtige alder arbejdsløs. I Gaza er arbejdsløsheden den højeste siden 2008, og kun hver anden palæstinenser i Gaza har et arbejde.

Men hvorfor er det så, at de store fremskridt på udviklingsområdet ikke omsættes i langsigtet udvikling og økonomisk vækst. Hvorfor bliver levevilkårene for almindlige palæstinensere ikke bedre? Og hvad betyder det for ambitionerne for dansk udviklingsbistand til Palæstina, at arbejdsløsheden er steget med næsten 10 procent i den samme tidsperiode, hvor Danmark har fordoblet sin udviklingsbistand?

Det er på høje tid at spørge, hvad Danmark kan gøre i en situation, hvor udenlandsk bistand fortsat stiger, mens den palæstinensiske økonomi fortsætter med at stagnere.

Sæt ind mod den Iraelske besættelse
I vores diskussioner med palæstinensiske fagforeninger, arbejdsgivere og regeringsrepræsentanter er det ikke primært flere penge til nye projekter og udviklingsindsatser, man savner. I stedet peger arbejdsmarkedets parter på, at den palæstinensiske økonomi holdes ved live gennem kunstigt åndedræt.

Hvis den danske regering og EU virkelig ønsker en holdbar økonomisk udvikling, hvor fred er en forudsætning, er den nødt til at angribe den helt centrale hindring for palæstinensisk økonomi; nemlig den israelske besættelse.

Den danske udviklingsstrategi vis-á-vis Palæstina må derfor kombineres med handelspolitisk pres på Israel. I den forbindelse er det simpelthen ikke nok med vejledninger om frivillig mærkning af fødevarer produceret på besat palæstinensisk område, eller anvisninger til EU-borgere og virksomheder om de risici, der knytter sig til økonomiske og finansielle aktiviteter i bosættelserne.

Den type af indsatser har ikke, og vil heller ikke opnå resultater. Det er tid for den danske regering at kigge nærmere på Israels handelsaftale med EU og de krav om respekt for menneskerettigheder og demokratiske principper, der er en forudsætning for opretholdelse af aftalen. Det er ikke rimeligt at belønne Israel med økonomiske fordele, når den palæstinensiske økonomi må betale prisen. Derfor, lad os nu i regeringen, Folketinget og i medierne genoptage debatten om den israelske besættelse og ikke stoppe så snart bomberne er tavse.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00