Afghanistans fremtid kan stå i krigens tegn

Manglende resultater vil svække opbakningen til regeringen og gøre det endnu sværere at bygge en solid udviklingsproces op.

Henrik Ø. Breitenbauch
Seniorforsker ved Center for Militære Studier, KU

Af Henrik Ø. Breitenbauch
Seniorforsker ved Center for Militære Studier, Københavns Universitet.

Danmark og resten af de militære bidragsydere i ISAF-missionen er så småt ved at pakke deres aktivt kæmpende styrker sammen. Afghanistan har overtaget ansvaret for sikkerheden i hele landet, og de tilbageværende ISAF-elementer skal fremover have en støttende rolle. Men hvordan ender det hele?

Så længe de internationale donorer vil holde hånden økonomisk og praktisk under Karzai-regeringen, og så længe de er villige til også at reagere hurtigt på behov for praktisk militær støtte, så ligger nøglen til svaret på det spørgsmål primært hos den afghanske regering.

Men udfordringen er her, at relativt nye regeringsinstitutioner har et sandsynligvis ret kort vindue for at levere føleligt bedre levevilkår for befolkningen, inklusive økonomisk vækst og sikkerhed.

Manglende resultater vil svække opbakningen til regeringen og gøre det endnu sværere at bygge en solid udviklingsproces op. Kombinationen af donoropmærksomhed og en ustabil sikkerhedssituation er en paradoksal mulighed for at fastlægge en god retning for det fremtidige Afghanistan.
 
Accept afghansk grundlov
Men hvor længe vinduet står åbent, handler også om den militære magtbalance mellem regeringen og Taliban og om den mulige politiske løsning, der kan komme som resultat af samme balance.

En sådan løsning må - for at være acceptabel for USA og resten af vesten - indebære, at oprørerne accepterer den afghanske grundlov, og frasiger sig brugen af vold som politisk instrument såvel som forbindelser til al-Qaeda.

Spørgsmålet er, om en politisk løsning, som ender med en eller anden form for magtdeling, der godt nok inkluderer Talebans repræsentanter i Doha på den ene side og Karzai-regeringen på den anden, også vil være inklusiv nok i forhold til resten af dem, der har noget på spil i Afghanistans fremtid, inklusive befolkningen?
 
Et samfund, der har været i krig, kan godt blive træt af den og ønske sig ro, som Europa gjorde det i tiden efter Anden Verdenskrig, især hvis det har kendt til fredelige perioder. Men et samfund, der har været lang tid i krig eller krigslignende tilstand, kan også være groet så meget ind i krigens handlinger, rutiner og præferencer, at det at fralære sig at gribe til våben kan blive en endog meget lang proces.

I Afghanistan er der områder, hvor det ikke er oplagt, at landet snarligt kommer tilbage på den moderniseringskurs, der var synlig i Kabul i årtierne inden borgerkrigen. Regeringen står altså med det særlige problem, at selv om rammerne for en fredelig udvikling skulle komme til stede, vil det sandsynligvis stadig tage mindst en generation at komme ud af krigen som normaltilstand.

Krigens og voldsanvendelsens naturlige nærvær forværres af, at traditionelle retspraksisser som fejder og selvtægt gives voldsommere udtryk, når der som i Afghanistan er et meget højt antal automatvåben i omløb. Det bliver svært for den afghanske regering at levere sikkerhed nok til, at lokale afghanerne opgiver både traditionelle måder at håndtere sociale konflikter på og deres håndvåben. Også på dette punkt vil Afghanistans skæbne fremover være skrevet i krigens tegn.