Alternativet: Brug for kreative løsninger

Af Ulla Sandbæk (ALT)
Udviklingsordfører

Både på EU-niveau og fra dansk hold bør vi investere direkte i de lande, der huser alleflest flygtninge. Der er behov for nytænkning, og der er brug for, at nye og flere aktører kommer på banen.

Lande som Libanon og Jordan er udfordret af politisk ustabilitet, store flygtningebefolkninger fra både Palæstina og Irak og voksende arbejdsløshed. Dertil kommer, at landene huser størstedelen af de millioner af syriske flygtninge, der har krydset grænsen. En eksplosiv cocktail, der har drevet landene til randen af kollaps.

Syriske flygtninge lever i dag uden adgang til sundhed, uddannelse og arbejde. Uden håb for fremtiden. Og det er netop den mangel på håb, der gør, at mange flygtninge sætter livet på spil på flugten til Europa. De fleste syriske flygtninge flygter ikke direkte fra Syrien mod Europa, men fra nærområderne. Det var jo netop, fordi de internationale hjælpeorganisationer løb tør for nødhjælp sidste sommer, at massive flygtningestrømme søgte mod Europa.

Selvom om nødhjælp og humanitære indsatser er afgørende for den enkelte flygtning, bliver vi nødt til at gå endnu mere ambitiøst til værks. Jeg er naturligvis helt enig i, at vi skal intensivere den humanitære indsats – dog uden at skære på den langsigtede bistand. Ligesom jeg er dybt uenig i regeringens beslutning om at bruge udviklingsmidler på håndtering af og hjælp til flygtninge i Danmark.

En markant vitaminindsprøjtning
Naturligvis ville en diplomatisk løsning på krigen i Syrien, der gør, at flygtningene kan vende hjem, være et drømmescenarie. I skrivende stund ser de perspektiver dog meget dystre ud. Derfor bliver vi nødt til at finde endnu flere håndtag at dreje på.

Det er stadig afgørende, at vi tager vores del af ansvaret.

Ulla Sandbæk (ALT)
Udviklingsordfører

Helt oplagt er det at sætte alt ind for at give de mest bebyrdede værtslande en markant vitaminindsprøjtning. I erkendelsen af at de fleste flygtninge nok må vente år på at tage tilbage til Syrien, er det væsentligt, at vi skaber de rette incitamenter for enkelte værtslande til at skabe uddannelses- og arbejdspladser for flygtningene.

Det har også senest været udmeldingen fra EU på den internationale donorkonference i London i starten af februar. Vi skal ikke kun give nødhjælp, men investere i infrastruktur og sektoropbygning i samarbejde med værtslandene. Lader vi stå til, får vi generationer af børn og unge, der aldrig har prøvet andet end at bo i en kummerlig flygtningelejr på FN’s nåde.

Et andet helt konkret sted at starte kunne være at se på de handelsaftaler, EU har med de pågældende lande. Jeg mener, at EU burde åbne sine markeder helt op for Libanon og Jordan – og naturligvis stille som betingelse, at man sammen med internationale samarbejdspartnere vil skabe bedre levevilkår og muligheder for flygtningene.

Ligesom det naturligvis stadig skal være en betingelse, at basale rettigheder overholdes. Det kan ikke være rigtigt, at et velstående land som Israel nyder så fri en adgang til EU’s markeder og samarbejdsfora, når lande som Jordan og Libanon så åbenlyst har brug for mere støtte og mere lempelig adgang til lukrative markeder som de europæiske.

Desuden burde vi være langt bedre til at mobilisere kræfter fra det private erhvervsliv til at foretage direkte investeringer i nærområderne. Mellemøsten er trods krig og konflikt en region med svimlende store ungdomsårgange og i mange lande en voksende middelklasse. Der er et kæmpe markedspotentiale, det vil også være til virksomhederne fordel at starte med at investere i de mennesker, der har allermest brug for det.

Støtte til virksomheder og mennesker
Vi bør fra dansk side støtte de virksomheder, der vælger at investere i de områder og i de mennesker, der har allermest brug for det. Det kunne være ved, at vi mere aktivt støttede virksomhederne i at etablere produktion i områder med mange flygtninge. For eksempel vel at tilbyde startkapital og billige lån. Vi bør undersøge muligheden for at give starttilskud og billige opstartslån til firmaer, der har modet og viljen til at gå den vej.

Det kunne også være interessant at afprøve forskellige former for mikrolånsordninger. Som en del af vores indsats for at gøre flygtninge til mere frie agenter og give dem en vis grad af autonomi tilbage, kunne man overveje at give mindre lån til de flygtninge, der ønsker at starte egen forretning eller projekter. Det skulle naturligvis underbygges af de føromtalte massive investeringer. Det vil må måske kunne åbne nye døre – som vi ikke kender. Og så ville det måske allervigtigst give flygtninge en styring over eget liv – en form for værdighed i en ellers umyndiggørende tid.

Disse tiltag kan eller skal naturligvis ikke stå alene. Det er stadig afgørende, at vi arbejder på at få en fælleseuropæisk fordelingsnøgle, der sikrer en mere effektiv og menneskelig behandling af de asylansøgere, der kommer til Europa. Det er stadig afgørende, at vi tager vores del af ansvaret. At vi yder den beskyttelse, vi er forpligtet til. Vi bør hellere i dag end i morgen gøre det muligt at søge asyl fra nærområderne.

Der er akut brug for hjælpeindsatser, men der er i den grad også brug for kreative løsninger. Vi bliver nødt til at udfordre de eksisterende rammer, som vi indtil nu har tænkt vores humanitære indsatser indenfor. Som jeg ser det, har vi ikke noget valg.