Anerkendelse af Palæstina kan styrke fredens stemmer

Af Leila Stockmarr
Ph.d.-studerende med speciale i Mellemøsten, Roskilde Universitet.

I november 1974 vedtog FN’s Generalforsamling Resolution 3236, der anerkender palæstinensernes ret til national selvbestemmelse, uafhængighed og suverænitet indenfor 1967-linjerne.

Der er brug for et opgør med den amerikansk-dominerede ”proces”.

Leila Stockmarr
Ph.d.-studerende, Roskilde Universitet

Over 55 lande, blandt andet Kina og Indien, anerkendte selvstændighedserklæringen, og inden årets udløb havde mere end 80 lande gjort det samme.

Det har øjensynligt ikke ført til etableringen af en stat. I 1988 udråbte PLO (Palestine Liberation Organization) Palæstina som selvstændig stat. Selvsamme repræsentant har gentagne gange anerkendt Israel, til trods for statens forsatte annektering af palæstinensisk land.

I 1989 erklærede PLO, at mere end 90 lande havde anerkendt Palæstina. 22 år efter, i september 2013, havde 134 af FN’s 193 lande anerkendt Palæstina som selvstændig stat. Sveriges nye regering har netop besluttet – som det første EU land- at blive medlemsland nummer 135 til at anderkende Palæstina.

I 2012 besluttede et klart flertal i FN’s Generalforsamling desuden at opgradere Palæstina (repræsenteret ved PLO) fra observatørenhed til ikke-medlems observatørstat i FN.

Nødtørftigt valgte Danmark under socialdemokratisk ledelse at stemme ja. Ligesom man opgraderede PLO’s diplomatiske udsending til Danmark til ambassade.

Ingen fremskridt trods anerkendelse
Med den massive anerkendelse og formelle opgraderingstiltag på de bonede gulve, må man spørge sig selv, hvad den form for støtte og solidaritetstilkendegivelse i praksis har haft af konsekvenser? Udover naturligvis at holde ideen om en palæstinensisk stat i live, er det korte svar: Indtil nu, ikke meget.

Først og fremmest medfører resolutioner og symbolsk anerkendelse ikke automatisk statsdannelse. Desuden har EU og USA aktivt forsøgt at modarbejde PLO’s ambitioner om at kapitalisere på de formelle muligheder.

Diplomatisk opgradering giver blandt andet i forbindelse med PLO’s strategi om at søge videre optagelse i FN’s andre organer, herunder at gøre brug af muligheden til at tiltræde Rom-statutterne, som forløber for formelt at anklage Israel for krigsforbrydelser ved den Internationale Domstol i Haag (palæstinenserne blev dog til USA og Israels store fortrydelse medlem af UNESCO i 2011, hvilket kostede organet den betydelige amerikanske budgetstøtte).

Og til sidst, men nok allervigtigst, har det ikke hindret og afskrækket Israel fra at opretholde sin be- og bosættelsespolitik.

Naturligvis giver multilateral anerkendelse øget legitimitet til palæstinensernes kamp for en stat, men på den korte bane har de mange tiltag ikke medført realpolitiske ændringer. Realiseringen af en to-statsløsning lider under et kolossalt tidspres.

Taget den virkelighed i betragtning har anerkendelse kun konkret effekt al den stund, erklæringen følges op af politisk handling. Politisk pres er afgørende for at være med til at sikre implementeringen af de FN-resolutioner, der danner grundlag for dannelsen af en palæstinensisk stat og naturligvis stadfæster Israels rettigheder indenfor Folkerettens rammer.

Underminerer Palæstina fredsprocessen?
Det israelske kronargument imod anerkendelse af Palæstina er, at en palæstinensisk stat kun kan tilvejebringes via en forhandlet løsning, og derfor må det at gå til verdenssamfundet tolkes som et forsøg på at underminere ”fredsprocessen” og Israels sikkerhed.

Den kritik virker mere som et argument, der bruges til at sylte processen frem for at komme med indrømmelser, der kan fremskynde en holdbar løsning. For hvis man var interesseret i at tildele palæstinenserne en stat, hvorfor har man så ikke for lang tid siden indstillet udvidelsen af bosættelserne?

USA abonnerer på samme argument, og ser, som Israel, en multilateral tilgang til løsning af konflikten som en underminering af deres magtposition indenfor forhandlingsrammerne.

At anerkendelse af Palæstina fremstilles som destruktivt for den bilaterale ’fredsproces’ næres nok først og fremmest af egne magtinteresser og Israels ufortrødne appetit på palæstinensisk land.

Støt inddragelse af verdenssamfundet
Kritikken af anerkendelsesstrategien bygger altså på en kritik af de processuelle forhold. Men hvad nyt byder anerkendelsesstrategien på det mere substantielle plan?

Indholdsmæssigt i forhold til de politiske parametre for en to-statsløsning bringer den politiske anerkendelse ikke nye elementer ind i de komplekse spørgsmål om blandt andet grænser, flygtninge, Jerusalems deling, vandressourcer og sikkerhed. Den konsensus, der allerede hersker omkring de kernespørgsmål, forstærkes blot.

Anerkendelsen bygger netop på de grundparametre, som man begyndte at forhandle en to-statsløsning på baggrund af i starten af 1990’erne, herunder den territoriale fordeling som stipuleret i FN’s Sikkerhedsrådsresolution 242. Derfor kan man også spørge sig selv, hvilke forhold der blokerer for dansk anerkendelse?

Multilateralismen, som Danmark bryster sig af at have som hjørnesten i sin udenrigspolitik, kan kun blive styrket via bilateral anerkendelse. Skridtet er derfor langt fra kontroversielt – ej heller i forhold til den danske udenrigspolitiske linje – men viser vejen mod et nødvendigt sporskifte for at ændre på de processuelle forhold, der i al for lang tid har udskudt en løsning.

En løsning kan ikke tilvejebringes uden forhandlinger med Israel – anerkendelse er vejen til at lade Israel forstå, at besættelsen må ophøre, og at verdenssamfundet står sammen om den beslutning. Der er brug for et opgør med den amerikansk-dominerede ”proces”.

En anden kritik peger på, at anerkendelse kan blive et figenblad for reel handling, al den stund det forbliver en symbolpolitisk beslutning, der høster point i (venstreorienterede) kredse og giver falske forhåbninger om reel forandring. Derfor må man rykke videre ud af symbolpolitikkens skygge og ikke kun høste point for formel anerkendelse, men også tage alvorligt, at der med den beslutning følger et ansvar.

Ved åbningen af FN’s Generalforsamling i den forgange uge appellerede palæstinensernes præsident Abbas til verdenssamfundet om at sætte en deadline for ophøret af den israelske besættelse. Kombineret med bilateral anerkendelse kunne det være en konstruktiv plan at støtte.