Care: Danmark tager ikke ansvar for klimakrisens skader på ulande

DEBAT: Massiv handling og investeringer fra de rige lande, herunder Danmark, er det eneste, der kan stoppe klimaforandringerne i at sende millioner og atter millioner på flugt fra udviklingslande inden for få årtier, skriver Care Danmark.

Placeholder image
Vandstanden ved Naivasha-søen i Kenya nåede rekordhøje i november 2020. Foto: Monicah Mwangi/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Stik imod klimavidenskabens klokkeklare anbefalinger er verden på vej mod en temperaturstigning på tre grader inden år 2100.

Medmindre verdens lande hurtigt lægger kursen om og får udslippet af CO2 til at falde markant – også efter coronakrisen – bliver det noget nær umuligt at indfri løfterne fra COP21 i Paris.   

At klimaforandringerne ændrer vores verden, er det allerede rigeligt med eksempler på. Varmerekorder, orkanrekorder, flygtningerekorder og mange andre rekorder er blevet hverdag.

Det, der før var ekstremt, er pludselig blevet den nye normal. Det går især ud over verdens fattigste og mest klimasårbare mennesker, som uden tvivl er dem, der betaler den højeste pris for klimakrisen.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

Flugt eller sult og tørst
Prisen øges imidlertid kun i takt med, at temperaturerne fortsat stiger.

For eksempel kan den nuværende udvikling betyde, at antallet af klimaflygtninge på globalt plan vil stige fra cirka 24 millioner i 2019 til mellem 140 og 200 millioner allerede inden 2050.

Kort sagt er der brug for ansvarlighed, rettidig omhu og handling nu og her, hvis Parisatalen og Klimaloven skal indfries.

Mathias Høj Kristensen og John Nordbo, Klimarådgivere, Care Danmark

Med højere temperaturer følger også flere varmerekorder og hedebølger. Det gælder særligt i Afrika og Mellemøsten, hvor varmen vil ramme befolkninger hårdt, der i forvejen kæmper med fødevareusikkerhed, tørke og mangel på ferskvand.

Den fremtid, der venter, er imidlertid langt værre, og derfor vil millioner af mennesker reelt blive efterladt med valget mellem flugt eller sult, tørst og voldsom varme.

Dødsdom i Stillehavet
Asien er en anden region, der vil blive alvorligt ramt, hvis termometeret stiger med tre grader. Særligt udsigten til mere ekstremt vejr, skiftende regnvejrsmønstre og flere oversvømmelser truer fattige mennesker i lande som Vietnam, Bangladesh og Indien.

For med en varmere planet stiger risikoen for, at endnu flere kategori 5-cykloner vil banke løs på de kystnære byer samtidig med, at flere meterhøje stormfloder, tropiske regnskyl og højere havniveau forventes at ødelægge og oversvømme byer, marker og erhverv.

Flere østater i Stillehavet står reelt over for en dødsdom, da de forventes at stå næsten permanent under vand inden århundredets udløb.

Omstillingen går ikke hurtigt nok
Det kan lyde voldsomt, når man gennemgår forskernes prognoser. Men ovenstående er faktisk bare enkelte nedslag. Helhedsbilledet er langt værre.

En stigning på tre garder vil være en katastrofe, ikke mindst for verdens fattigste.

Læs også

For selvom verdens fattigste tegner sig for en langt mindre andel af de globale CO2-udledninger end de rige lande, så rammer klimakrisen først og fremmest de fattige i udviklingslandene. 

Alt andet end en hurtig, effektiv og rettidig grøn omstilling, som er i overensstemmelse med klimavidenskabens anbefalinger, vil derfor være en katastrofe for de mennesker, der i forvejen er allermest ramt af sult og fattigdom.

Så meget desto mere kritisk er det, at verdenssamfundet lige nu er ved at tabe kampen mod uret. Det viser FN’s seneste rapport med al tydelighed. Heller ikke her i Danmark går det hurtigt nok. Det viser Klimarådets mange rapporter desværre kun alt for godt.

Spørgsmålet er, hvordan vi vender udviklingen?

Det skal handlinger til
Fra Care Danmarks side er der ingen tvivl om, at klimakrisen først og fremmest kalder på, at alle lande øger deres klimamål – og at målene følges op af konkrete handlinger, som gør det muligt at nå dem.

For eksempel kan det undre, at regeringen har afvist anbefalingen fra blandt andet Klimarådet og Kraka om at indføre en høj, ensartet CO2-afgift, som gør det dyrere at forurene. For uden en sådan afgift er det i høj grad usikkert, om det overhovedet er muligt at leve op til Klimaloven og 70 procent-reduktionsmålet, som regeringen ofte bryster sig af.

For det andet skal internationale aftaler overholdes. Det gælder ikke mindst aftaler om at give klimabistand til de fattigste. Her svigter Danmark lige nu stort, fordi vi kun giver 100 millioner kroner i reel klimabistand, selvom vores såkaldte fair share, det vil sige vores retmæssige andel, udgør fem milliarder.

Ja, hvis vi skal være helt ærlige, så er det direkte pinligt og helt modsat af, hvad man gør i Norge og Sverige.

For det tredje skal der investeres meget mere i at hjælpe de fattigste og mest klimasårbare lande med tilpasse sig de klimaforandringer, som allerede er sket.

FN’s Miljøprogram (UNEP) slog for nyligt fast, at behovet for klimatilpasning i udviklingslandene i dag kræver, at der afsættes cirka 70 milliarder dollars om året – et beløb, der ventes at stige markant i fremtiden – hvilket er noget mere, end de 30 milliarder dollars, som i år bruges på klimatilpasning globalt.

Hvis det skal være muligt at leve, bo og arbejde i udviklingslandene i fremtiden, er det altså bydende nødvendigt, at de rige lande lever op til løfterne om at investere mere i klimatilpasning.

Ansvar for skader i udviklingslande
Sidst, men ikke mindst, skal der mere fokus på det, der i international klimapolitik kaldes "loss and damage" – altså spørgsmålet om, hvordan verdenssamfundet skal reagere på de klimakatastrofer, der sker, og som vi ved, der kommer flere af. 

Danmark og andre rige lande har hidtil nægtet at forholde sig til spørgsmålet og undlader dermed at tage ansvar for de skader, som klimakrisen forvolder i udviklingslandene.

Hvorfor skal vi så det?

Helt simpelt: Fordi det er de rige lande, der med deres høje udledninger af CO2 har skabt klimaproblemet.

Kort sagt er der brug for ansvarlighed, rettidig omhu og handling nu og her, hvis Parisatalen og Klimaloven skal indfries.

Grønne løfter har politikerne delt så rigeligt ud af. Vi har ikke brug for endnu flere, men derimod konkrete tiltag og løsninger, som følger op på målene ved at skabe den forandring, der er brug for.

Omtalte personer

John Nordbo

Klimarådgiver, CARE
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1995)

Mathias Høj Kristensen

Sekretariatskoordinator, Alliancen for Uddannelse i Kriser, retoriker
cand.mag. i retorik (Aarhus Uni. 2014)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser