EL: Danmark blev i mange år kaldt humanitær stormagt – nu er det en myte

Af Christian Juhl (EL)
Udviklingsordfører

Næste år fylder FN 75 år. Danmark har været med fra starten og placeret sig centralt, trods landets lidenhed. Vi har ligget i top med udviklingsbistanden. Vi har bakket op om FN.

Vores land blev i mange år kaldt en humanitær stormagt. I dag er det en myte. Vi blev kaldt et land, der leverede solidaritet. I dag er det langt hen ad vejen en myte.

Den siddende regering, og ikke mindst den siddende udenrigsminister, har gjort meget for at underminere denne position ved at flytte fokus fra forebyggelse af krig og kriser til deltagelse i militære operationer.

Frivilligt arbejde i den tredje verden
Da jeg var ung, vendte mellem 1.000 og 2.000 unge hvert år hjem efter at have arbejdet i den tredje verden som frivillige. Gennem et år eller mere arbejdede de blandt mennesker, der ville opbygge deres landsby, skole, hospital, virksomhed eller centraladministration.

De gav deres bidrag til udvikling helt konkret. Ikke bare ved at betale et pengebeløb – men ved at investere en periode af deres eget liv. De fik til gengæld en erfaring for livet og en indsigt i, hvordan verden ser ud, der, hvor blikskuret er boligen, og hvor en uddannelse var en fjern drøm.

Danmark kan gøre det meget bedre. Vi har aldrig før haft bedre råd til at yde udviklingshjælp og deltage i fredsbevarende indsatser. 

Christian Juhl (EL)
Udviklingsordfører

Når de kom hjem, var de stort set altid sikre på at få arbejde. Dansk erhvervsliv ønskede arbejdskraft med udsyn og international erfaring. Forsvaret deltog dengang også i aktioner uden for landets grænser – men fortrinsvis i FN's fredsbevarende styrker i for eksempel Gaza og Cypern.

Fra frivilligt arbejde til militære operationer
Dette billede skiftede grundlæggende, da Anders Fogh Rasmussen fra 2003 engagerede Danmark i krigene i blandt andet Irak og Afghanistan i aktivistisk samarbejde med USA – og ofte udenom FN's beslutninger.

Nu vendte unge mennesker hjem med helt andre erfaringer, nemlig erfaringen fra topsikrede militære forlægninger og skarpe patruljeringer og træfninger i lokalområderne, ofte med livet som indsats. Nogle vendte ikke levende tilbage.

Andre vendte tilbage med alvorlige ar på krop og sjæl. Nogle finder job i erhvervslivet. Danmarks bidrag til FN's fredsbevarende styrker er faldet drastisk – og er med til at underminere Danmarks rolle som humanitær stormagt.

Fredsbevarende indsatser 
FN gør betydelig indsats for konfliktløsning gennem fredsbevarende missioner. Mere end 100.000 militærpersoner og civile deltager i 16 operationer, godkendt af Sikkerhedsrådet. Målt i forhold til den samlede globale militære udgift udgør den fredsbevarende indsats mindre 0,5 procent.

Fredsbevarende indsatser er uhyre billige i forhold til de krige, der ofte følger, hvis ikke FN's styrker bliver sat ind. Der er et himmelråbende misforhold mellem missionernes betydning og viljen i de enkelte lande til at indsætte de nødvendige ressourcer.

Danmark har nedtonet eller decideret fravalgt FN-sporet. I 2018 var det danske bidrag faldet til 24 militærpersoner, primært udstationeret i Sydsudan og Libanon.

Blandt 124 bidragydende lande til FN's fredsbevarende indsats ligger Danmark som nummer 90 – væsentlig lavere end andre nordiske lande, som vi plejer at sammenligne os med.

Hertil kommer den skandaløse udvikling af dansk udviklingsbistand. I 90'erne, hvor vi var et fattigere land end i dag, ydede vi en procent af BNP til udviklingsbistand. I dag kun 0,7 procent. Hertil kommer, at en væsentlig del af bidraget anvendes til udgifter til flygtninge – i Danmark.

Danmark som foregangsland
Danmark kan gøre det meget bedre. Vi har aldrig før haft bedre råd til at yde udviklingshjælp og deltage i fredsbevarende indsatser. Vi har aldrig før haft så stort behov for at gøre det.

FN kan gøre det meget bedre, især hvis alle rige lande vil bidrage med mindst 0,7 procent af deres BNP og flytte udgiften fra destruktive militærudgifter til forebyggende udviklingsbistand og fredsbevarende indsatser.

Tiden er inde til, at Danmark igen arbejder sig op til at være et humanitær foregangsland – et land, der sætter dagsorden i FN og internationale sammenhænge, når det gælder forebyggelse af krige, kriser og klimakatastrofer, og når det gælder udvikling.

Verden kan blive et godt sted at leve for alle mennesker. Men nogen må gå foran, hvis det skal ske.