Concito: Ignorerer vi sammenhængende kriser, risikerer vi at underminere vores klimaindsats

Derfor bør klimapolitikken fremover udfoldes med et bredere sigte end det nuværende og samtænkes med de indsatser, der skal til for at løse de øvrige kriser.

Dette vil både bidrage til mere effektive og langsigtede klimapolitiske løsninger og samtidig sikre, at vi ikke fører en skævvredet klimapolitik, som løser klimaproblemerne på bekostning af miljø og biodiversitet. 

Der vil være til- og fravalg

Det oplagte svar er at integrere de planetære grænser i klimapolitikken. De planetære grænser er en videnskabelig model, som bygger på en forståelse af jorden som et komplekst og dynamisk system, hvor geofysiske, biologiske og menneskelige processer er forbundne.

Men en klimapolitik, som føres med respekt for de planetære grænser, skal mere end at sætte fokus på sammenhænge mellem klima, natur og miljø. 

Peter Andreas Norn
Programchef, Concito

De planetære grænser definerer ni kritiske processer, som bidrager til at opretholde et stabilt og modstandsdygtigt jordsystem.

Der er grænser for det menneskelige pres på disse processer, og hvis grænserne overskrides, vil det bringe jordsystemet ud af balance.

Konsekvenserne af en overskridelse kan være voldsomme.

For eksempel er risikoen for, at AMOC, et system af havstrømme, som inkluderer Golfstrømmen, kollapser, et eksempel på en konsekvens af, at de planetære grænser overskrides.

En planetær klimapolitik skal tage hensyn til en række forhold, som den ikke gør i dag. På nogle områder vil det samme politiske virkemiddel kunne løse flere klima-, natur- og miljøproblemer på én gang, eksempelvis arealomlægning.

Men på andre områder vil der være dilemmaer, til- og fravalg.

Sammenhængende naturområder er ikke givet i dag

Et af de oplagte hensyn er, at klimapolitiske initiativer i fremtiden skal virke for at mindske presset på natur og miljø. Det betyder for eksempel, at den skovrejsning, der skal ske som følge af den grønne trepartsaftale, ikke alene skal opfylde et mål om naturlig CO2-fangst, men også skal beskytte og øge biodiversiteten.

Dermed skal statslige støtteordninger indrettes sådan, at den urørte skov, som er aftalt i den grønne trepart, rejses som store, sammenhængende naturområder, der sætter biodiversitetsbeskyttelsen i forgrunden.

Dette er ikke givet i dag. 

Generelt bør klimapolitikken føres med en langt stærkere kobling til natur og biodiversitet. Konkret kan dette ske ved at sikre, at Klimarådet og Biodiversitetsrådet aflægger en fælles redegørelse for opnåelsen af danske klima- og biodiversitetsmål til Folketinget, eksempelvis hvert andet år.

Det vil skabe et tiltrængt grundlag for en styrket, fælles diskussion af sammenhænge og virkemidler på tværs af de to politikområder.

Koblingen mellem klima og biodiversitet bliver også aktualiseret af, at vi skal vedtage en dansk naturgenopretningsplan i 2026 som led i implementeringen af EU’s Naturgenopretningsforordning. Her vil det være helt centralt at tænke klima- og biodiversitetshandling sammen.

De planetære grænser kalder på innovation og tværgående rammer

Men en klimapolitik, som føres med respekt for de planetære grænser, skal mere end at sætte fokus på sammenhænge mellem klima, natur og miljø. Den skal for eksempel også føres med en større forståelse for, at der er absolutte grænser for vores påvirkning af jordens økosystemer.

Der er ingen tvivl om, at et planetært perspektiv på klimapolitik – og andre politikområder – vil udfordre vores nuværende måde at føre politik på.

Peter Andreas Norn
Programchef, Concito

Det er et argument for hurtige klimareduktioner og undgåelse af sen handling, der udelukkende er afhængig af teknologiske gennembrud. Tidlig handling kan sikres på flere måder, eksempelvis gennem indførelse af et CO2-budgetmål, som foreslået af Klimarådet, i stedet for det nuværende punktmål.

Tilsvarende vil absolutte grænser inden for andre af jordens økosystemer håndteres ved at sikre tidlig og ambitiøs handling.

Et planetært perspektiv leder til en kompleksitet i klimapolitikken, som kan virke uoverskuelig, men klima-, natur- og miljøudfordringerne hænger uløseligt sammen. Derfor skal løsningerne også gøre det.

Der er ingen tvivl om, at et planetært perspektiv på klimapolitik – og andre politikområder – vil udfordre vores nuværende måde at føre politik på. Svaret på den udfordring er at skabe innovative politikker og tværgående administrative rammer.

Foregangsland endnu engang

Tiden kalder på, at der tænkes på tværs af de sektorpolitiske siloer.

Den grønne trepartsaftale kan ses som et første skridt i retningen af at indtænke de planetære grænser i landbrugs- og naturpolitikken – også selv om midlerne til at reducere CO2 i aftalen burde have stået stærkere. Vi bør gå videre ad den vej og integrere hensyn til de planetære grænser på andre politikområder.

Danmark betragtes af mange i udlandet som et klimamæssigt foregangsland. Danmark kan igen gå foran ved at begynde at integrere de planetære grænser i klimapolitikken – og i de politikområder, der grænser op til klimapolitikken.

Det bør ske som et vigtigt princip i en række kommende politiske aftaler, der sætter rammerne for fremtidens klimapolitik.

På sigt bør de planetære grænser også tænkes ind i en række andre politikker, eksempelvis i transportpolitik, infrastrukturpolitik, kommunale byudviklingsstrategier og industripolitik.