COP29 i Aserbajdsjan ofrer frihed og sikkerhed for et "demokratisk" princip om lige repræsentation

Værtskabet for den kommende klima-COP skal også afholdes i den østeuropæiske region. Da beslutningen om værtskabet for COP29 skulle træffes, stod Armenien og Aserbajdsjan også her tilbage som de to sidste kandidater.

Denne afgørelse blev – som det oftest sker – ikke truffet i en åben forhandlingssal, men bag lukkede døre som en del af en geopolitisk byttehandel, hvor en fangeudveksling fra Aserbajdsjan til Armenien blev afgørende for udfaldet. Armenien trak sig, og Aserbajdsjan fik pladsen.

Det demokratiske princip bag skiftende værtslande er blevet et tveægget sværd.

Når et land som Aserbajdsjan, med sin veldokumenterede undertrykkelse af ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, vælges som vært, sætter det spørgsmålstegn ved, hvem der reelt kan deltage uden frygt for egen sikkerhed.

Efter udvælgelsen af værtskabet udarbejdes en kontrakt mellem FN og værtslandet, hvor deltagernes rettigheder blandt andet fastlægges. I år har denne kontrakt været genstand for hård kritik.

Hvis ambitionen med FN-forhandlinger er at finde løsninger på tværs af grænser og kulturer, må vi insistere på, at grundlæggende rettigheder er en forudsætning.

 Lise Coermann Nygaard
Ungdomsdelegat til FN og medlem, Ungeklimarådet

Aftalen blev offentliggjort sent, og den er præget af begrænsninger, der hæmmer deltagernes mulighed for at udtrykke sig frit.

National lovgivning overtrumfer de fleste rettigheder, og deltagere må ikke "forstyrre" landets "internationale interesser", hvilket flere aktører læser som elastik i metermål når det kommer til at forpligte Aserbajdsjan på fundamentale rettigheder.

Med Aserbajdsjans historie med at begrænse ytringsfrihed og knuse ngo'er og dissidenter med jernhånd, underminerer aftalen ideen om, at alle parter skal kunne deltage.

Hvordan kan man forestille sig en meningsfuld debat om global retfærdighed, når de, der taler, må frygte for deres frihed?

Flere civilsamfundsorganisationer og nationale delegationer har valgt at skære ned på antallet af deltagere eller helt at blive væk. Hvordan kan verdens lande proklamere at opnå enighed om en fælles retning for global klimahandling, når selve konferenceformen ekskluderer de stemmer, der taler på vegne af nogle af dem, der har mest på spil?

Selv for dem, der har mulighed for at deltage, er værtens manglende gennemsigtighed og økonomiske politik en udfordring. Eksplosivt stigende hotelpriser har skabt frustrationer på tværs af landegrænser.

Selv rige lande fra det globale nord har udtrykt deres utilfredshed. Hvad betyder det så for et land som den lille østat Tuvalu, hvis repræsentanter skal finde hotelværelser til en pris, som selv vestlige lande finder urimelig?

Disse økonomiske barrierer er endnu et bevis på, at det demokratiske princip om skiftende værtslande ikke fungerer som tiltænkt, hvis basale rammer for deltagelse ikke er et krav.

Ideen om et geografisk skiftende værtskab er smuk og i sin essens retfærdig. Men når dette princip ender med at marginalisere stemmer og skabe farlige forhold for deltagelse, er vi nødt til at stille os selv spørgsmålet: Hvornår bliver demokratiet en facade for ulighed?

Hvis ambitionen med FN-forhandlinger er at finde løsninger på tværs af grænser og kulturer, må vi insistere på, at grundlæggende rettigheder er en forudsætning.

COP'er bør være et samlingspunkt for håb og handling. Men i år, når rampelyset rettes mod Aserbajdsjan, vil mange kigge væk – af frygt og i frustration over et system, der svigter, når det gælder mest.

Demokratiske principper skal være grundlaget for, ikke undskyldningen for, at basale rettigheder sættes over styr. Jeg ser frem til at repræsentere den danske ungdom ved COP29, men det giver en bitter smag at vide, at nogle af mine kollegaer må blive hjemme, presset til tavshed af truslen mod deres sikkerhed.