16 organisationer: Når den danske regering reelt vil genforhandle dele af Parisaftalen, løber den fra sit ansvar

Beløbet på 100 milliarder dollars var dengang – ligesom nu – en dråbe i havet i forhold til behovet, som kun er blevet større, i takt med at klimakatastrofer rammer flere og flere sårbare lokalsamfund.

Det er derfor ikke bare en klimakrise, vi står overfor. Men det er også en ulighedskrise og en rettighedskrise for oprindelige folk, kvinder og piger, børn og unge, mennesker med handicap, LGBTQIA+-personer, flygtninge og andre sårbare og marginaliserede grupper. 

Derfor er der brug for et meget mere ambitiøst og solidarisk finansieringsmål til COP29.

Rige lande skal betale mest

Her få dage før klimatopmødet går i gang, står landene stadig meget langt fra hinanden, og EU og dermed Danmark har vist skuffende lidt vilje til at finde kompromisser.

Et af de helt store spørgsmål er, hvor stort et beløb, de rige lande vil levere.

Det er afgørende, at man finder måder at kanalisere langt flere offentlige midler til især klimatilpasning og genopbygning.

Globalt Fokus, 92-gruppen m.fl

I Parisaftalen hedder det, at det nye mål skal tage behovene fra det globale syd i betragtning.

Et bud på, hvor mange penge, der reelt er behov for i ekstern finansiering, lyder på 1.000 milliarder dollars om året og er fremlagt af Independent High-Level Expert Group on Climate Finance, som er nedsat og består af fremtrædende internationale klimaøkonomer. Et bud, der anerkendes fra flere sider og lande, heriblandt også Danmark. Vi anbefaler fra civilsamfundets side, at målet bliver på mindst 1.000 milliarder dollars i offentlig bistand om året.

Studier viser, at man kan finde billioner til klimaindsatsen gennem retfærdige skatteinitiativer som formueskatter særligt rettet mod den rigeste procentdel, beskatning af sektorer med høj forurening samt omdirigering af subsidier fra fossile brændstoffer.

Uanset løsning, er det afgørende, at man finder måder at kanalisere langt flere offentlige midler til især klimatilpasning og genopbygning, og ikke sætter al sin lid til at finde private midler til netop de typer klimaindsatser. Uanset hvor meget de rige lande godt kunne ønske sig det, er der nemlig ikke gode erfaringer, der peger på, at private virksomheder og investorer kommer til at investere i at hjælpe sårbare befolkningsgrupper på fode igen, hvis der ikke er udsigt til store afkast.

Parisaftalen skal ikke genforhandles 

Som en del af den nye aftale insisterer mange rige lande, herunder den danske regering, nu på at udvide kredsen af lande, der skal bidrage med finansiering.

Rent formelt svarer det til at genforhandle Parisaftalen, hvor det står tydeligt, at det er netop de rige lande, der er forpligtet til at levere klimastøtte til udviklingslande. Det er dybt problematisk i sig selv, og det er at løbe fra både det historiske ansvar for klimakrisen, og det ansvar, man allerede én gang har taget ved at gå med i Parisaftalen.

Endnu værre er det næsten, at det sætter forhandlingerne i stå, fordi de lande, man ønsker, skal forpligte sig – herunder Kina -, ikke er med på idéen. 

Den danske regering har tilkendegivet, at den vil være 'brobygger' i klimasamarbejdet.

I strategien om 'Afrikas århundrede' har regeringen sagt, at vi bør lytte mere til de afrikanske lande, og klimaminister Lars Aagaard (M) sagde i forbindelse med sit nye klimaprogram, at "det er vigtigt, at vi forbliver et grønt foregangsland”.

Derfor er det oplagt, at Danmark skubber på i EU for, at man respekterer Parisaftalen og støtter op om en aftale om at støtte med mindst 1.000 milliarder dollars i offentlige midler om året.

Herhjemme kan vi gå forrest og vise, at det er muligt ved at øge den danske klimabistand væsentligt i tillæg til udviklingsbistanden.