Bliv abonnent
Annonce
Debat

Syv organisationer: Klimatopmødet var en hån mod det globale syd

Som danske ngo'er, der har været øjenvidner til klimaforhandlingerne gennem de seneste to uger under COP29, er vi chokerede over det historiske svigt, der har fundet sted, skriver afsendere fra syv organisationer.
Som danske ngo'er, der har været øjenvidner til klimaforhandlingerne gennem de seneste to uger under COP29, er vi chokerede over det historiske svigt, der har fundet sted, skriver afsendere fra syv organisationer.Foto: Rafiq Maqbool/AP/Ritzau Scanpix
28. november 2024 kl. 05.00

J

Klimarådgiver, Care

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Søndag 24. november sluttede FN's klimatopmøde COP29 med en aftale, der er en hån mod klimasårbare lande og et brud på Parisaftalens principper.

Aftalen blev, at verdens rige lande tilsammen skal finde blot 300 milliarder dollars om året i klimafinansiering – og først i 2035. Der er samtidig ingen garanti i aftalen for, at midlerne går til de mest akutte behov i de lande, der er hårdest ramt af klimakrisen.

Aftalen blev sågar tvunget igennem trods protester fra de lande, der nu står uden udsigt til at få den hjælp, de har brug for. Som danske ngo'er, der har været øjenvidner til klimaforhandlingerne gennem de seneste to uger, er vi chokerede over dette historiske svigt. 

"For os er forhandlingerne et spørgsmål om liv eller død". Sådan svarer regeringer fra verdens mest klimaudsatte lande, når man spørger dem, hvorfor de kæmpede til det sidste.

Mens der blev forhandlet i Baku, blev Fillippinerne ramt af en voldsom tyfon, som medførte, at over en million blev evakueret fra deres hjem. Det er bare et af mange eksempler på det akutte og voksende behov for hjælp.

Læs også

Vi må samtidig knibe os selv i armen og spørge: Kan man virkelig holde et klimatopmøde uden at tale om de globale temperaturstigninger?

Svaret er desværre ja, for på COP29 blev der slet ikke fulgt op på sidste års beslutning om, at landene skal omstille sig fra fossile brændsler til vedvarende energi. Og den elendige finansieringsaftale betyder, at det globale syd akut mangler midlerne til at planlægge deres egen grønne omstilling.

Pinlig finansieringsaftale  

Resultatet på 300 milliarder dollars i 2035 vil sandsynligvis blive snakket op af de rige lande som mere end en fordobling af det nuværende finansieringsmål på 100 milliarder dollars fra 2009.

Inflation taget i betragtning er det langt fra korrekt. Som globalt civilsamfund har vi opfordret til, at målet blev mindst 1.000 milliarder dollars årligt i offentlig finansiering. Det kan måske lyde af meget, men det er i realiteten en dråbe i havet sammenholdt med behovet.

Som danske civilsamfundsorganisationer står vi uforstående over for, at Danmark kom tomhændet til et klimatopmøde om finansiering.

Care, Oxfam, Sex & Samfund, Mellemfolkeligt Samvirke, Den Grønne Ungdomsbevægelse, Mission Øst og IWGIA

De rige lande har insisteret på, at det er urealistisk at finde flere penge i offentlige midler, end dem, der så nu er blevet aftalt i Baku.

Samtidig bruger de samme lande årligt 270 milliarder dollars på støtte til fossile brændsler.

Imens har civilsamfundet i årevis arbejdet for at udvikle forureneren betaler-initiativer, der kan kanaliseres til klimatilpasning og genopbygning efter klimakatastrofer i det globale syd – eksempelvis afgifter på handel søtransport eller luftfart.

Det er dét, EU skulle have brugt deres tid på, i stedet for at blokere forhandlingerne om målet i flere år, så ville pengene allerede være på vej.

Hvis pengene skal komme klimaramte befolkninger til gode, er det afgørende, at man understreger særligt sårbare menneskers behov og deres ret til at få hjælp i klimakrisen. Det gælder både børn, kvinder, kønsminoriteter, oprindelige folk, mennesker med handicap, flygtninge og en række andre grupper, som ellers overses.

Børn udgør en tredjedel af verdens befolkning, men modtager i dag blot 2,4 procent af klimapengene. Kvindedrevne projekter modtager i dag kun 0,1 procent af al klimafinansiering. Men på COP29 kunne man ikke engang blive enige om at skrive menneskerettigheder ind i finansieringsaftalen.

Det er pinligt, at det overhovedet kan ske.

Danmark skal træde i karakter

Som danske civilsamfundsorganisationer står vi uforstående over for, at Danmark kom tomhændet til et klimatopmøde om finansiering. Modsat tidligere år, annoncerede Danmark ingen nye bidrag til klimabistand. Det må regeringen rette op på.

Danmark må først og fremmest presse på for, at EU indsender en rettidig og ambitiøs klimaplan til deadlinen næste år, med klare deadlines for udfasning af alle fossile brændsler, samt et reduktionsmål for finanssektorens udledninger.

Danmark har før markeret sig som frontløber på det område, og nu hvor aftalen fra COP29 ikke lykkes med at garantere finansiering til tab og skader, er det afgørende, at de enkelte lande træder i karakter.

Læs også

Danmark bliver nødt til nu at vise, at det er muligt at forpligte sig til et fast årligt beløb til klimaskabte tab og skader. Ligesom anden klimabistand, skal disse midler heller ikke tages fra udviklingsbistanden, men lægges oveni.

En oplagt måde at sikre en løbende støtte til tab og skader kunne være ved at hæve den utroligt lave flyafgift, som træder i kraft i 2025.  

På næste års klimatopmøde, COP30, sidder Danmark som formand for EU. Vi håber her at se et Danmark – og dermed et EU – der langt om længe viser klimadiplomatisk lederskab.

Afsendere
  • John Nordbo, klimarådgiver, Care
  • Mads Busck, politisk seniorrådgiver, Oxfam Danmark
  • Lene Beuchet, ligestilling- og klimarådgiver, Sex & Samfund
  • Lisbet Dinsen, ligestilling- og klimarådgiver, Sex & Samfund
  • Oliver de Mylius, kampagneleder, Mellemfolkeligt Samvirke
  • Katrine Ehnhuus, seniorrådgiver, Mellemfolkeligt Samvirke
  • Sigrid Skou Hansen, klimaaktivist, Den Grønne Ungdomsbevægelse
  • Selma de Montgomery, klimaaktivist, Den Grønne Ungdomsbevægelse
  • Betina Gollander-Jensen, generalsekretær, Mission Øst
  • Stefan Thorsell, klimarådgiver, IWGIA

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026