Covid-19 smitter ikke kun mennesker. Den kan også ramme stater – og derfor frygter Mette Frederiksen den så meget

FEATURE: Moderne stater opstod, da samfundet fik evnen til at standse epidemier og holde folk raske. Derfor er covid-19 også meget mere end blot en virus, der kan slå tusinder ihjel: Det er en storpolitisk mikroorganisme, der kan få det hele til at bryde sammen.

Det starter med en mikroorganisme, der overføres fra et dyr – en fugl, en flagermus, et skældyr – til et menneske, der får influenza. Hvordan og hvornår covid-19 ender, ved vi ikke. Men vi ved, at vi står i en global sundhedskrise, på tærsklen til en ny dundrende finanskrise og midt i et akut storpolitisk problem.

I skrivende stund er lidt mindre end 700 danskere smittede med covid-19, og ingen af dem er heldigvis døde af det. Alligevel har statsministeren holdt daglige pressemøder om det sammen med de relevante myndigheder – Sundhedsstyrelsen er der, og det er politiet også.

Men det handler heller ikke om dem, der er smittede lige nu. Det handler om dem, der kommer. Og de kommer. Som andre virusser kan covid-19 ikke leve uden en vært; fremmede celler, den erobrer og tvinger til at reproducere sig selv. Smitte er med andre ord coronavirussens overlevelsesstrategi, og dens rækkevidde er global og dødbringende.

Når statsministeren holder de mange pressemøder, handler det om de fremtidsscenarier, covid-19 optegner. Skrækvisionen er et overbelastet sygehusvæsen, der kollapser under vægten af alt for mange patienter.

Overlæge fra intensivafdelingen på sygehuset i Næstved, Kenneth Jensen, satte den situation på formel for Altinget i en kronik: ”befolkningstallet (5,8 millioner) x smitterate x indlæggelsesrate x liggetid = sengedagsbehov.”

Så regnede han på to scenarier – et best case med almindelig influenza A som model og et worst case-scenarie baseret på, hvordan covid-19 har opført sig i Kina og Italien. Danmark råder over 500 intensiv-sengepladser eller 200.000 årlige sengedage på hospitalernes intensivafdelinger. Hvis covid-19 opfører sig som en almindelig influenza vil den optage halvdelen af dem. Her er vi inden for det håndterbares revir.

Hvis covid-19’s rasende hurtige smittespredning slår igennem, vil den kræve 500.000 intensive sengedage. Her brugte han beskrivelser som ”horribelt” og ”ubeskriveligt” om situationen: inddragelse af kirurgiske sengepladser, nedskalering eller decideret aflysning af planlagte operationer, smittede læger og andet sundhedspersonale og deraf følgende nedbemanding.

Samfundet hviler med andre ord på nøje afbalanceret ligning, og covid-19 kan blive den ubekendte, der får det hele til at bryde sammen.

Det var Mette Frederiksen sig også pinligt bevidst på et pressemøde i mandags:

”Det er det, vi sidder og kigger ind i. Vi kan komme i kapacitetsproblemer i et ellers stærkt sundhedsvæsen,” sagde hun.

Sker det, kan Sundhedsstyrelsen og hospitalslægerne hurtigt havne i italienske tilstande og ufattelige etiske dilemmaer: Hvem skal behandles? De coronasmittede eller de andre ’almindelige’ livstruede patienter, hjertepatienterne, de lungesyge eller de kræftramte? Hvis liv er mest værd? Hvorfor – og hvem træffer beslutningen? Hvordan vil pårørende til dem, der ikke bliver udvalgt, reagere? Hvordan vil alle andre?

I det tilfælde handler det ikke kun om en regerings og en statsministers legitimitet. Ultimativt står tilliden til staten og den generelle samfundsorden på spil.

Lige nu handler det her i landet om hamstring i supermarkederne, men i Italien kom det til fangeoprør, efter at myndighederne lukkede ned for besøg i fængslerne. Seks fanger døde.

Det er en anden grundlæggende ligning: Vi accepterer statens enorme, vidtrækkende magt, så længe vi har tillid til, at den passer på os. Når den ligning ikke går op, ved ingen længere, hvad der vil ske.

En virus er således ikke kun en mikroorganisme på jagt efter en vært. Den kan smitte en regering og en stat med et ødelæggende tab af legitimitet til følge. Det sker, når frygt, angst, panik springer fra ét individ til en hel befolkning.

Det er i sidste ende derfor, Mette Frederiksen onsdag aften erklærede en form for undtagelsestilstand, og derfor, regeringen holder pressemøder dagligt nu.

Vi befinder os ikke længere i det faktuelles teknokratiske og nøgterne rige, hvor midler og mål kan bringes i overensstemmelse. Vi er i en verden af risici, sandsynligheder, panik, angst, død, mistillid og kaos. Vi er i gråzonen mellem politik og socialpsykologi.

Ingen kan tillade sig at være ligeglade. Alt for meget kan være på spil. 

Foto: Amanda Perobelli/Reuters/Ritzau Scanpix

En langsom teknokratisk katastrofe
Det er tre måneder siden, regner man med, at den første blev smittet med coronavirus, og det er to måneder siden, den blev identificeret og navngivet med sit ildevarslende akronym, covid-19 (Coronavirus Disease 2019).

Indtil midten af denne uge har jeg været blandt dem, der har taget relativt let på det. Givet folk hånden, grinet ad coronavittigheder og lavet sjov om de første karantæneramte, der inkluderede en kendt tv-journalist.

I tirsdags begyndte jeg at vaske min hænder i sprit hele tiden. Og dagen efter gjorde jeg min familie karantæneklar og fyldte køleskabet og fryseren op, mens WHO erklærede covid-19 for en pandemi, og statsministeren ud på aftenen lukkede landet ned. Mine børns institutioner er lukket, både min hustru og jeg arbejder hjemme, børnefødselsdagen i weekenden er aflyst.

Her sidder jeg nu og ringer til kilder og skriver denne artikel. En af dem, jeg får fat i, er RUC-professor Oliver Rubin, der forsker i katastrofer og politik. Han kalder covid-19 for ”en langsom katastrofe”.

”Modsat et terrorangreb eller en naturkatastrofe kommer en sundhedskatastrofe ikke som et pludseligt chok, og det betyder noget for, hvordan regeringer og det offentlige reagerer. Sundhedskatastrofer sker rullende, og håndteringen er derfor meget teknokratisk. Vi ser, at Mette Frederiksen læner sig tæt op ad lægefagligheden,” siger han.

Lige netop den pointe er vigtig. For vi har haft langsomme, men meget dødelige katastrofer før i vores historie: koleraepidemier og pest. Og som vi nærmer os moderne tid efter renæssancen, får de europæiske stater mere og mere blik for, hvor snævert deres egen eksistens hænger sammen med deres befolknings ve og vel – og derfor et stedse mere intenst og administrativt blik for sammenhængen mellem sundhed, sygdom og politik.

I den franske idéhistoriker Michel Foucaults hovedværk fra 1975, Overvågning og straf, undersøgte han, hvordan moderne offentlig administration egentlig blev opfundet. Og noget af det, han lagde særlig vægt på, var, hvordan karantæner, som man havde kendt siden middelalderen, fik en helt anden rolle i det 18. århundrede, da de sidste store pestudbrud hærgede.

Når en by blev ramt af pest, blev den lukket ned, hver familie indespærret i sit hjem, hver gade fik sin inspektor, der rapporterede til en mellemleder, der rapporterede til en øverste leder. Hver dag skulle familien vise sig i et vindue, og det blev ført til protokol, hvor mange der endnu var levende.

I Foucaults analyse lærte staterne noget afgørende af det: Centralisering, registrering og adskillelse er vigtige redskaber for moderne institutioner, og han genfandt dem i ”den psykiatriske anstalt, fængslet, opdragelsesanstalten, skolen og, i en vis udstrækning, hospitalet,” som han skrev.

Idéhistorielektor og forsker i medicinens historie Jakob Bek-Thomsen fra Aarhus Universitet følger op.

”Man begynder at tænke meget mere strategisk om karantænen i 1700-tallet, simpelthen fordi det virker, når vi står over sygdomme, vi ikke forstår og ikke kan behandle. Man ved, at man ved at mindske mobilitet og isolere folk fra hinanden kan begrænse sygdomme.”

Men ifølge Bek-Thomsen er der et endnu større perspektiv. For hvordan blev befolkningens sundhedstilstand egentlig et så centralt politisk spørgsmål? Det skete i to skridt, fortæller Bek-Thomsen.

For det første ændrer man fuldstændigt opfattelsen af, hvad sygdom er. Indtil slutningen af 1700-tallet opererede man stadig med en teori, der rakte helt tilbage til antikken, om de fire kropsvæsker – blod, slim, gul og sort galde – og at sygdomme var et resultat af deres ubalance. Lægekunst bestod i at styrke eller aftappe væskerne for at genvinde den. Nu fik man en fysiologisk forståelse af krop og sundhed, hvor sygdomme var organismer i kroppen, der kom til udtryk som symptomer.

”Det næste skridt bestod i, at man kom til at se befolkningen som statens grundlag – det ser vi slå igennem i de store europæiske lande i løbet af det 18. århundrede. I Tyskland har man fokus på handel og produktion, og derfor får man også en interesse i en sund befolkning, og i 1746 får man et medicinsk politi – et embedsværk – som fører kontrol over lægerne og regulerer, at de agerer inden for statens retningslinjer, og man standardiserer den medicinske uddannelse. I England begynder man at føre opsyn med folks sundhed og sanitære forhold, og i Frankrig bliver man meget opmærksom på byplanlægning og befolkningstæthed i forhold til sundhedstilstanden: Man flytter kirkegårdene ud af det nære byrum, man arbejder med cirkulation og frisk luft.”

Foto: Noah Seelam/AFP/Ritzau Scanpix

Politikerne kan ikke løse det her
En sund sjæl, siger den faste vending, skal man finde i et sundt legeme. I moderne politik gælder det, at en sund stat kræver en sund befolkning.

Eller som Mette Frederiksen sagde under et pressemøde i denne uge:

”Der er ikke nogen mennesker, der er immune over for coronavirus, og der er heller ikke nogen samfund, der er immune. Derfor er der brug for alvor og bekymring.”

Covid-19 er big politics.

Men der er faktisk yderligere en dimension. For det er ikke kun staten, der har brug for en rask befolkning. Relationen går også den anden vej. Det forklarer Mathias Hein Jessen, ph.d. og adjunkt på CBS’ institut for ledelse, politik og filosofi:

”Staten har legitimitet, fordi den sikrer vores liv, og det er helt afgørende, at den har kontrol og kan styre samfundet. Så en sygdom som covid-19, der er så ukontrollabel og smitter så hurtigt, er farlig – ikke kun for de mennesker, den smitter, men for tilliden til staten,” fortæller han.

”Det er også derfor, at statsministeren har brug for at kommunikere, at regeringen og myndighederne har styr på situationen og tager de nødvendige foranstaltninger.”

Hein Jessens forskerkollega fra Aarhus Universitet, statskundskabsprofessor Michael Bang Petersen, peger omvendt på, at regeringens kommunikation også er altafgørende for at løse covid-19-krisen.

”Det særlige ved en epidemi er, at det kan politikerne ikke løse selv. Løsningen er, at vi borgere skal ændre vores adfærd for at opnå den sociale distance, der forhindrer smitte. Politikerne kan kun gøre noget indirekte: De skal adfærdsforandre os gennem kommunikation og deres tiltag,” forklarer han.

”Det, der bekymrer mig lige nu, er, om og hvordan vi holder øje med, at folk faktisk også ændrer adfærd. Hvem holder øje med, om for eksempel unge mennesker holder op med at kysse og kramme på deres venner og gå i byen. Vi bør ikke kun registrere syge og smittede, vi bør også tracke folks adfærd.”

Det er karantænens logik igen. Statens værn mod covid-19 består i at få cirkulationen af folk til at stoppe, fordi det er i kraft af den, virussen spredes. Store – og nu også mindre – arrangementer aflyses, man opfordrer til, at folk undgår at tage offentlige transportmidler, og man anbefaler så mange som muligt at arbejde hjemme, og at folk ikke rejser.

Dagen efter, Mette Frederiksen lukkede landet ned, vedtog Folketinget en række vidtgående lovforslag for at få bedre kontrol med covid-19. Undersøgelses- og indlæggelsestvang, hvis man har coronasymptomer, tvangsvaccination for bestemte grupper og mulighed for myndighederne at tiltvinge sig adgang til folks bopæl, hvis de nægter. Kender man nogen med covid-19 eller bare symptomer på det, skal man melde det til myndighederne.

Men som Mathias Hein Jessen understreger, støder karantæne-strategien dermed sammen med noget andet, der er helt centralt for moderne stater: økonomien. Den forudsætter det modsatte: at folk, penge og varer cirkulerer.

”Den model, der virker, er den fuldstændige karantæne, der lukker alt ned. Det kan vi jo se i Kina. Men hvis man gjorde det i Danmark, ville økonomien gå helt i stå. Det er den balance, man prøver at holde: isolere visse grupper, visse rejsende og så holde resten åbent. På den måde er befolkningen central, fordi det er dens cirkulation, der holder økonomien i gang.”   

Igen peger Bang Petersen på den anden side af den balanceakt.

”Vi lever i et samfundssystem, der er enormt komplekst og baseret på ret ekstrem arbejdsdeling. Hvis en epidemi løber løbsk, hiver vi rigtig mange individer ud af det komplekse netværk, fordi der ikke er folk til at tage sig af opgaverne. Det vil sætte samfundet og økonomien helt i stå.”

Det er kampen i kampen mellem staten og covid-19: For meget karantæne lammer økonomien – for lidt karantæne og virussen lammer økonomien. Og indsatserne er meget høje.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Lagarde ringer med alarmklokken
Det er, mens jeg taler med Mathias Hein Jessen, at chefen for Den Europæiske Centralbank, franske Christine Lagarde, tænder den rødeste af alle makroøkonomiske advarselslamper:

”Europa risikerer et omfattende økonomisk chok på niveau med finanskrisen, medmindre regeringerne reagerer akut på coronavirussen,” lød det fra hende onsdag 11. marts.

De globale aktie- og finansmarkeder var i dagene i forvejen styrtdykket. Torsdag 12. marts var danske aktier faldet med 23 procent fra topniveauet i starten af året, hvilket svarer til, at de seneste fem års afkast er blevet annulleret.

Covid-19 tegner på den måde også et billede af den globale økonomi. Som den amerikanske økonomiprofessor fra Harvard University, Kenneth Rogoff, skrev i en analyse for Project Syndicate, rammer covid-19 både udbudssiden og efterspørgslen.

Fordi produktkæderne i vores tid er centrerede om Kina, har nedlukningen af landet – som har nedbragt antallet af smittede – påført verdensøkonomien et udbudschok. Samtidig er Kina det største udenlandske marked for mange asiatiske økonomier, og dermed bliver den asiatiske efterspørgsmål hårdt ramt. Og da covid-19 sprang fra Asien til Europa, betød det i næste omgang, at efterspørgslen også her blev ramt. Med andre ord står vi dermed på kanten af en global økonomisk krise

”Ja, frygten for at blive smittet vil ramme efterspørgslen på fly og global turisme, og opsparingen på grund af tilbageholdenhed vil stige. Men når millioner af mennesker ikke kan tage på arbejde (enten på grund af karantæne eller af frygt), vil de globale værdikæder bryde sammen, grænserne bliver lukket, og verdenshandlen skrumper, fordi landene ikke stoler på hinandens sundhedsstatistikker, og så vil udbudssiden lide mindst lige så meget som efterspørgslen,” skrev Rogoff.

Det bliver der nikket til hos tidligere overvismand, økonomiprofessor på Aarhus Universitet, Michael Svarer.

”Det viser bagsiden af den globaliserede verden. Et stød, der rammer et sted, får store konsekvenser et andet. 50 procent af det, vi forbruger, kommer fra udlandet. Og 50 procent af det, vi producerer, sælger vi til udlandet. Det slår hårdt, fordi den danske økonomi er så åben.”

På den anden side er han forsigtig med at drage paralleller til finanskrisen. Ikke kun fordi vi står i begyndelsen af de økonomiske konsekvenser af covid-19, men fordi vi står på den anden side af finanskrisen og alle de tiltag og reguleringer, der har hjulpet os ud af den.

”Det springende punkt bliver inddæmningen af virussen. Får man relativt hurtigt styr på det, så bliver de økonomiske konsekvenser mindre. Så kan man sagtens undgå en recession. Hvis vi bare mister en måned, så har 2020 været et dårligt år, men ikke mere end det. Det håber jeg på. Dansk økonomi – og mange andre vestlige økonomier – er superstærke. Vi er tæt på fuld beskæftigelse, der er styr på de offentlige budgetter, og den finansielle sektor, i hvert fald her i Danmark, er meget mere robust, end den var op til finanskrisen.”

Allerede dagen før Lagardes urovækkende erklæring, annoncerede den danske regering, at virksomheder fik udsættelse på betaling af skat og moms i fire måneder, simpelthen for at sørge for, at der er kolde kontanter – op til 125 milliarder kroner – i omløb, og regeringen fulgte det torsdag op med en række initiativer, blandt andet at give virksomhederne mulighed for at sætte deres ansatte ned i tid og så supplere deres løn med dagpenge.

”Det handler både om virksomhedernes likviditet og om at holde hånden under jobmarkedet. Hvis virksomhederne skal afskedige medarbejdere, får de ikke løn, og så vil de forbruge det mindre, og det kan forplante sig negativt på hele økonomien. Det er det, man vil forhindre nu,” siger Svarer og tilføjer:

”Vi bevidner også nu, hvor vigtige stater og institutioner er for markedsøkonomien.”

Foto: Ralph Orlowski/Reuters/Ritzau Scanpix

Råderummet kan forsvinde
Det er potentielt enorme summer på statens budget, der er i spil. Det er endnu en grund til, covid-19 er politik på den mest alvorlige måde.

På længere sigt er det her, covid-19 kan få politiske konsekvenser, der slet ikke handler om patienter, smitte, dødelighed og hospitalssenge. Og hvor den borgfred, der lige nu hersker om indsatsen, kan blive opsagt. 

For hvis der skal store hjælpepakker til at holde hånden under dansk økonomi, risikerer regeringen at bruge af det berømte råderum – overskuddet frem mod 2025 på de offentlige finanser.

Det råderum har den nyvalgte S-regering gerne villet bruge på fordelingspolitik, velfærd og ikke mindst klima. Det økonomiske efterspil kan i værste fald tvinge regeringen ud i hårde prioriteringer. Det fortæller Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, da jeg ringer ham op torsdag eftermiddag.

”Coronakrisen er en akut sundhedskrise, men det er ikke en strukturel krise. Derfor kan man håbe på, at virkningerne bliver mere kortsigtede og mindre vidtgående. Men i værste fald kan det føre til en recession i verdensøkonomien, og så bliver regeringens grundvilkår naturligvis drastisk forringet. I det værste scenarie kan det økonomiske råderum helt forsvinde. Det vil føre til benhårde slagsmål på Borgen om, hvordan de sparsomme midler så skal prioriteres.”

Han fortæller også, at regeringen indtil videre planlægger at køre videre som planlagt. Man vil fremlægge forslag om tidligere pension til nedslidte, og man vil holde fast i klimaambitionen.

”Men selve finansieringen af nogle af klimatiltagene kan komme til at se anderledes ud. Hvis hele flybranchen er i knæ, vil man givetvis behandle den mere lempeligt på den korte bane.”

Har regeringen lavet beregninger på forskellige scenarier?

”Det er meget svært at lave præcise beregninger, for der er simpelthen ingen, der ved, hvor vi står om 14 dage, hverken nationalt eller internationalt. Det er ikke på forhånd givet, at nedlukningen fortsætter ud over de 14 dage; det kommer helt an på spredningen af virus. Så når det gælder de langsigtede konsekvenser, er regeringen afventende.”

Det er der, vi foreløbig er. Alting flytter sig hele tiden. Vi ved ikke, hvor vi ender. Vi ved kun, at det hele startede med en mikroorganisme fra et dyr – en fugl, en flagermus, et skældyr –  at over hundredtusinde er smittet, at tusinder allerede er døde, og at mange flere vil følge efter dem.

Og vi ved, at politik bliver helt afgørende.

Forrige artikel Sådan dækker vi coronakrisen på Altinget Sådan dækker vi coronakrisen på Altinget Næste artikel Corona sætter midlertidig stopklods for FN's transport af kvoteflygtninge Corona sætter midlertidig stopklods for FN's transport af kvoteflygtninge
Se Mette Frederiksens tale til FN's Generalforsamling

Se Mette Frederiksens tale til FN's Generalforsamling

TALE: Fredag aften talte statsminister Mette Frederiksen (S) til FN's Generalforsamling i New York, hvor hun bl.a. valgte at fokusere på klima- og immigrantkrisen. Talerne var i år optaget på forhånd.