Friis Bach: Lukkede grænser sender kvinder i armene på overgrebsmænd

DEBAT: Et grænsevagtkorps på 10.000 mand er endnu et kortsigtet forslag, der ikke løser de grundlæggende udfordringer. Det er mennesker og ikke grænser, der har brug for beskyttelse, mener generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.

Af Christian Friis Bach
Generalsekretær, Dansk Flygtningehjælp

Antallet af mennesker, der kommer til EU via Middelhavet, er faldet markant: hele 95 procent siden efteråret 2015.

De europæiske politikere bliver dog ved med at behandle emnet, som om presset på de europæiske grænser er højt. Den danske udlændingeminister, Inger Støjberg, bruger endda udtrykket ”folkevandring”. Men det afspejler ikke virkeligheden.

Det er derfor på tide, at europæiske politikere, medier og meningsdannere stopper med at bruge krisesproget og kommunikerer, som om situationen er ude af kontrol.

Krisefortællingen puster kun til kortsigtede og forkerte løsninger, frygt og fremmedfjendskhed, der er på fremmarch på tværs af Europa. De kortsigtede løsninger betyder, at mange mennesker strander på ruterne og udsættes for barske overgreb.

Grænselukninger er fordelagtigt for menneskesmuglere
I øjeblikket er andelen af mennesker, der mister livet i deres forsøg på at krydse Middelhavet, rekordhøj. 1 ud af 10 omkommer – og dertil kommer dem, der på lige så tragisk vis dør i ørkenen, før de når Middelhavet.

De bliver udsat for farer i den algeriske ørken. Kvinder fra Eritrea, der forsøger at flygte fra landet, bliver udsat for seksuelle overgreb af militser og grænsepoliti på grænsen til Sudan. En grænsebevogtning, som EU tidligere har været med til at finansiere.

Og grænselukninger efterlader desperate mennesker overladt til overgreb og krænkelser og sender dem i armene på de menneskesmuglere, som politikerne altid siger, de forsøger at bekæmpe.

Vold og diskrimination tvinger kvinder på flugt
Dansk Flygtningehjælps Mixed Migration Center har netop udført en omfattende undersøgelse af, hvad kvinder på flugt oplever på deres rute. Undersøgelsen er baseret på interviews med mere end 1000 kvinder fra Afghanistan og Øst- og Vestafrika.

Konklusionen er barsk: Vold, usikkerhed og diskrimination tvinger stadig flere kvinder og piger til at forlade deres hjemland. Men foran dem venter en rejse, som ofte er lige så farlig som det, de kom fra. De har ofte ikke andet valg end at flygte i et forsøg på at finde sikkerhed for dem selv og deres familier.

Undersøgelsen viser, at 44 procent af kvinderne bliver udsat for overgreb under deres flugt, og cirka halvdelen af dén gruppe oplever det mere end én gang.

Overgrebene kan være alt fra fysiske og seksuelle overgreb til kidnapning, bestikkelse, røveri og dødsfald. Det er den skæbne, vi risikerer at efterlade kvinderne til, når EU og EU's medlemslande presser på for at lukke grænser og stoppe ruterne.

Kriminelle bander styrer lokale flygtningecentre
Libyen er et af de steder, hvor mennesker vil strande, hvis vi lukker grænsen til Europa. Det er et af de farligste steder, og flere kvinder har rapporteret om voldtægter i detentionscentre, og at de er blevet tvunget ud i prostitution.

Kriminelle bander, der også direkte eller indirekte har fået finansiering fra EU-lande, styrer de centre i Libyen, hvor mennesker bliver holdt til fange under forfærdelige forhold.

Dertil kommer, at risikoen for at blive tvunget ud i trafficking og seksuel udnyttelse er stor, når kvinder desperat forsøger at tjene penge til at finansiere resten af deres rejse.

Kvinder er også mere udsatte, når de for eksempel skal tilbagelægge lange strækninger til fods og sakker bagud i forhold til mændene. Det kan føre til voldsomme trusler fra smuglere og pistoler mod tindingen.

Den faktisk krise er en beskyttelseskrise
Omfanget af overgreb mod kvinder og piger på flugt kalder på en større indsats for at beskytte dem og sørge for, at de har adgang til den fornødne hjælp.

Vi må og skal gøre mere for at beskytte dem undervejs på deres rejse – i stedet for at lukke grænserne for dem.

Der er brug for politi og myndigheder, der beskytter dem og sikrer, at overgrebene ikke finder sted. Der er brug for sundhedsklinikker og psykologhjælp, som de kan søge til, hvis de har været udsat for overgreb.

Der er brug for oplysning og opsøgende arbejde, så dem, der begiver sig ud på rejserne, kan undgå de farer, de ellers vil møde. Den egentlige krise er ikke en flygtninge- og migrantkrise. Det er en beskyttelseskrise. Det er den krise, vi skal løse.

Forrige artikel Samuelsen: USA er stadig vores ven og allierede Samuelsen: USA er stadig vores ven og allierede Næste artikel Mads Lebech: Ingen snuptagsløsninger i bæredygtig business Mads Lebech: Ingen snuptagsløsninger i bæredygtig business