Camilla Mordhorst: Det er vigtigere at forstå kulturens magt end at spekulere i, hvem der har magten

Kulturen er både broen, der forbinder, og kløften, der splitter

Normalt tænker vi ikke på kulturen som særlig magtfuld. Min påstand vil være, at det er, fordi vi længe har levet trygt i god afstand af kriser, krige og konflikter. Men når samfundslivet presses, står kulturens magt tydeligere frem. Både for det gode og for det onde.

Kultur kan være farlig, manipulerende og kan effektivt forstærke had. Kultur kan udgøre en skruestik af dårlige vaner og forældede traditioner. Men kultur kan også være en katalysator for forsoning, forandring, forståelse og ægte fornyelse.

Kulturen kan forbinde os på tværs af stort set alle skel. Kulturen er altså både broen, der forbinder, og kløften, der splitter.

Hvis vi ikke forstår kulturens kraft, kommer vi til at undervurdere dens potentiale – og dens fare.

Camilla Mordhorst
Adm. direktør, Dansk Kulturinstitut

Tag for eksempel Muhammedtegningerne. De udløste, hvad der indtil for nyligt blev betegnet som den største udenrigspolitiske krise for Danmark siden Anden Verdenskrig.

Krisen opstod ikke på grund af politiske aftaler eller militære beslutninger, men som konsekvens af en kulturel handling.

Tegningerne skabte optøjer, boykot og uro og skabte diplomatiske udfordringer, som det har taget år at udbedre, og som stadig kaster skygger over Danmarks relationer i dele af verden.

Kulturelt beredskab

Krigen i Ukraine er et mere aktuelt eksempel. Kultur og historie bruges aktivt som redskaber i informationskrigen.

Museer, monumenter og værdsatte kulturskatte er direkte mål for de russiske missiler, fordi de forsøger at ramme ukrainernes følelse af at være et land med ret til egen historie og en fælles erindring.

Ukrainernes modsvar sker ikke kun som et militært forsvar, men også ved en mobilisering af ukrainsk kunst og kultur. Aldrig er der åbnet så mange boghandlere og læst så mange ukrainske bøger, som der gør i landet nu.

Et helt frisk eksempel er Norges nye beredskabsplan, hvor kulturen har fået plads med egen strategi og plan. Begrundelsen er, som der står, at:

“Kultur, kulturarv og kulturaktører er vigtige, også i kriser og krig. Kulturarven er både mål, middel og modstandskraft. Dette er understreget i FN's Sikkerhedsråds resolution 2347 fra 2017, som fastslår, at kulturarven – som udtryk for og repræsentant for et samfunds identitet – bevidst bliver brugt som mål og virkemiddel i terror, krig og konflikt.”

Det er derfor nødvendigt at have et kulturelt beredskab, som det kan læses i planen, når et land mobiliserer sig til krig og krise.

Det vigtigste er at forstå kulturens plads ved bordet

Vi lever altså i en tid, hvor kultur ikke blot er en blød magtfaktor – den er benhård og virkningsfuld. Der er faktisk intet soft over soft power og slet ikke i den nye geopolitiske virkelighed.

Kultur kan omforme samfundsfortællinger, omstyrte regeringer og skabe samlingspunkter for protester og modstand.

Så hvorfor undrer vi os over kulturens magt?

Måske fordi vi har befundet os i den luksussituation, at vi kunne tillade os at se kunst og kultur som underholdning og adspredelse, noget dekorativt, behageligt og berigende – kort sagt noget der kommer efter de vigtige og svære beslutninger.

Men sandheden er, at kultur udgør de stærke bånd, som vores samfund væves sammen af. Hvis vi ikke forstår kulturens kraft, kommer vi til at undervurdere dens potentiale – og dens fare.

Derfor er spørgsmålet om, hvem der har eller bør have magten i dansk kulturliv, ikke det vigtigste at besvare i 2025. Det vigtigste er at forstå kulturens plads ved bordet.

At vi forstår kulturens betydning og handler derefter. At vi ser, at kulturens magt ikke kun udfolder sig i særlige miljøer eller holder til i kunstens rum, men spiller en central rolle i vores samfundsliv og i de store udfordringer, vi står overfor.