De, der elsker freden, skal organisere sig bedre

Men ud over konkret hjælp lige nu og her til en civilbefolkning, hvoraf 70 procent er afhængige af humanitær bistand, så kan støtten også blive et væsentligt bidrag til fred. Det er da håbefuldt i en tid, hvor vi har brug for det. 

Som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) sagde, da han lancerede bidraget:

"Syrien er et sårbart sted, men der blæser nye politiske vinde, hvor det er helt afgørende, at vi fra dansk side understøtter genopbygningen af landet. Med vores bidrag placerer Danmark sig centralt i den internationale indsats for at sikre humanitære indsatser og en langsigtet og holdbar udvikling for Syriens befolkning og de mange flygtninge, der fortsat lever i eksil i nabolandene. Et Syrien på fode er ikke bare i Syriens, men også Europas interesse."

Sandheden er, at Danmark, FN og de folkelige organisationer, der støtter op nu, i bedste fald vil spille en understøttende rolle i Syriens fred og genopbygning.

Men det kan blive en afgørende rolle. Og nu beder Syrien faktisk omverden regionalt og globalt om at bakke op om en syrisk ledet og syrisk ejet transition.

At tale fred og stabilitet er ikke at være sikkerhedspolitisk naiv.

Tim Whyte
Generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke

Tyskland går forrest, men Danmark bliver også væsentlig bidragsyder.

I en tid, hvor vi taler om militær oprustning, som om dét er det eneste svar på en ustabil verden i krig, er det værd at huske på, at Danmark historisk har spillet en væsentlig rolle i fred og genopbygning i en række krige og konflikter, som vi ofte glemmer, fordi nyhedsværdien af krig er større end nyhedsværdien af genopbygning. 

At tale fred og stabilitet er ikke at være sikkerhedspolitisk naiv. 

Når omverden er med til at støtte op om genopbygningen af Syrien via udviklingsbistand, ophævelse af Assad-rettede sanktioner og støtte til landets bevægelse imod politisk repræsentation og forsoning, er det ikke kun godt for Syrien. 

Det vil de facto også inddæmme de iranske og russiske forsøg på at destabilisere Syrien, hvilket er med stor fare for fortsat krig og flygtningestrømme. Sådan kan fredskortet spilles klogt. 

Men ud over de geopolitiske argumenter, er der et mere grundlæggende argument, som er vigtigt at huske på i en tid med militær oprustning: Krig er helvede. 

Jeg har selv arbejdet i en krigszone. Jeg boede tre år i Nepal under borgerkrigen. Jeg oplevede skudepisoder og bombetrusler og blev personligt truet flere gange af både hæren og de maoistiske oprørsstyrker.

Jeg havde venner og kollegaer, der blev tortureret, voldtaget og dræbt af sikkerhedsstyrkerne.

Så da fredsforhandlingerne endelig kom efter ti års borgerkrig, og jeg fik tilbuddet om at rejse tilbage og arbejde for fredsprocessen, sagde jeg ja med det samme. Jeg husker stadig den magiske stemning, der var blandt venner og bekendte, da de begyndte at tro på, at freden kunne vende tilbage. 

Fredsprocessen i Nepal endte som en succes. Primært på grund af et stort folkeligt pres, der skabte en villighed hos de krigende parter til at indgå politiske kompromiser.

Men også fordi internationale og regionale kræfter støttede op om freden og genopbygningen.

Den flere år lange fredsproces var langsomlig og til tider frustrerende, men det blev en inkluderende proces, der også forsøgte at tage fat i de underliggende sociale og kulturelle kløfter, der havde bidraget til krigen.

Selv arbejdede jeg under et dansk-norsk finansieret projekt i FN-systemet, der hjalp Nepals oprindelige folk – en tredjedel af befolkningen – med at blive hørt og inkluderet i fredsaftalen og den nye forfatning. Fredsprocessen endte faktisk med en ny og mere demokratisk forfatning, end der havde været før krigen.

Nu er det Syrien, der står med massive udfordringer. Store dele af landet er i ruiner, og der er grundlæggende problemer med blandt andet vand, strøm, skoler, hospitaler og ikke mindst jobmuligheder.

Syrien er i et økonomisk kollaps, og de økonomiske hjul er først og fremmest punkteret af de amerikanske sanktioner på Assad, som fortsat ikke ophæves men nu rammer den civile befolkning.

Dem, der elsker freden, skal organisere sig mere effektivt.

Tim Whyte
Generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke

I sidste ende er der flere faktorer, som vil være udslagsgivende for, om freden lykkes.

Vil den nye overgangsregering reelt skabe en fælles fortælling for de forskellige etniske og religiøse grupper i landet? Vil nabolande som Iran og Israel fortsætte med at undergrave freden eller kan de presses til at spille en mere konstruktiv rolle?

Kan sanktioner ophæves så hurtigt, at en ægte genopbygning kan starte og skabe jobs for de mange unge og tilbagevendte flygtninge, der står uden fremtidsudsigter?

Vil den nye overgangsregerings positive takter med at integrere Assads tidligere soldater og embedsfolk fortsætte? Vil den kunne lede og balancere en overgangsretfærdighed, der ikke lader det tidligere Assad-regimets forbrydere gå ustraffet, imens den værner om den skrøbelige fred minoriteter imellem? 

Udfordringerne står i kø, men der er også mange ting, der peger i den rigtige retning. Ikke mindst de mange almindelige syrere, flygtninge og internt fordrevne, der er begyndt at drømme om en ny begyndelse.

De drømme vil møde en svær virkelighed og pragmatiske kompromiser over de næste mange år. Men de vil også være brændstof til at presse på for freden.

Der er mange almindelige syrere, der, med Kings ord, elsker freden og gerne vil organisere sig for at støtte op om den. Omverden kan for eksempel hjælpe de unge syrere, der er igang med at organisere sig effektivt for at tage del i det massive genopbygningsarbejde.

Det er nemt at blive kynisk om alt det, der kan gå galt. Men det er værd at holde fast i, at der rent faktisk er en mulighed for at skabe fred nu, og at der er millioner af almindelige mennesker, der gerne vil arbejde for den. 

Så er vi tilbage ved udviklingssamarbejdets fremtid.

I en tid, hvor vi er ved at lave en ny udviklingspolitisk strategi, og i en verden, der i stigende grad er i krig og konflikt, kan udviklingsamarbejdet – og i bredere forstand diplomatiet og opbakning til FN og den humanitære folkeret – være et afgørende udenrigspolitisk instrument for at skabe fred.

Det er forståeligt nok, at der er et stort fokus på oprustning nu. Men det er værd at huske på, at en stor del af de krige og konflikter, vi ønsker at forhindre, afslutte eller genopbygge ud af, vil kræve en større værktøjskasse end soldater og kampfly. 

Martin Luther Kings ord har stadig relevans – måske mere end i mange årtier: De, der elsker freden, skal organisere sig mere effektivt.