Den demokratiske krise kræver nytænkning af Danmarks engagement i verden

Da militæret i Myanmar 1. februar tog magten i landet, talte danske og vestlige politikere dunder mod kuppet. Fra hele verden har fordømmelserne været kraftige, og en række sanktioner er blevet indført mod juntaen.

På trods af dette er situationen i landet gået fra skidt til værre for befolkningen, der i nu snart to måneder har demonstreret i gaderne for at fastholde de demokratiske rettigheder, de har tilkæmpet sig siden 2011, mens militæret tager stadig voldsommere midler i brug.

Træder man et skridt tilbage og ser på udviklingen i Myanmar siden kuppet, er det tydeligt, at det hverken er det eksterne politisk pres eller strafaktioner som sanktioner, der tænder et lys i mørket for den hårdt trængte befolkning.

Det gør derimod befolkningens egen viljestyrke. Det er burmeserne selv, der løfter den demokratiske fakkel og som bevæbnet med lige dele idealer og mod kæmper for at holde de autoritære kræfter stangen.

Hvis kuppet skal rulles tilbage, bliver det befolkningen selv, der skal trække det tunge læs, og vi bør støtte dem på enhver tænkelig måde.

Autoritære skuldertræk
Igennem de knap tre årtier jeg har arbejdet for presse- og ytringsfrihed i udviklingslande og konfliktområder, har de globale spilleregler og styrkeforhold ændret sig markant.

Det er åbenlyst, at den nuværende praksis i sig selv ikke er tilstrækkelig, hvilket den igangværende demokratiske tilbagegang i verden er en klokkeklar påmindelse om.

Jesper Højberg
Direktør, IMS

Det vi definerer som Vesten har ikke længere samme moralske og værdimæssige autoritet og magt som i tidligere, hvilket naturligt svækker Vestens indflydelse på udviklingen i verden.

Myanmar er blot seneste eksempel i en lang række af kriser, hvor de krav, vi stiller til kupmagere, krigsforbrydere og autokrater, blot bliver besvaret med et skuldertræk, fordi man fra vestlig side alligevel ikke har tænkt sig eller kan gøre yderligere. Belarus og Hongkong er to andre nylige eksempler på dette.

Konsekvensen for verdens demokratiske tilstand er klar: Ifølge Freedom House er verden hvert år de seneste 15 år blevet mindre fri og demokratisk – og den negative udvikling tager fart.

Bare det seneste år har næsten 75 procent af klodens befolkning oplevet, at deres frihed er blevet begrænset, hvilket covid-19-krisen blot har bidraget yderligere til.

Befolkningerne ønsker en anden udvikling
Der er to forhold i den udvikling, jeg finder særligt interessante og ikke mindst retningsanvisende for civilsamfundet i verden generelt og i Danmark i særdeleshed.

Det ene er – som nævnt – styrkeforholdet mellem på den ene side det liberale demokratis bannerførere og på den anden side de illiberale og autoritære kræfter.

I Europa og USA har forskellige indre anliggender præget den politiske dagsorden det seneste årti, hvilket generelt har ført til et mindre aftryk på udviklings- og demokratiengagementet i verden og en decimering af Vestens rolle som værdimæssig ledestjerne.

Årsagerne til den udvikling er mange og komplekse, men resultatet er, at andre spillere er trådt i Vestens sted. Særligt Kina har opbygget en autoritær appel, hvor menneskerettigheder og demokrati er afkoblet fra især den økonomiske udvikling, som mange statsledere i udviklingslande efterstræber.

Det andet forhold er de folkelige manifestationer, vi gang på gang er vidner til. Bare siden 2019 har der været store folkelige protestbevægelser i lande som Armenien, Iran, Jordan, Tunesien, Libanon, Algeriet, Irak, Indien, Rusland, Belarus, Hongkong, Sudan, Nigeria, Guinea, Zimbabwe, Chile, Venezuela, Peru og senest Myanmar, og så har jeg højst sandsynlig ikke alle med.

Fællesnævneren for disse bevægelser er, at de er bredt folkeligt funderet. De kommer nedefra. De kræver medbestemmelse og et opgør med den førte politik.

Og vigtigst af alt beviser de, at demokrati og liberale frihedsrettigheder stadig har en enorm klangbund og tiltrækningskraft på trods for den generelle udvikling i verden.

Den demokratiskebølge
På den ene side ser vi altså, at Vesten og det liberale demokratis forkæmpere på et overordnet plan har fået vanskeligere ved – eller ikke ønsker – at præge verden i samme grad som tidligere, mens vi på den anden side kan observere et enormt folkeligt krav om indflydelse og medbestemmelse i alle regioner af verden.

Med til historien om de seneste års folkelige protester hører også, at civilsamfundet i mange lande i dag ser markant anderledes ud end for 20-30 år siden, hvor det demokratiske rum mange steder i verden udvidede sig som en del af den tredje demokratiseringsbølge.

De demokratihungrende protestbevægelser, vi ser i dag, er generelt decentraliserede, har en fladere struktur og mobiliserer sig hurtigere ved hjælp af elektroniske medier og platforme, ligesom omstændighederne, de opererer under, er radikalt anderledes.

I forskningen taler man ligefrem om en tredje autokratiseringsbølge, som de folkelige protester er et direkte modsvar på.

Omstilling til virkeligheden
Denne udvikling er vi fra politisk hold i Danmark nødt til at afspejle i udenrigs- og udviklingspolitikken, ligesom vi også i de danske civilsamfundsorganisationer, som arbejder med demokratifremme, er nødt til at gentænke, hvordan vi på den mest frugtbare måde støtter de nye bevægelser.

Det er åbenlyst, at den nuværende praksis i sig selv ikke er tilstrækkelig, hvilket den igangværende demokratiske tilbagegang i verden er en klokkeklar påmindelse om.

Ét element i gentænkningen bør i min optik være en accept af, at demokratibeskyttelse i disse år er mindst lige så vigtig – hvis ikke vigtigere – end egentlig demokratiudvikling.

Et sådant paradigmeskift er for mig at se ikke et udtryk for en værdimæssig resignation eller accept af de autoritære strømninger.

Det er nærmere en pragmatisk omstilling til den virkelighed, mange af IMS’ partnere allerede opererer i, hvor det civile råderum år efter år bliver indskrænket.

Civilsamfundets udfordringer og begrænsninger
Vores bidrag er her først og fremmest at sikre, at der rent faktisk eksisterer et organiseret civilsamfund, når det globale tidevand forhåbentlig vender igen på et tidspunkt, samtidig med at vi aktivt italesætter og forsvarer de værdier, som demokratiet bygger på.

Den udfordring taler direkte ind i en debat om forventninger på den ene side, og civilsamfundets begrænsninger på den anden.

For mig at se, er det kun vores kollektive eksistentielle kamp mod klimaforandringerne, der i øjeblikket er vigtigere end kampen for demokrati. Vi skal tænke nyt, og vi skal være pragmatiske.

Jesper Højberg
Direktør, IMS

Det ser givetvis ikke imponerende ud, når vi i det danske civilsamfund afleverer evalueringsrapporter over tre- eller fem-års programcyklusser til Danida og andre donorer, hvor man primært kan fremvise "kapacitets- og relationsopbygning" med lokale partnere, og hvor man skal spejde langt efter de demokratiske landvindinger.

Bundlinjen er dog, at dette langsommelige benarbejde er en uomgåelig forudsætning for, at demokratiske transitioner kan finde sted på et senere tidspunkt, og at man kan fastholde den udvikling, der allerede er fundet sted.

Selvfølgelig skal donorer stille krav, men deres forventninger er nødt til at afspejle de vilkår, som vores lokale partnere arbejder under.

Fra det danske civilsamfunds side skal vi desuden blive endnu bedre til at kommunikere, at støtte til civilsamfundet har en dokumenteret positiv demokratisk effekt (ligesom støtte til pressefrihed, frie og retfærdige valg og menneskerettighedsfremmende arbejde også har), men at det er en proces, der tager tid og kræver tålmodighed. Budskabet kan nærmest ikke gentages nok gange.

Samtidig er ansvarlige danske politikere nødt til at være villige til stå på mål for, at dette arbejde er en nødvendig demokratisk langtidsinvestering, hvor de positive resultater sandsynligvis ikke materialiserer sig i den aktuelle valgperiode.

Lanceringen af Den Ny Demokratifond i sidste uge, hvor Udenrigsministeriet i samarbejde med fem danske civilsamfundsorganisationer, heriblandt IMS, vil styrke de demokratiske kræfter i Armenien, Aserbajdsjan, Belarus, Georgien, Moldova og Ukraine, er faktisk et kærkomment skridt i den retning, hvor man erkender, at grundlæggende forandringer tager tid.

Så må vi blot håbe på, at fonden også vil blive prioriteret efter 2022, hvor det nuværende budget på 50 millioner kroner løber ud.

Demokrati i praksis
Et eksempel på både det lange tidsperspektiv og vigtigheden af civilsamfundet inddragelse i den demokratiske udvikling er Tunesien.

Det var ikke civilsamfundet, der udløste den gnist, som senere fik diktatorer til at falde i hele regionen som del af det Arabiske Forår, men det er i høj grad civilsamfundets fortjeneste, at den demokratiske udvikling fortsat er i gang i Tunesien trods adskillige bump på vejen og tilbageskridt her mere end 10 år senere.

En afgørende årsag til dette er, at civilsamfundet allerede før 2010 var relativt velorganiseret i Tunesien, og at det internationale samfund, inklusiv Danmark, efterfølgende massivt har støttet og samarbejdet med alt fra uafhængige medier til spejder- og fagbevægelsen.

At Den Nationale Dialogkvartet, der repræsenterer forskellige dele af det tunesiske civilsamfund, fik Nobels Fredspris i 2015 er vel nok det bedste eksempel på, at bred, folkelig organisering er altafgørende for vedholdenheden af demokratiseringsprocesser.

En lignende dynamik – dog med modsat fortegn i øjeblikket – ser vi i Myanmar.

Civilsamfundets frihedskamp i Myanmar
Efter mere end ti års overordnet positiv udvikling, hvor Danmark er tungt til stede gennem 11 af Udenrigsministeriets 16 strategiske partnerskabsorganisationer, spiller det burmesiske civilsamfund en afgørende rolle i at organisere de fredelige protester, sikre den bredde, folkelige opbakning, og i at påkalde international opmærksomhed.

Alt sammen i et forsøg på at sikre de fremskridt, der er sket, nu hvor det demokratiske rum risikerer at blive indskrænket i et uhørt omfang og menneskerettighedsovertrædelserne står i kø.

I en verden hvor friheden og demokratiet er under stigende pres, er det nødvendigt at både civilsamfundet og det politiske niveau i Danmark tager problemstillingen yderst alvorligt.

Jesper Højberg
Direktør, IMS

Faktisk er det i denne vekselvirkning mellem frem- og tilbageskridt, at civilsamfundet kommer til sin ret alle steder i verden.

På den ene side som fortalere for rettigheder og folkelig inddragelse, når åbninger opstår, og på den anden side som bolværk mod indskrænkninger af frihedsrettigheder og demokrati, når grebet om det civile råderum strammes.

Civilsamfundet er noget af det tætteste vi kommer på demokrati i praksis, og derfor er det essentielt at vi fra dansk side arbejde for, at civilsamfundsorganisationerne er velorganiserede nationalt og regionalt, at de har de rigtige kapaciteter, og vigtigst af alt at de er dybt folkeligt forankrede og repræsentative.

Alt sammen for at sikre den langsigtede demokratiske udvikling, men i sandhed også for at sikre, at civilsamfundet har de bedste forudsætninger, når de store, pludselige skift sker, og det civile råderum enten åbnes eller lukkes.

Et spørgsmål om prioriteter
I en verden hvor friheden og demokratiet er under stigende pres, er det nødvendigt at både civilsamfundet og det politiske niveau i Danmark tager problemstillingen yderst alvorligt.

For mig at se, er det kun vores kollektive eksistentielle kamp mod klimaforandringerne, der i øjeblikket er vigtigere end kampen for demokrati. Vi skal tænke nyt, og vi skal være pragmatiske.

Internationalt bør Danmark udvide det eksisterende samarbejde med andre nationer i mellemvægter-klassen, der er demokratiske og frie, men som ikke alene kan løfte den demokratiske dagsorden globalt, men som i fællesskab former en demokratisk værdiakse.

Det er blandt andet tilfældet i det tematiske samarbejde Media Freedom Coalition, hvor Danmark deltager sammen med 43 andre primært små og mellemstore lande.

Som en del af det pragmatiske arbejde med at holde den demokratiske gryde i kog er det også en mulighed at opprioritere emner, som kan virke mindre kontroversielle i autokraternes øjne, og som derfor kan føre til realiserbare udviklingsprojekter.

Det kan være støtte til digital udvikling og regulering, samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner og universiteter, miljøbeskyttelse, anti-korruptionsindsatser, medieforståelse eller netværksopbygning mellem organisationer lokalt, nationalt og regional.

Det er alle tematikker og områder, som hvis ikke direkte så i hvert fald indirekte er med til at fremme en pro-demokratisk dagsorden, og som kan bidrage til langsomt at skubbe de tektoniske plader i samfundene i retning af et demokratisk jordskælv.

Demokratisk støtte eller falliterklæring
I den sidste ende er det dog et spørgsmål om, i hvor høj grad vi fra dansk side ønsker at prioritere den globale demokratiske dagsorden, når den bliver spillet op imod migrationsforebyggelse og handling på klimaområdet, og om vi mener og tror på, at vi reelt kan gøre en forskel for verdens demokratiske tilstand.

Svaret på det sidste spørgsmål er utvetydigt ja. Hvis vi ikke gør vores ypperste for at støtte de kald for demokrati og frihed, der i disse år lyder i hele verden, vil det ikke bare være en moralsk falliterklæring på kort sigt, det vil også skade Danmarks interesser på lang sigt, da Danmark og Vestens indflydelse og magt i høj grad stadig beror på demokratisk soft power, som den autoritære globale udvikling netop undergraver.

Og netop nu er der faktisk en mulighed for at handle og sætte en retning. Med en ny præsident i Det Hvide Hus er USA på vej tilbage på sporet, og herhjemme er både en ny udenrigs- og udviklingspolitiks strategi på tegnebrættet, hvor vi kan udvælge vores prioriteter.

Vi får ikke vendt den autoritære tidevandsbølge med et fingerknips, men det er vores eget valg, om vi vil lade stå til, eller om vi vil bidrage til stormsikringen globalt og utvetydigt stille os på de demokratiske kræfters side, så flere mennesker i fremtiden kan opleve at leve i frie og demokratiske samfund.