Vores arbejdsmoral fejler intet. Statsministeren er på afveje med sine ubegavede udtalelser

Denne generøsitet og taknemmelighed, som vi hele tiden giver til og får af hinanden, er det, der i sidste ende holder os oven vande som mennesker.

Det er det, der holder os i live, ikke i teknisk, men i eksistentiel forstand.

Når den offentlige samtale om længslen efter en bedre balance mellem arbejds- og fritidsliv nu tager fart, er det fordi, vi igennem årtier har skabt et arbejdsliv, som for det første tager for meget tid fra vores øvrige samfundsliv; der hvor vi er sammen som mennesker alene med det formål at være sammen.

For det andet er det et arbejdsliv, som hviler på en økonomisk konkurrencestats-logik, hvor der bliver målt i milepæle, benchmarks og kpi’ere.

Det er ord, som mange danskere er ved at brække sig over.

Og det er styringsværdier, som er i direkte strid med menneskets grundlæggende behov for at være noget for andre og føle sig forbundet til andre uden økonomiske mellemværender eller nyttetænkning.

Længslen efter at arbejdet fylder mindre er en længsel efter en sådan meningsfuldhed.

Carolina Magdalene Maier
Leder, Egmont Fondens projekt 'SygtStærk', fhv. MF (ALT)

Når flere og flere danskere begynder at tale om at skære ned på arbejdet, er det ikke, tror jeg, fordi de vil erstatte noget af arbejdstiden med at ligge med fødderne oppe.

Det er fordi de savner at blive fyldt op af den glæde, energi og taknemmelighed, der kommer af at være noget for andre og mærke andres omsorg på egen krop.

Længslen efter at arbejdet fylder mindre er med andre ord en længsel efter en sådan meningsfuldhed.

Nu er det bare sådan, at denne form for aktivitet ikke kan måles i effektivitet, sundhedsparametre eller lønkroner. Og det begriber nogle – heriblandt og måske først og fremmest vores statsminister og benævnte integrationsminister – slet ikke.

Måske af den simple grund, at de ingen erfaring har med det samfundsliv, som ligger ved siden af arbejdet.

Men sagen er, at den omsorg, opmærksomhed og generøsitet, vi viser hinanden udenfor arbejdslivet, er fuldstændig afgørende for, at vores samfund kan hænge sammen.

Det er familiefaderen, der træner sin datters håndboldhold; den unge studerende, der er frivillig mentor for et barn, der er kommet bagud med matematikken; forælderen, der vælger at arbejde deltid for at kunne være mere sammen med sine børn; den midaldrende, der er besøgsven for en psykisk syg og så videre.

Jeg forbløffes over, hvor lidt forståelse og fornemmelse for danskernes levede liv, statsministeren har.

Og hvor meget hun tager fejl, når hun peger fingre ad os og giver os moralprædikener om vores manglende lyst til at bidrage til samfundet.

Hendes fejl består helt grundlæggende deri, at hun tror, borgerens bidrag til samfundet kun kan måles i skattekroner og -ører.

Denne generøsitet og taknemmelighed, som vi hele tiden giver til og får af hinanden, holder os oven vande som mennesker.

Carolina Magdalene Maier
Leder, Egmont Fondens projekt 'SygtStærk', fhv. MF (ALT)

Det er ikke forkert, at vi alle skal bidrage til statskassen for at skabe et samfund, hvis net er så finmasket, at det samler alle dem op, der er givet beskedne, urimelige eller uretfærdige livsvilkår.

Men det er alarmerende, at statsministeren ikke forstår, at det tiltagende behov for at leve et samfundsliv, hvor mere tid bruges på alt det, der ikke kan tælles og vejes, potentielt er en uvurderlig gave til vores samfund.

Tænk, hvor meget af den institutionaliserede omsorg, vi ikke ville få brug for, hvis vi havde mere tid, energi og overskud til at være noget for hinanden udenfor arbejdslivet og udenfor pengeøkonomien.

Tænk, hvor meget større livstilfredshed og sammenhængskraft det ville medføre, hvis vi mennesker fik mere tid til at være noget for hinanden i hverdagen.

Det er så torskedumt, når man som politiker taler det folkelige potentiale ned i stedet for at tale det op.

Det er ikke danskernes arbejdsmoral, den er galt med. Det er visse socialdemokraters skyklapper.