Det skal du opleve på Folkemødet, hvis du går op i verdensmålene

Hvad har fællessang, grøn mode, kønsbias i tech og 77 mælkekartoner til fælles? De har alle noget at gøre med FN's verdensmål, og de kan alle opleves på Folkemødet på Bornholm. Læs med og se, hvad den verdensmålsinteresserede ikke kan misse i weekenden.

Billede fra Folkemødet 2022.
Billede fra Folkemødet 2022.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Line Høvik SøbyRasmus Raun Westh

Igen i år er der rigeligt med arrangementer til dig, der interesserer dig for verdensmålene, på Folkemødet i Allinge.

Altinget Verdensmål har samlet en liste over udvalgte begivenheder, der kan gøre dig klogere på alt fra ligestilling til grøn mode – og så også et par stykker til dig, som vil synge med og danse natten væk.

God fornøjelse!

TORSDAG 15. JUNI

Hvordan styrker vi ligestillingen for alle?

Der tages et kig på de strukturelle træk, der kan ligge bag forskellene i ligestilling med en diskussion om, hvordan de kan adresseres for at styrke ligestilling. Digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre (V) holder derefter et oplæg om regeringens ambitioner på ligestillingsområdet, efterfulgt af spørgsmål.

Arrangør: Danmarks Statistik.

Tid og sted: A1 – Verdensmålenes telt, 11:00-11:45.

Inner Development Goals - en vej til bæredygtig udvikling

FN’s Verdensmål (SDG’erne) har fået en tvilling: IDG’erne. Det er de 23 Inner Development Goals (mål for indre bæredygtighed), der er en vigtig ramme for lykkes bedre med at realisere verdensmålene. Lær hvordan du kan kortlægge dine egne bæredygtighedsfærdigheder og afprøv et nyt dialogspil, der giver konkrete idéer til at styrke indre bæredygtighed for dig og din organisation.

Arrangør: IDG initiativgruppe/HUB.

Tid og sted: A2 – Verdensmålene LiVE, 12:00-14:00.

Grøn mode – et luftkastel eller gigantisk potentiale?

Danmark har en ambitiøs klimalov, og vores udledninger falder – inden for rigets grænser. Men ude i verden skaber vores høje forbrug af blandt andet tøj udledninger i lande, der tilmed rammes hårdere af klimaforandringerne. Ngo’er, industrien og designere mødes for at debattere, om grøn mode er reelt eller bare greenwashing.

Arrangør: Det Kongelige Akademi og 2030beyond.

Tid og sted: A1 – Verdensmålenes telt, 17:30-18:15.

FREDAG 16. JUNI

Fællessang og Verdensmålslykkehjul

Der er fællessang og lykkehjul på folkemødets Børne- og ungescene, hvor du kan spinne hjulet og få ’sandhed’ eller ’konsekvens’ om FN’s 17 verdensmål. Arrangementet har børn og unges velfærd og trivsel i højsædet. Gennem leg, fællesskab og nuanceret viden bruger verdensmålsambassadørerne morgenen på at skabe håb og motivation for handling. Du kan selv tage en tur med lykkehjulet eller heppe med fra din plads i solen.

Arrangør: Verdens Bedste Nyheder, LEGO Fonden, Ole Kirk’s Fond.

Tid og sted: F13 – Børne- og ungescenen, 09:10-09:45.

Når hvide mænd udvikler til hvide mænd

Kom med til arrangementet, hvor der kastes lys på fordomme, blinde vinkler og kønsbias inden for teknologi og sundhedsvæsnet – og de huller i data, det kan medføre. Hør mere om, hvordan man bliver opmærksom på bias man selv eller ens virksomhed har; hvordan vi sikrer bred repræsentation i forhold til alder, køn og etnicitet i medicinske forsøg; og om vi overhovedet kan overkomme bias i teknologi og innovationsprocesser.

Arrangør: FRIDAY P/S.

Tid og sted: K12 – FRIDAY hos Fabers, 10:00-10:45.

LØRDAG 17. JUNI

Forstå Verdensmålene og red klimaet – med 77 mælkekartoner!

Hvordan kan de globale og ”fluffy” verdensmål gøre lokale og konkrete? Ved hjælp af 77 mælkekartoner, en snor og en legobil, forklares hvordan: (1) Hvad Verdensmålene handler om og hvad, vi skal bruge dem til. (2) Hvordan de både er ét mål og samtidig 17 mål. (3) Hvordan du selv kan gøre ”Verdensmål til Hverdagsmål”.

Arrangør: Bedsteforældrene KlimAktion og Verdensmålscenteret Albertslund.

Tid og sted: C35 – Klima- og Energiscenen, 09:00-09:30. 

S, P eller K – Om Verdensmålene

Hvilken indflydelse har de danske love på verdensmålene? Det burde hvert lovforslag blive vurderet for, men i realiteten sker det for ganske få lovforslag. Det gør det svært for politikerne at vide, om et lovforslag har positiv eller negativ indvirkning på verdensmålene inden de beslutter, om de skal stemme for eller imod. Derfor vil 2030-panelet præsentere et nyt bud på, hvordan lovforslag kan screenes og vurderes i forhold til verdensmålene. 

Arrangør: 2030-panelet. 

Tid og sted: A1 – Verdensmålenes Telt, 13:00-13:45. 

Nødhjælpsorkesteret og Verdensmålenes DJ

Hvis du er træt af Gæstgiveren, finder du en af Folkemødets bedste fester i Verdensmålenes Telt. Nødhjælpsorkesteret med blandt andre Al Agami skyder afslutningsgildet i gang. 

Arrangør: 2030beyond. 

Tid og sted: A1 – Verdensmålenes Telt, 23:00-23:55.  

Du kan også tjekke folkemødeanbefalinger fra alle Altingets fagredaktører her eller selv udforske det officielle program her.

Så er der vel kun tilbage at sige: god weekend og vi ses i Allinge!

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00