DF: Palæstinenserne er de arabiske regimers gidsler

Af Anders Vistisen
Medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti og medlem af Palæstina-delegationen

Kan det passe, at der findes fem millioner palæstinensiske flygtninge? Ifølge FN og de arabiske lande, ja.

... så længe de arabiske regimer bliver ved at skubbe palæstinenserne foran sig, bliver der ikke fred.

Anders Vistisen
Medlem af Europa-Parlamentet for DF

I kølvandet på den arabisk-israelske krig 1948-1949, hvorunder omkring 650.000 palæstinensere flygtede fra deres hjem, oprettede FN et særligt organ, UNWRA, udelukkende til at hjælpe palæstinenserne.

Ikke bare har palæstinenserne fået økonomisk hjælp, som ingen anden gruppe flygtninge. UNRWA har også ladet sig afpresse til at omfortolke FN’s kriterier, så ikke bare flygtningene fra det tidligere britiske mandatområde - der er vel 30.000 tilbage i dag - regnes for flygtninge, men også deres børn, børnebørn og oldebørn, også alle de med jordansk statsborgerskab, eller som lever under palæstinensisk selvstyre.

Alle fem millioner har derfor ret til ydelser fra det velfærdssystem, FN har skabt; alle fem millioner har i arabisk selvforståelse ”right of return”, ret til at vende tilbage og kræve deres forfædres ejendom i, hvad der nu hedder Israel.

Palæstinenserne betalte dyrt for de arabiske landes aggression i 1948, men deres arabiske brødre har bevidst forlænget palæstinensernes lidelser.

I 1959 besluttede Den Arabiske Liga at nægte palæstinenserne statsborgerskab i arabiske lande med det formål at ”bevare den palæstinensiske enhed og den palæstinensiske identitet”. Man skulle ellers tro, at det ville være forholdsvis let at integrere nogle hundredtusinder arabisktalende og langt overvejende sunnimuslimske flygtninge blandt hundreder af millioner andre arabere, men i stedet er palæstinenserne blevet behandlet som det rene skidt.

Siden 1948 har de arabiske lande interneret flygtende palæstinensere i særlige lejre, adskilt familier, nægtet dem skolegang, uddannelse og arbejde. Jordan har givet jordansk statsborgerskab til få palæstinensere, men ophævet det igen for titusinder.

I Irak og Syrien er palæstinenserne blevet forfulgt og myrdet, når de ikke længere kunne nyde godt af Saddam Hussseins og Bashar Assads beskyttelse. I 1991 fordrev Kuwait 400.000 palæstinensere. 1994-1995 fordrev Gadaffi 30.000 palæstinensere fra Libyen og beslaglagde deres ejendom. I flere arabiske lande er der begrænsninger for, hvor megen jord eller ejendom, palæstinenserne må eje, hvilke professioner de må arbejde i osv.

Kendsgerningen er, at da Israel overtog Gaza i 1967 efter årtier med egyptisk misregimente, steg folkesundheden og alfabetiseringen drastisk, mens børnedødeligheden faldt tilsvarende. Kendsgerningen er, at arabere med israelsk pas har det bedre, end de fem millioner palæstinensere, som den arabiske verden kræver, skal have lov at oversvømme Israel.

Men så længe de arabiske regimer bliver ved at skubbe palæstinenserne foran sig, bliver der ikke fred. Så længe Hamas i Gazastriben og Fatah på Vestbredden bliver ved med at bruge deres vestligt betalte TV-stationer til at hjernevaske både børn og voksne med et bundløst had til jøderne, er det svært at forestille sig et kompromis.

Så længe de arabiske lande nægter at se realiteterne i øjnene og lader deres palæstinensiske sprog- og trosfæller blive assimilleret, vil heller ikke palæstinenserne forlige sig med virkeligheden, få det bedste ud af situationen og komme videre.

Og det er ikke mindst FN’s resolutioner og milliarder af dollars, som gør det muligt for den arabiske verden at blive ved at skyde skylden for sin egen håbløshed på Israel og holde palæstinenserne som gidsler. Det handler om at befri palæstinenserne fra araberne.