Debat

Forsker: Uansvarligt at skære i DAI

DEBAT: Det Arabiske Initiativ er Danmarks mest visionære udenrigspolitiske tiltag i Mellemøsten, og det fremstår derfor uansvarligt og kortsigtet at skære netop her. Det mener Rasmus Alenius Boserup, seniorforsker, DIIS.

Det Arabiske Initiativ er Danmarks mest visionære udenrigspolitiske tiltag i Mellemøsten, og det fremstår derfor uansvarligt og kortsigtet at skære netop her. Det mener Rasmus Alenius Boserup, seniorforsker, DIIS.
Det Arabiske Initiativ er Danmarks mest visionære udenrigspolitiske tiltag i Mellemøsten, og det fremstår derfor uansvarligt og kortsigtet at skære netop her. Det mener Rasmus Alenius Boserup, seniorforsker, DIIS.
David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rasmus Alenius Boserup
Seniorforsker, DIIS

Modsat hvad mange tror, er ”Det Arabiske Initiativ” ikke et 'do-good’-program motiveret af international solidaritet med folk i den Arabiske Verden. Det er heller ikke et halal-hippie-initiativ motiveret af drømmen om kosmopolitisk kulturel diversitet herhjemme i Danmark.

Selvom en stor del af dem, der implementerer initiativet, måske nok motiveres af netop disse idealer, lå der noget ganske andet bag Folketingets beslutning om at igangsætte initiativet i 2003: Det Arabiske Initiativ skulle bidrage til dansk og europæisk sikkerhed.

Det arabiske initiativ var et svar på terrorangrebene imod USA i september 2001. Mens Folketinget i tiden efter 9/11 sendte specialstyrker ind i Afghanistan og forberedte sig på krigen i Irak, fostrede Udenrigsministeriet ideen om Det Arabiske Initiativ: et civilt udviklingsprogram, der skulle komplementere den militære indsats, Danmark ydede i kampen imod transnational terrorisme.

Fakta
Fra 24. november og en måned frem sætter Udviklingsdebatten fokus på Det Arabiske Initiativ.

Følg debatten her

Udviklingsdebatten på Altinget: udvikling har til formål at fokusere og styrke den udviklingspolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget: udvikling eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for udviklingsområdet.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected]

Analysen bag Danmarks militære og civile involvering i Mellemøsten var i årene efter 9/11 at transnational terrorisme var et produkt af de autoritære regimers undertrykkelse i Mellemøsten og af den radikalisering, der fulgte med denne. Danmark ville derfor sammen med sine allierede bidrage til at skabe bedre regeringsførelse og større social og kulturel retfærdighed i regionen.

Med en række langstrakte demokratiseringsindsatser og dialogprogrammer ville vi bekæmpe årsagerne til den transnational terrorisme, alt imens vi på den korte bane benyttede vores militær til at bekrige Al-Qaeda. Det Arabiske Initiativ motiveredes på den vis af et legitimt ønske om at sikre vores egen fremtid ved at hjælpe vores naboregioner med at konfliktløse og krisehåndtere.

Jeg har heller aldrig lagt skjul på, at Det Arabiske Initiativ efter min mening er Danmarks mest visionære udenrigspolitiske tiltag i Mellemøsten.

Rasmus Alenius Boserup
Seniorforsker, DIIS

Frontkæmpernes politiske og sociale engagement
Jeg har aldrig lagt skjul på min skepsis over for Folketingets beslutninger om at deltage i militære aktioner imod Al-Qaeda og co. De kaster os ud i krige, vi er alt for små til at influere. Og jeg mangler at se beviset for, at de skaber stærke internationale alliancer, vi kan bruge i krisetider – karikaturkrisen i 2006 peger på, at det modsatte er tilfældet.

Jeg har heller aldrig lagt skjul på, at Det Arabiske Initiativ efter min mening er Danmarks mest visionære udenrigspolitiske tiltag i Mellemøsten. Og jeg mener stadig, at det er dér, vi bør investere vores udenrigspolitiske kapital.

Gennem Det Arabiske Initiativ har vi bidraget til at styrke frontkæmperne imod ekstremisme og radikalisering i Mellemøsten. Længe før en bombe rammer en europæisk hovedstad, og længe før en transnational jihadist er vendt hjem for at planlægge anslag imod europæiske mål, har frontkæmpere i den arabiske verden givet deres liv til kampen imod disse ekstremister.

I Syrien, i Libyen, i Egypten, i Yemen, i Irak og andre steder er det netop de kritiske intellektuelle, de liberale anti-radikale, de, der nægter at vælge side mellem bestialske militærregimer og brutale militante oprørere, der dagligt i årevis har lagt krop til drab, tortur, fængslinger, hævntogter og udrensninger.

I min tid som leder af Dansk-Egyptisk Dialoginstitut i Cairo (2008-2011) så jeg ved selvsyn, hvordan det selv i fredstid var disse frontkæmperes politiske og sociale engagement såvel som deres kroppe og sjæle, der var de første og de vigtigste bolværker imod den transnationale terrorismes vej til Europa.

Modarbejder stereotyper
Som leder af DEDI så jeg også, hvordan DAI på den korte bane fungerer som et program, der målrettet modarbejder de stereotyper, som terrorister i Mellemøsten og herhjemme benytter til at mobilisere støtte. DAI har en regel, om at alle aktiviteter skal laves i samarbejde mellem danske og arabiske parter. Det er vildt upraktisk at arbejde under.

Men det har den fordel at tvinge politikere, dommere, kommunalbestyrelser, journalister, intellektuelle, kunstnere, studerende, folkeskolelærere og folk og fæ fra et utal af professioner til at blive klogere på hinanden gennem langstrakte projektsamarbejder. Og det skaber stærke netværk. Netværk, som i tider, hvor terrorangreb og koalitionsbombninger udgør horisonten for vores viden om hinanden, kan fungere som lokale bolværker imod krigspropagandaen fra Islamisk Stat såvel som radikaliseringen af højrefløjsaktivister som Anders Breivik.

Hvis der var fred i Mellemøsten, og regionen var i rivende politisk og økonomisk udvikling, og hvis Europa oplevede en historisk lav grad af højreradikalisme, kunne jeg forstå, at Danmark skar ned på Det Arabiske Initiativ. Så ville vores sikkerhed være varetaget af aktører i regionen uden vores hjælp, og vi ville have styr på vores egne radikale fløje.

Men i en tid defineret af det moderne Mellemøstens største krise nogensinde og en hastig stigning i europæisk højrefløjsradikalisme, fremstår det uansvarligt og kortsigtet at skære netop her. Danmark bør udvikle, forny og forædle Det Arabiske Initiativ. Ikke kun for at folk i regionen kan få det bedre. Men også for at varetage vores egen sikkerhed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Alenius Boserup

Direktør, EuroMed Rights
cand.mag. i arabisk (Københavns Uni.), docteur en Histoire et Civilisation (EHESS, Paris), ph.d. i arabisk (Københavns Uni.)

0:000:00