Dommedagsuret tikker, men ideen om en universel 'polykrisetid' er en illusion

Det spørgsmål har vi undersøgt i det kollektive forskningsprogram 'Diaspora Humanitarianism in Complex Crises' (D-Hum), som er et samarbejde mellem forskere i Nairobi, Hargeisa og København med fokus på somalisk diasporaengagement i nødhjælp. 

Sammen har vi analyseret, hvordan covid-19 udspillede sig i de somaliske områder samt diasporagruppers reaktioner på dette.

Vi fulgte pandemiens udvikling fra start og interviewede somaliske ressourcepersoner i blandt andet Mogadishu, Nairobi, Hargeisa, London, København, Rotterdam, Melbourne og Minneapolis, for at høre hvordan de forstod og reagerede på pandemien.

Indledningsvist så det meget dystert ud. Somalia er et af de fattigste og mest skrøbelige lande i verden og er præget af årtiers konflikt, et utilstrækkeligt sundhedssystem og tilbagevendende naturkatastrofer.

Måske ikke så overraskende var der også forudsigelser om, at Somalia kunne blive et af de hårdest ramte områder i verden af pandemien.

Kriser opleves og forstås fra specifikke positioner og samfundsmæssige forhold, historisk og i dag.

Nauja Kleist
Seniorforsker, DIIS

Det holdt ikke stik, heldigvis, med relativt få corona-relaterede dødsfald.

For en gangs skyld var diasporaen hårdere ramt, både sundhedsmæssigt og i forhold til sociale og økonomiske konsekvenser. De fleste af vores ressourcepersoner anså da heller ikke pandemien som den alvorligste krise, som Somalia – eller verdenen – havde været ude for i lang tid. Faktisk tværtimod.

Langt hen ad vejen blev covid-19 anset som en mindre krise. Primært et familieanliggende. Der var langt mindre kollektiv støtte fra diasporaen sammenlignet med for eksempel ved naturkatastrofer.

I stedet blev tørke fremhævet som en grundlæggende målestok, som andre kriser forstås og måles op imod, og som pandemien slet ikke kom i nærheden af.

Det er ikke en triviel pointe. I 2011, mindre end ti år før covid-19 brød ud, omkom anslået en kvart million mennesker som følge af hungersnød i forbindelse med tørke i det sydlige Somalia og globalt stigende fødevarepriser.

Både før og efter dette har tørker og oversvømmelser kostet menneskeliv, levebrød og fordrivelser i Somalia. For de fleste af vores interviewpersoner var tørke da også langt mere alvorligt og handlingskrævende end covid-19. 

Lad mig slå fast, at pointen her ikke er at negligere covid-19 og de mange afledte konsekvenser. Ej heller at negligere verdenssituationen lige nu. Den er alvorlig. 

Pointen er for det første, at kriser opleves og forstås fra specifikke positioner og samfundsmæssige forhold, historisk og i dag.

Opmærksomhed på, hvad der opleves og karakteriseres som en krise, er derfor vigtigt for at give et mere fyldestgørende billede. Kriser er altså et situeret og kontekstbaseret fænomen. Det er vores analyser også. 

Der findes ikke et neutralt udsigtspunkt, hvor vi kan overskue det hele. At udråbe noget som en universel krise kan hurtigt gå hen og blive en etnocentrisk affære. 

For det andet er pointen at sætte spot på kompleksiteten og samtidigheden af kriser.

Her kan begrebet polykrise være nyttigt. Som præfikset 'poly-' antyder, omhandler begrebet den samtidige eksistens af adskillige, sammenflettede og gensidigt påvirkende kriser som klimaforandringer, konflikter og økonomisk nedgang, og hvordan disse forstærker hinandens negative effekter.

Polykrise bliver ofte brugt til at karakterisere vores tid som særlig kriseramt, globalt set. Det virker sådan set spot on lige nu.

Vores analyse af covid-19 minder os imidlertid om, at det, der umiddelbart fremstår som den mest alvorlige krise et sted, måske endda globalt, ikke nødvendigvis er det et andet sted. 

At karakterisere noget som en krise – og ikke mindst som en polykrise – sker således fra bestemte steder og verdenssyn.

Det kan bruges til at fremhæve nogle ændringer og betingelser som særligt alvorlige, mens andre vilkår træder i baggrunden eller normaliseres, fattigdom for eksempel. Det kan afspejle en forestilling om relativ stabilitet og fremgang som verdens normale tilstand, hvor man glemmer eller overser, at det ikke er tilfældet mange steder på kloden, ej heller i et historisk perspektiv.

Kriser og krisestemning er også et greb til at retfærdiggøre politiske interventioner eller mangel på samme.

Nauja Kleist
Seniorforsker, DIIS

Så når vi – forskere, debattører, politikere med flere – prøver at forstå, hvad der sker i verden lige nu, skal vi huske, at kriser og krisestemning også er et greb til at retfærdiggøre politiske interventioner eller mangel på samme.

Vi kan derfor spørge os selv, hvad kriser 'bruges' til fra forskellige perspektiver, og hvordan de opleves af de involverede. Præsenteres nogle vilkår som mere påtrængende og handlingskrævende end andre? Overses eller normaliseres vanskelige forhold?

Vi skal derfor både op i den analytiske helikopter for at forstå vores eget udgangspunkt – og at det ikke er det eneste mulige – og så skal vi ned på jorden igen for at undersøge, hvordan komplekse kriser opleves og håndteres lokalt. Om det end er covid-19, tørke i Somalia, trusler om handelskrig eller Trump, der vil købe Grønland.