DTU: Er bæredygtig energi vejen til grøn industriudvikling i Afrika?

Af Ulrich Elmer Hansen
Seniorforsker, UNEP DTU Partnership

For at få mest mulig udvikling ud af den grønne omstilling, der i disse år hastigt forandrer energisektorerne verden over, er det vigtigt at tænke social udvikling og industriudvikling sammen. I Danmark, men ikke mindst i udviklingslandene, er det vigtigt, at den grønne omstilling tænkes sammen med industriudvikling og skabelse af lokale arbejdspladser

En ny opgørelse fra Det Internationale Agentur for Vedvarende Energi viser, at den samlede installerede kapacitet fra solcelleanlæg tilsluttet elnettet i Afrika er steget fra 108 megawatt i 2009 til 6,1 gigawatt i 2018. Det samme gør sig gældende for vindmølleanlæg, der i samme periode er steget fra 739 megawatt til 5,5 gigawatt.

Det er især i afrikanske lande såsom Marokko, Sydafrika, Egypten, Tunesien, Etiopien og Kenya, at denne udvikling slår stærkest igennem. Alene i Sydafrika er der siden 2011 installeret mere vindmøllekapacitet end den samlede installerede kapacitet i hele Danmark.

Nye betingelser for udbredelsen af bæredygtig energi
Tidligere foregik udbredelsen af større solcelle- og vindmølleanlæg som enkeltprojekter, delvist støttet af internationale udvklingsbanker, men i de sidste år er enkeltprojekter i stigende grad blevet overtaget af internationale udbud, hvor projektudviklere konkurrerer om at levere strømmen til den laveste pris.

En af grundene til denne ændring er de konstant faldende priser på vedvarende energiteknologier, der i stigende grad gør dem konkurrencedygtige med andre energiteknologier og dermed interessante i stor skala.

Den sydafrikanske erfaring peger på, at vi i langt højere grad, end det har været tilfældet, skal tænke energipolitik og industripolitik sammen for at få de ønskede effekter, men også at udviklingen af serviceindustrien er mindst lige så vigtig som den traditionelle fremstillingsindustri.

Ulrich Elmer Hansen
Seniorforsker, UNEP DTU Partnership

En anden grund til, at udbudssystemer er blevet populære i en række udviklingslande, er deres evne til at sikre lave elpriser som følge af konkurrencen mellem elproducenterne og muligheden for at skabe en større transparens omkring tildeling af kontrakter.

Som en del af udbudsbetingelserne har landene typisk fokus på at fremme forskellige sociale og økonomiske udviklingsmålsætninger såsom jobskabelse, lokalt ejerskab og uddannelse. Når projektudviklere byder på projekter, skal de således leve op til en række krav omkring projekternes bidrag til at sikre disse udviklingsmål.

Særligt er der fokus på at indføre krav om lokalt produceret indhold for at fremme udviklingen af lokale industrier.

Begrænset effekt
Målet med disse udbudsbetingelser er at tvinge leverandører til lokalt at producere for eksempel tårne og vinger til vindmølleprojekter eller solpaneler på lokale samlefabrikker. På længere sigt er hensigten med disse krav, at investorer bidrager til at fremme lokal industriudvikling, som er centralt i forhold til at sikre industrialisering og økonomisk udvikling i landene.

Ideen er, at de lokale firmaer beskyttes i en periode, hvor en bæredygtig industri med en underskov af underleverandører kan udvikle sig og blive konkurrencedygtig. Det er i store træk den samme udvikling, som vindmølleindustrien har gennemgået i Danmark.

I regeringens klimapolitik lægges der vægt på den internationale klimaindsats, der konkret skal udmøntes i form af bilaterale samarbejder, hvor rådgivning til relevante myndigheder igennem det danske udviklingssamarbejde vil spille en central rolle.

Det kræver viden, og her er det vigtigt at inddrage erfaringer fra forskningsinstitutionerne, fra de danske myndigheder på området og fra de etablerede rådgivningsfirmaer.

Et igangværende forskningsprojekt på DTU, ledet af UNEP DTU Partnership og finansieret af Danidas fond for udviklingsforskning, undersøger lige nu, hvorvidt krav om lokal produktion i vedvarende energiprojekter i Sydafrika kan føre til grøn industriudvikling.

Resultaterne af vores forskning har direkte relevans for den danske rådgivning og udviklingsbistand, der vedrører den igangværende grønne omstilling i Afrika.

De foreløbige undersøgelser peger på, at de forventede effekter af udbudsbetingelserne har været relativt begrænsede i Sydafrika, da kun meget få lokale producenter er blevet oprettet og aktiveret. De få lokale virksomheder, der har produceret komponenter til vindmølleanlæggene, har primært leveret vindmølletårne, hvorimod vinger og selve vindmølle-nacellen er blevet importeret fra de store leverandørers fabrikker lokaliseret i Danmark eller i lavtlønsområder som Indien og Kina.

Desuden har den lokale produktion bestået i anlæg af adgangsveje, jord- og betonopgaver i forbindelse med etablering af fundamenter samt mere perifert udstyr til møllerne, såsom elevatorer og belysning. Det betyder kort sagt, at de videnstunge dele af produktionen fortsat udføres uden for Sydafrika, samt at målsætningen om at udvikle en egentlig levedygtig lokal vindmølleindustri med en underskov af specialiserede underleverandører ikke er opfyldt.

Til gengæld er der blevet oprettet mange lokale arbejdspladser i serviceindustrien, for eksempel firmaer, der udvikler projekter, finansieringsinstitutioner og advokater, og blandt firmaer, der leverer specielle services som transport af mølledele, rejsning af tårne og montering af vinger, samt blandt de vedligeholdelsesvirksomheder, der står for drift og vedligeholdelse af møllerne.

Den sydafrikanske erfaring peger på, at vi i langt højere grad, end det har været tilfældet, skal tænke energipolitik og industripolitik sammen for at få de ønskede effekter, men også at udviklingen af serviceindustrien er mindst lige så vigtig som den traditionelle fremstillingsindustri.

Udvikling og energi skal tænkes sammen
Disse resultater rejser spørgsmålet om, hvordan landene i Afrika får et bredere udviklingsmæssigt udbytte af disse udbudssystemer for vedvarende energi ud over den billige, grønne strøm.

I den forbindelse ser der ud til at være en række indbyggede modsætninger i udbudssystemerne, hvor der indgår betingelser om lokal produktion. Eksempelvis er målsætningen om at sikre billig strøm ikke nødvendigvis forenelig med målsætningen om at fremme lokal industriopbygning.

Det skyldes, at det i mange tilfælde er meget billigere at importere komponenter fra de mest konkurrencedygtige leverandører på det globale marked. Krav om lokal produktion kan derfor medføre en forhøjet pris på den producerede strøm.

Alt dette betyder, at når der skal leveres rådgivning fra dansk side som led i regeringens internationale klimaindsats, er det vigtigt at tænke udviklingbistand og energirådgivning sammen, så der sikres mest mulig udvikling i den grønne omstilling i Afrika.

Krav om lokal produktion er således i sig selv ikke nok til at sikre grøn industriudvikling i Afrika, og den danske viden kan spille en vigtig rolle for at drive markedet i den rigtige retning.