Debat

Egypten - fra stillingskrig til dialog

DEBAT: I Egypten har 3 millioner skrevet under på krav om præsident Morsis afgang. Jakob Erle og Helle Schøler Kjær fra Dansk-Egyptisk Dialoginstitut i Kairo giver et overblik over de politiske udfordringer og mulige løsninger i Egypten netop nu.
Dialog er et nøgleord i danske projekter under Det Arabiske Initiativ. Her er det deltagere i Danmissions dialogprogram.
Dialog er et nøgleord i danske projekter under Det Arabiske Initiativ. Her er det deltagere i Danmissions dialogprogram.Foto: Danmission
Maria Bierbaum Oehlenschläger
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jakob Erle og Helle Schøler Kjær
Hhv. direktør og dansk pressemedarbejder, Dansk-Egyptisk Dialoginstitut (DEDI) i Kairo. 

KAIRO - I disse uger pågår en underskriftindsamling med krav om præsident Morsis afgang, som skal vise, at han ikke længere har legitimitet i befolkningen. Målet er at nå op på 15 millioner inden udgangen af juni, og ifølge Al-Ahram har over 3 millioner skrevet under.

Dette er kun et af mange eksempler på forskellige manifestationer i Egypten, som er optaget af at skabe det bedst mulige udgangspunkt for sig selv og af at blokere de andre.

Den politiske scene i Egypten netop nu
Den stærkeste kraft er militæret, som på den ene side lever med præsidenten, men som ofte hævder sin uafhængighed. En anden magtfaktor er sikkerhedsapparatet, der stort set er intakt trods det faktum, at det var et af de vigtigste mål for den protestbevægelse, der væltede præsident Mubarak. Og så er der de forskellige politiske kræfter: Oppositionen, der består af strømninger, der groft sagt spænder lige så bredt som hele det danske folketing fra venstre til højre.

Men måske mest interessant er de konservative islamister i de salafistiske partier. De har brudt med Morsi og Det Muslimske Broderskab og er enig med den øvrige opposition om at afvise en foreslået reform af  domstolene, der vil betyde, at over 3.000 dommere skal skiftes ud. Salafisterne frygter ligesom dommerne og den øvrige opposition, at de bliver skiftet ud med Broderskabsloyalister.

Fakta
Det Arabiske Initiativ fylder ti år til sommer, og en ny treårig strategi for initiativet er på vej. Derfor inviterer Altinget | Udvikling politikere, ngo'er, forskere og fagfolk til at debattere Det Arabiske Initiativ - dets forhold til Det Arabiske Forår samt danske bidrag til demokratiseringsprocesser og interkulturel dialog i regionen.

Mød vores debatpanel her.

Du er velkommen til at blande dig i debatten. Skriv til [email protected].

Fattigdom kan ikke løses med one-liners
Uden for det brogede politiske billede lever flertallet af befolkningen i stor fattigdom, med mindst 40 procent analfabeter, som i tiåret fra år 2000 og frem, hvor Egypten oplevede stor økonomisk vækst, blev stadigt fattigere.

Blandt denne del af befolkningen stiger antallet af fejlernærede voldsomt, fordi priserne på indenlandsk produceret frugt, grøntsager og mejeriprodukter er mere end fordoblet - så det, der er råd til at spise, i stadig højere grad er subsidieret brød. Og siden 2011 er det kun blevet værre.

En væsentlig del af baggrunden for opstanden i 2011 var udsigtsløsheden hos flertallet - og den afgørende udfordring for hele det politiske spektrum er at komme med løsninger for den fattige del af befolkningen, en udfordring, som næsten aldrig nævnes.

Det allervigtigste for egypterne er ifølge undersøgelser sikkerhed og økonomi. Ikke underligt i et land, hvor størstedelen af befolkningen lever under eller lige over den absolutte fattigdomsgrænse.

Jakob Erle & Helle Schøler Kjær
Dansk-Egyptisk Dialoginstitut (DEDI), Kairo

Det er en indviklet virkelighed og umulig at få med i en 'one-liner', som ofte er såvel pressens som den politiske kampagnes vilkår.

Forudsætningen for at gøre noget ved det er fokusering på viden om de grundlæggende problemer og dialog mellem de forskellige aktører i det politiske billede om, hvilken vej man kan gå.

Første egyptiske meningsmålinger
Det har indtil januar 2011 ikke været tilladt ikke-statslige organisationer at foretage opinionsundersøgelser. 

Vi har som de første sammen med et egyptisk analyseinstitut kortlagt det politiske landskab i Egypten gennem en række repræsentative interviewundersøgelser i forbindelse med valg og forfatningsafstemninger. Og vi har stillet resultaterne til rådighed for samtlige partier.

Det er viden, som kan løfte den politiske debat - og viden, som er gavnlig, når man prøver at forstå udviklingen. Det allervigtigste for egypterne er ifølge disse undersøgelser sikkerhed og økonomi. Ikke underligt i et land, hvor størstedelen af befolkningen lever under eller lige over den absolutte fattigdomsgrænse.

Dialog og demokratiskoler er nye svar
DEDI samarbejder med Dansk Institut for Flerpartisamarbejde, DUF, og andre organisationer om at bringe politikere og unge fra alle politiske fløje sammen - både i Danmark og Egypten - for at diskutere partiopbygning, organisation, koalitioner, kampagner m.m. - og for gennem etablering af demokratiskoler at bidrage til en grundlæggende forståelse af demokrati.

Det første skridt mod en bedre fremtid er dialog om forståelse af, hvad problemerne er - og udvikling af forskellige bud på mulige løsninger. Her er platforme, hvor de forskellige kræfter i Egypten kan mødes, af uvurderlig betydning - og her giver dialog med og inspiration fra danske erfaringer en mulighed for at udvikle nye svar. Den dialog bidrager DEDI til - i høj grad ved at bringe danske og egyptiske organisationer sammen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Erle

Direktør, International Academy for Education and Democracy
mag.art. i kultursociologi (Københavns Uni. 1980)

Helle Schøler Kjær

Freelancejournalist
journalist (DJH 1993), cand.mag. i Mellemøststudier (SDU 2016)

0:000:00