Elbæk taler ud om Alternativets nedtur: Måske har vi været for flinke ved de andre partier

INTERVIEW: Alternativets politik er blevet mainstream. Og det gør det svært at skille sig ud, når man insisterer på at tale pænt om de andre partier. Altinget har mødt Uffe Elbæk til en snak om målinger og manglende gennemslagskraft. Og tanken om, at partiet måske har sejret sig selv ihjel.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Klaus Ulrik Mortensen

Historien om Alternativets skæbne kan fortælles i én sætning: Partiet erobrede dagsordenen, men tabte vælgerne undervejs.

Og dermed står Uffe Elbæks tropper i samme utaknemmelige situation som Dansk Folkeparti. Begge partier har kæmpet indædt for at placere deres respektive mærkesager i mediernes og vælgernes bevidsthed.

Man har etableret alliancer på tværs af Christiansborg i håbet om at skabe opbakning bag de politiske ambitioner. Man har bevæget sig fra den parlamentariske periferi ind i magtens og debattens centrum. Og man har konstateret, at der er blevet stadig længere mellem svorne tiders anklager om fremmedfjendskhed og klimapsykoser.

Og hvis man skulle gribe en metafor fra weekendens anstrengelser i de københavnske gader: Man har slidt, okset og pint sig igennem de 42 kilometers ridt over den boblende asfalt blot for at konstatere, at der ikke er nogen, der venter på én ved målstregen.

Det er klart, at vi har diskuteret med os selv, hvorvidt vi skal gå hårdere til de andre partier. Vi kunne godt stille os op og sige: Stem på os. Det er os, der er de grønneste. Og de andre partier er ikke tro mod den grønne omstilling. Men det strider imod vores måde at føre dialog på.

Uffe Elbæk
Partileder, Alternativet

“Det er et reelt dilemma for os. Vi er glade for på fire år at have flyttet klimadagsordenen helt i top i vælgernes bevidsthed. Jeg siger ikke, at den nye opmærksomhed udelukkende skyldes vores politik, men jeg ved fra kolleger i andre partier, at vores insisteren på det grønne sigtepunkt har gjort, at de også har skruet op for klimapolitikken. Men samtidig kan vi så konstatere, at vi står til at miste opbakning i målingerne. Og det er vi naturligvis ikke så glade for.”

Historisk erkendelse af grå nuancer
Altinget har fanget Uffe Elbæk i en sjældent rolig stund torsdag formiddag i anden uge af valgkampen. Et kvarter tidligere møder vi ham stakåndet småløbende op ad bagtrappen til Ridebanen på Christiansborg.

I en dugfrisk samtalebog har Lars Løkke Rasmussen netop åbnet døren på klem for en genoplivning af 70’erne berømmede SV-samarbejde. Nu holder han pressemøde på TV 2 News. Og Uffe Elbæk skal have det sidste med.

“Det er en historisk dag i dansk politik,” forklarer Elbæk efter at have løsrevet sig fra skærmen og taget plads i kontorets dybe lædermøbler.

Han er iklædt sorte jeans, grå sneakers og en af de utallige varianter af grå sweatshirts med eksplicitte prints.

Det historiske aspekt består ifølge partilederen i, at Løkke med den udstrakte hånd bevæger sig fra den symbolpolitiske til den realpolitiske verden.

“Allerede i januar sagde jeg, at forskellen på S og V’s stemmer i salen kun er nuancer af grå. Og at det dybest set kun er Lars og Mettes egoer, der forhindrer dem i at gå i regering sammen. Alligevel har S og V opbygget en fortælling om, at der er afgrundsdyb forskel på deres politik. Og det er den fiktionelle afgrund, som jeg nu ser, at Løkke nedbryder med sin melding,” forklarer Elbæk.

Gamle partiers vælgere kan gå hjem igen
Hvorvidt Lars Løkke Rasmussen har sagt endegyldigt farvel til symbolpolitikken, må kategoriseres som et åbent spørgsmål. Og det er heller ikke årsagen til, at vi er sunket ned i partistifterens lædermøblement.

Vi skal have svar på et af valgkampens store spørgsmål: Hvordan kan Alternativet stå til kun at høste 3,6 procent af stemmerne, når målinger samtidig viser, at klima og miljø er det emne, som betyder allermest for vælgerne lige nu?

Faktisk har klima- og miljøpolitikken ifølge sidste uges Norstat-måling aldrig fyldt mere end i disse dage. Tæt på halvdelen af vælgerne udpeger området som et af de tre emner, der er mest afgørende for deres stemmeafgivning. Alligevel er måling efter måling enige om, at Alternativet står til et dårligere valg end de 4,8 procent i 2015.

“Jeg ser to vigtige forklaringer. I 2015 var vi det eneste parti, som havde det grønne som et afgørende tema. I dag har stort set alle partier en grøn dimension. Det betyder, at de vælgere, som vi fik fra Enhedslisten, SF og Radikale, kan gå tilbage til deres gamle partier,” siger Elbæk og fortsætter:

“Den anden forklaring er, at rigtig mange har forsøgt at tage vores politiske autoritet fra os ved at latterliggøre os. Alternativet har ikke nogen politik. Vi er ikke seriøse nok. Alt er oppe i luften. Jeg har oplevet det så mange gange. Og der bliver jeg nødt til at sige: Har I overhovedet læst vores politik? Vi er nok det parti, som har mest politik på hylderne. Vi har over 500 siders dybt konkrete udspil. Og det er forklaringen på, at nogle kan blive forstærket i tanken om at gå tilbage til deres gamle partier: at vi får skudt i skoene, at det meste er store armbevægelser.”

Vi er for flinke
Hvad kan I gøre for at ændre det?

“Jeg har svært ved at vurdere målingerne lige nu. Nogle viser 2,9 og andre 5 procent. Men mit budskab til kandidaterne ude i landet er, at de skal være tro mod sig selv og deres værdier og holdninger. Tro mod ambitionen om et andet Danmark, som ikke handler om at administrere den bedste udgave af velfærdssamfundet. Og at vi skal holde kursen uden at skele til målingerne.”

“Men det er klart, at vi har diskuteret med os selv, hvorvidt vi skal gå hårdere til de andre partier. Vi kunne godt stille os op og sige: Stem på os. Det er os, der er de grønneste. Og de andre partier er ikke tro mod den grønne omstilling. Men det strider imod vores måde at føre dialog på.”

Alligevel giver Uffe Elbæk et par hurtige bud på, hvordan man − hvis man altså ville − kunne gå hårdere til modstanderne:

Der var Alternativets forslag om ikke længere at pumpe olie op fra Nordsøen, som kun fik opbakning fra Enhedslisten. Og der var forslaget om CO2-afgift på kød, som ingen andre partier stemte for.

“Man kunne sagtens være kritisk over for, at man på den ene side vil være grøn, men samtidig blive ved med at hive olie op af Nordsøen. Og når vi står alene med ønsket om at beskatte kød, viser det os også, at et er ord, og noget andet handling.”

Betyder det, at Alternativet bliver hårdere i filten i de sidste uger af valgkampen?

“Nej. Vi skal vise vælgerne, at vi ikke ligesom Venstre og Socialdemokratiet kæmper om at administrere den bedste version af velfærdssamfundet. Vi vil have et helt andet Danmark. Og ingen andre partier − inklusive Enhedslisten − er klar til de dybe strukturelle forandringer, som vi er nødt til at gå igennem for at løse kriserne på klima, biodiversitet og ulighed.”

Mere Miles Davis og mindre The Supremes
Men hvordan får I budskabet ud til vælgerne? Det virker til, at I har svært ved at mobilisere samme gejst som i 2015?

“Apropos pointen med at tage autoriteten fra os, så oplever jeg, at medierne har travlt med at tegne et forvansket billede af splid og krise op. Det kan lyde lidt defensivt, men det er jeg ikke − det håber jeg også, at du kan mærke i min stemme − jeg er slet ikke defensiv for øjeblikket. Men eksempelvis oplevede jeg på vores landsmøde for tre uger siden, at mens jeg holdt tale for 400 entusiastiske deltagere i Odense, sad der en række journalister og skrev om dybe konflikter og kritik af ledelsen. Det var nærmest skizofrent.”

“Men det er da sandt, at stemningen er anderledes end i 2015. Det er en mere velovervejet stemning. I 2015 var vi drevet af opgøret med den politiske kultur. Men i de seneste år er bevidstheden om klimaforandringer kun blevet tydelige, og det gør snakken mere seriøs. Det giver altså en anden grundbas, om det er The Supremes eller Miles Davis.”

Holisme eller gennemslagskraft?
Nu nævner du selv, at du mener, at I er det parti med mest politik på hylden. Har du overvejet, om I ville have lettere ved at bryde igennem, hvis I kun fokuserede på én sag − eksempelvis klimaet?

“Det kan godt være, at det ville være nemmere at kommunikere, men det er bare ikke det, vi vil. Nej. Vi vil være det parti, som tager klimavidenskaben allermest alvorligt. Men det er ikke kun kloden, som er under massivt pres. Mennesket er også under massivt pres, og vores ambition er at sikre, at børn og børnebørn også får mulighed for at leve gode liv sammen med alle de andre arter på kloden.”

Holisme er med andre ord vigtigere end gennemslagskraft?

“Jeg må bare sige, at når jeg taler med kandidaterne, melder de tilbage, at der er god stemning derude. Når meningsmålingerne ryger op og ned, og man ikke ved, hvor de lander, er det vigtigste at være tro mod sig selv.”

Men når du ser på den opbakning, som klimabevægelsen lige nu har i befolkningen, kan du vel også spørge dig selv, om kampen nødvendigvis skal kæmpes på Christiansborg. Eller om du kan få mere indflydelse ved at søge tilbage i civilsamfundet?

“Det er jo det smukke ved tanken bag Alternativet. At vi ikke bare ser os som et parti, men som en politisk platform, der kan antage mange forskellige former: Vi kan være en bevægelse, en højskole, et medie eller måske en uddannelse. Da vi præsenterede Alternativet i 2013, sagde vi også, at den store vision er platformen, men vi starter med partiet.”

Drømmen om det næste skridt
Men hvis du kan se, at samfundet og de andre politiske partier er klar til at tage klimaet alvorligt, er spørgsmålet så ikke også, hvorvidt du har gjort dit?

“Jeg synes faktisk, at det er en fantastisk politisk historie på fire år at blive etableret på Christiansborg og i kommuner og regioner og samtidig flytte holdninger ude hos folk. Én ting er klimaet, men tag også spørgsmålet om 30 timers arbejdsuge. Vi har flyttet helt væsentlige dagsordener. Og det kunne kun lade sig gøre, fordi vi er til stede på Christiansborg.”

“Næste skridt er nu at bygge demokratisk bro mellem det etablerede politiske magtrum og alt det, der foregår ude i samfundet. Og den bro er vi kun lige kommet i gang med at bygge. Vi skal fastholde Folketinget, men vi skal også have et borgerting. Og vi skal have en ny grundlov, som giver langt større mulighed for at involvere sig i hverdagsdemokratiske processer.”

Efter en halv times kredsen om partiets aktuelle udfordringer stiger Uffe Elbæks stemme − som ganske rigtigt på intet tidspunkt har været defensiv, men måske en smule træt − et par toner i sidste del af interviewet.

Projektet lige om hjørnet tænder tydeligvis gnisten i den 64-årige kaospilot. Der er bare lidt mere Motown over politiske forankringer i civilsamfundet end evindelige analyser af de seneste meningsmålinger.

Eller som Elbæk selv siger det:

“Alt det her sker lige efter valget. Og jeg glæder mig helt vildt − er du helt sindssyg − men vi skal lige have overstået et valg.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Uffe Elbæk

Forfatter, fhv. MF (ALT), fhv. kulturminister (R)
socialpædagog (Peter Sabroe Seminariet 1982), journalistisk tillægsuddannelse (DJH 1987)

0:000:00