Er demokratiske, ligeværdige partnerskaber et realistisk mål?

Danske ngo'er skal dokumentere den merværdi, de tilfører udviklingsarbejdet, når statslige bistandsmidler kanaliseres gennem dem til bekæmpelse af fattigdom i udviklingslandene. Desuden skal de indgå mere innovative, demokratiske, ligeværdige partnerskaber med deres partnere i Syd.

Det er en af hovedkonklusionerne i en evaluering af den såkaldte civilsamfundsstrategi, som regulerer den danske støtte til civilsamfundet i udviklingslandene. Rapporten blev offentliggjort den 22. maj og skal diskuteres på et offentligt møde i København den 12. juni.

Altinget.dk har fulgt op herpå med gode interviews med bl.a. udviklingsminister Christian Friis Bach og lederen af evalueringsteamet Cowan Coventry. Begge interviews peger imidlertid på nogle udfordringer vedrørende den fremtidige ngo-bistand, som bør drøftes nærmere.

Syd kan selv, så danske ngo'er skal gøre en forskel
Christian Friis Bach er især optaget af, at de danske ngo'er skal blive bedre til at synliggøre og dokumentere, hvad de helt konkret bidrager med i udviklingsarbejdet. F.eks. udtaler han, at "partnerskaber ikke skal være en finansieringsmekanisme for organisationerne. Jeg skal vide, at det skaber merværdi at sende pengene gennem en dansk ngo".

Det er bestemt rimeligt. Naturligvis skal det gøre en positiv forskel, at danske bistandsmidler kanaliseres gennem private danske ngo'er frem for direkte til private organisationer i Syd. Og selvfølgelig skal denne merværdi synliggøres på den ene eller anden måde, selv om det altid er vanskeligere at dokumentere kvalitet end kvantitet.

Ministerens udtalelser skal dog også ses på baggrund af, at civilsamfundsorganisationer i Syd er blevet mere kompetente og selvstændige. Syd kan i højere grad selv. Derfor udliciteres voksende midler til styrkelse af civilsamfundet nu direkte i Syd gennem ambassader, FN-organisationer eller donoroprettede private fonde - dog ofte med begrænset folkelig indflydelse.

Det virker, som om nogle ngo'er i Nord fortryder deres egen succes med kapacitetsopbygning af partnerne i Syd. Det betyder nemlig, at betydelige støttemidler går deres næse forbi.

Uffe Torm
Ngo-konsulent

Det virker, som om nogle ngo'er i Nord fortryder deres egen succes med kapacitetsopbygning af partnerne i Syd. Det betyder nemlig, at betydelige støttemidler går deres næse forbi. Ngo'erne i Nord er kommet under pres fra Syd og skal måske endda også overbevise Sydpartnere om deres egne fortræffeligheder og uundværlighed i udviklingsarbejdet.

Men Syd er fortsat afhængig af Nord
Cowan Coventry (CC) er især optaget af forholdet mellem ngo'er i Nord og Syd. Han mener, at den støtte, danske ngo'er formidler til partnerne i Syd, skal "være mere demokratisk og efterspørgselsorienteret, så lokale ngo'er selv kan vælge, hvilken type hjælp de vil have og af hvem".

Det er og bliver dog næppe realistisk, at ngo'erne i Syd selv kan vælge hvilken hjælp, de ønsker og fra hvem. For det første har regeringerne i Syd begrænset indflydelse på udviklingspolitikken i Nord. For det andet er det forsat ngo'erne i Nord, der vælger partnere i Syd - ikke omvendt!

I sidste ende er det jo regeringerne i Nord, der sætter den bistandspolitiske dagsorden og bestemmer, hvad bistandsmidlerne kan bruges til, både når det gælder lande, sektorer, indsatsområder, støtten til civilsamfundet samt metoder og betingelser for bistanden. Ngo'erne i både Nord og Syd må rette ind herefter - hvis de vil have andel i de statslige bistandsmidler.

Hvis ngo'erne i Syd ikke er med herpå, finder ngo'erne i Nord bare andre, villige partnere, selv om det kan betyde smertelige brud med langvarige, traditionelle partnere. Og det er ikke svært at finde nye partnere, hvis man har penge på lommen. Men ngo'erne i Syd har jo ikke samme muligheder for at finde nye partnere i Nord, som vil eller kan imødekomme deres lokale prioriteringer.

Hele denne udvikling indebærer en risiko for, at ngo'erne i både Nord og Syd i stedet for at være selvstændige aktører i deres eget ret reduceres til at blive redskaber for andre. 

Ligeværdige - eller "bare" værdige partnerskaber?
CC har imidlertid nogle meget relevante observationer. Han advarer således mod, at ngo'erne ensrettes og måles med samme tommestok. Han frygter endvidere, at en indbyrdes konkurrence om både private og statslige midler mellem ngo'erne, som ministeren har lagt op til, kan få uønskede konsekvenser for bistandens mangfoldighed, kvalitet og gennemsigtighed.

Positioneringen er jo allerede i gang mellem ngo'er i Nord indbyrdes og mellem ngo'er i Nord og i Syd. De kommende slagsmål om de fremover begrænsede bistandsmidler bliver næppe et kønt syn! Det samme vil gælde oplysningsarbejdet, når indsamling bliver vigtigere end information. 

CC påpeger, at Danida allerede har en tendens til at støtte færre, men ressourcestærke ngo'er, som han betegner som "elite-agtige ngo'er".  Udviklingsministeren har selv slået til lyd for færre aktører og indgåelse af internationale alliancer af ngo'er, som der er opstået flere af i de senere år foruden allerede eksisterende internationale organisationer som f.eks. Røde Kors og Red Barnet. 

Hvis mangfoldigheden i civilsamfundet skal sikres, må det imidlertid afspejle sig i støtte til forskellige typer af ngo'er, både store og små, som har varierende kompetencer at byde ind med. Banen bør ikke overlades alene til multinationale ngo-selskaber. Ngo'er i både Nord og Syd skal primært måles på deres lokale forankring, ikke deres globale fiksering fjernt fra græsrødderne.

Endelig understreger CC, at civilsamfundet er langt mere end ngo'erne. Der er f.eks. både religiøse ledere, som (på godt og ondt) har stor indflydelse på udviklingen og uformelle sociale bevægelser, som især appellerer til og mobiliserer unge gennem de nye sociale medier.

Selv om ligeværdige partnerskaber mellem Nord og Syd nok er en realpolitisk illusion, kan vi da i det mindste forsøge at skabe værdige partnerskaber. Derfor må man håbe, at udviklingsministeren lytter til kritikken, når arbejdet med udarbejdelsen af en ny civilsamfundsstrategi går i gang.