Debattør: Institut for Menneskerettig­heders ledelse bør trække sig

DEBAT: Ledelsen i Institut for Menneskerettigheder misforstår sin arbejdsopgave, svigter menneskerettighederne og har udspillet sin rolle, skriver debattør Erik Boel.

Af Erik Boel
Tidligere landsformand for Europabevægelsen

Det lyder som en dårlig aprilsnar: Den mangeårige medarbejder på Institut for Menneskerettigheder Hanna Ziadeh er, som Weekendavisen har beskrevet, blevet fyret på gråt papir.

En fyring, som ifølge Hanna Ziadeh skyldes, at han på en konference i Libanon tillod sig at kritisere blodige diktaturer som Syrien, Egypten og Saudi-Arabien for brud på menneskerettighederne.

Men den er god nok − selvom man skulle tro, at instituttets kerneopgave netop var at stå vagt om menneskerettighederne.

Fyringen er kun toppen af isbjerget
Fyringen af Hanna Ziadeh er grotesk. Principielt drejer det sig om retten og forpligtelsen til at stå fast på det faktuelle. Og det var præcis, hvad Hanna Ziadeh gjorde, da han kritiserede de tre lande.

Hvis en repræsentant for instituttet ikke må gøre det, er der noget helt og forrygende galt. Derimod ville der være langt mere mening i, at ledelsen i Institut for Menneskerettigheder trak sig, idet den optræder juridisk uprofessionelt og i strid med den opgave, som Institut for Menneskerettigheder bør varetage.

Afskedigelsen af Hanna Ziadeh er kun toppen af isbjerget. Instituttet er i de senere år blevet eftergivende over for brutale regimer, eksempelvis det kinesiske, og gør sig generelt uheldigt bemærket med et yderst tilbagelænet forhold til menneskerettighederne.

Typisk ud fra et ønske om, at menneskerettighederne bliver bøjet efter de politiske vinde, der blæser lige nu:

"Der findes et skisma mellem det juridiske system og det politiske system. Og hvis det skisma bliver for stort, er det nok ikke det juridiske system, der vinder. Ergo må vi rykke menneskerettighederne tættere på politikerne."

Det er såmænd direktøren for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, der her ændrer forsvaret af menneskerettighederne fra at være et juridisk til et politisk projekt.

Samme Jonas Christoffersen, der aktivt har bidraget til at svække rollen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Han har sågar også givet udtryk for, at man må acceptere et større spillerum for at gribe ind over for ytringsfriheden.

Loven skal være i fokus
Menneskerettighederne er under pres i disse år. Ude i verden – men også herhjemme.

Tænk blot på Tibet-sagen, hvor Institut for Menneskerettigheder ikke sagde et kvæk, modtagelsen af mennesker, der flygter fra forfølgelse med smykkelov og familieadskillelse, anvendelse af varetægts- og isolationsfængsling, også af mindreårige, og brug af tvang i psykiatrien.

Danmark er tillige på kant med FN's torturkomité i forbindelse med danske styrkers deltagelse i internationale væbnede konflikter.

Instituttets ledelse overser ganske vist, at begynder vi først i Danmark at bøje menneskerettighederne, kan vi ikke forlange, at andre overholder disse rettigheder –lande, der i mere alvorlig grad forbryder sig mod menneskerettigheder, demokrati og retsstat.

Udviklingen i Kina, Rusland, Tyrkiet, Saudi-Arabien, Filippinerne, Iran, Brasilien, Ungarn og Polen sender faresignaler, der viser, at det er vigtigere end nogensinde at kæmpe for de værdier og det sindelag, der ligger bag de universelle rettigheder.

Selv fulgte jeg på nært hold kampen for at få oprettet et institut for menneskerettigheder på dansk grund i midten af 1980'erne, og det har hele tiden været tanken – ja, det er instituttets raison d'être – at det skal fungere uafhængigt.

Det er afgørende fortsat at insistere på, at udgangspunktet for instituttet bør være det juridiske, loven eller konventionen – og ikke det politisk opportune: folkestemningen og det politisk bekvemme.

Hvad er instituttets fremtidige rolle?
I en stadig mere fragmenteret verden er der behov for uafhængige institutioner, der vedholdende forsvarer grundlæggende retsprincipper og fælles værdier – uden hensyn til de herskende folkestemninger.

Det var den linje, som Lars Adam Rehof og Morten Kjærum i sin tid lagde som direktører for instituttet efter oprettelsen i 1987. Og det var den linje, som Jonas Christoffersen brød med, efter at han tiltrådte som direktør i 2009.

Når Institut for Menneskerettigheders nuværende ledelse ikke tør tale hverken skiftende folkestemninger eller de politiske autoriteter midt imod, rejser det spørgsmålet om instituttets fremtidige rolle.

Instituttets pragmatisme kan med fordel overdrages til politikerne, den diplomatiske ageren til Udenrigsministeriet, forskningen til DIIS og rollen som vagthund kan langt mere overbevisende og troværdigt varetages af blandt andet Amnesty International, Greenpeace, Red Barnet og Médecins sans frontières.

Disse organisationer optræder idealistisk, stædigt, vedholdende og irriterende i magthavernes øjne, når det gælder forsvaret af menneskerettighederne.

Med det politiske pres, der er på Institut for Menneskerettigheder, må det selvfølgelig være fristende at agere pragmatisk og tage højde for de skiftende politiske vinde. Med sin læsning af det politiske spil og tilhørende pragmatisme scorer instituttet i disse år nemme point hos politikerne i magtpartierne.

Men instituttets ledelse misforstår sin arbejdsopgave, svigter menneskerettighederne og har udspillet sin rolle.

Forrige artikel Institut for Menneskerettigheder til kritiker: Vi er uafhængige og kritiske Institut for Menneskerettigheder til kritiker: Vi er uafhængige og kritiske Næste artikel S: Klimabistand og kamp mod fattigdom er ikke hinandens modsætninger S: Klimabistand og kamp mod fattigdom er ikke hinandens modsætninger
Minister ser positivt på en pulje til studieture

Minister ser positivt på en pulje til studieture

PULJE: Mellemfolkeligt Samvirke foreslår regeringen at lave en særlig pulje til studieture, som skoler kan søge. ”Spændende forslag,” siger udviklingsministeren. Flere partier vil diskutere forslaget under forhandlinger om et prisloft på studieture.