EU risikerer at miste sine partnere – hvis ikke vi investerer i samarbejde

Tillidsbruddet mellem nord og syd vokser

Tillid er fundamentet for internationalt samarbejde. Uden tillid bliver det svært at indgå aftaler, endnu sværere at løfte ambitionerne og næsten umuligt at håndtere de kriser, vi står midt i.

For verden er i opbrud. Krig, klimaforandringer, gældskriser og geopolitiske spændinger presser det multilaterale system. Internationale institutioner – ikke mindst FN – er under pres.

Netop derfor er samarbejde vigtigere end nogensinde. Når det svækkes, øges risikoen for polarisering, ustabilitet og i sidste ende konflikt.

Tillid er fundamentet for internationalt samarbejde

Mattias Söderberg

Et andet tilbagevendende tema, jeg hører, når jeg taler med diplomaterne fra en lang række af fattige lande, er oplevelsen af dobbeltstandarder i klimapolitikken. Rige lande presser på for, at udviklingslande udfaser fossile brændsler, hvilket er nødvendigt. Men samtidig fortsætter flere rige lande – herunder Norge og Canada – med at øge investeringerne i olie og gas og planlægger ny produktion. Det skaber frustration og svækker troværdigheden i de internationale forhandlinger.

Dobbeltstandarder og pandemiens efterdønninger svækker relationerne

Covid-19-pandemien har også sat dybe spor i forholdet mellem de rige og fattige lande – selv her fire år efter. I Europa ser vi ofte tilbage på pandemien som en krise, vi kom igennem.

I mange udviklingslande huskes den anderledes. Her oplevede man, hvordan rige lande prioriterede sig selv – blandt andet i kampen om vacciner – mens det internationale samarbejde kom under pres.

Når EU træder et skridt tilbage, træder andre frem

Mattias Söderberg

De erfaringer har haft konsekvenser. Når tilliden til traditionelle partnere svækkes, begynder mange lande at se andre steder hen. Lande som Kina, Indien og Saudi-Arabien spiller i dag en større rolle – blandt andet gennem investeringer, lån og vaccineleverancer under pandemien.

Det er ikke i sig selv et problem, at flere aktører bidrager. Tværtimod. Men det ændrer den geopolitiske balance. Når EU træder et skridt tilbage, træder andre frem. Og med dem følger nye alliancer, nye afhængigheder og nye politiske prioriteringer.

EU skal vælge: Trække sig tilbage eller investere i partnerskaber

Hvis EU vil bevare sin rolle som en central global aktør, kræver det et klart valg: Vi skal investere i relationer.

Det betyder mere end gode intentioner. Det kræver et styrket diplomatisk engagement, en troværdig og stabil udviklingsbistand og handelsaftaler, der opleves som reelle partnerskaber – ikke som ensidige interesser.

EU har allerede redskaberne. Initiativer som Global Gateway viser, at der er ambitioner om at investere i partnerskaber med det globale syd. Men ambitionerne skal følges op af langsigtet finansiering og politisk vilje, hvis de skal gøre en reel forskel.

I Danmark taler vi ofte om ligeværdige partnerskaber som en central del af udviklingspolitikken. Det er en tilgang, som EU med fordel kan gøre til en hjørnesten i sin udenrigs- og udviklingspolitik.

For i sidste ende handler det ikke kun om bistand eller diplomati. Det handler om, hvem der former fremtidens internationale samarbejde.

Hvis EU ønsker partnere frem for modparter, kræver det, at vi møder verden med engagement, troværdighed og vilje til samarbejde. Alternativet er en verden med mindre tillid, større polarisering – og færre fælles løsninger på de kriser, vi alle er afhængige af at håndtere sammen.