Hver gang Danmark vender ryggen til verden, bliver vi mere sårbare

Liberal Alliance kræver øjeblikkeligt asylstop. Venstre vil skære i udviklingsbistanden for at finansiere velfærd herhjemme. Begge dele præsenteres som ansvarlig politik. Som rettidig omhu. Som realisme.

Det er det modsatte.

De seks milliarder er ikke en besparelse. De er en udskudt regning, der vokser med renters rente

Morten Kromann
Veteran og dommerfuldmægtig, Københavns Byret

Lad os starte med geografien. Der bor knap 1,6 milliarder mennesker på det afrikanske kontinent. Befolkningen forventes at fordobles inden 2070. Tre milliarder mennesker. Lad det tal synke ind. Tre milliarder. Det er fem hundrede gange Danmarks befolkning.

De fleste af dem vil være unge. Mange af dem vil leve i lande, hvor klimaforandringer allerede nu gør landbrug vanskeligt, hvor korruption kvæler vækst, hvor institutioner er skrøbelige, og hvor fremtiden ser mørkere ud end fortiden.

Dem kan vi ikke hegne ude. Ikke med Frontex, ikke med et asylstop, ikke med et nyt Dannevirke. Vi kan trække stregen i sandet. Men bølgerne slår ind mod kysten alligevel.

Hvis man virkelig frygter den store folkevandring – ikke den paranoide konspirationsteori om "den store udskiftning", men den reelle, demografiske realitet – så bør man ikke stirre sig blind på antallet af herboende muslimer.

Man bør se mod syd og spørge: Hvad sker der, når uligheden mellem nord og syd bliver tilstrækkeligt grotesk? Når tre milliarder mennesker, som kan se vores velstand på deres telefoner, beslutter, at de ikke længere vil vente?

Intet asylstop kan stoppe den bevægelse. Ingen "fast og fair" udlændingepolitik holder den strøm tilbage.

Det eneste, der kan, er udvikling. Investering. Handel. Institutioner. Alt det, vi nu vil skære i.

Venstre vil reducere udviklingsbistanden fra 0,7 til 0,5 procent af BNI. Seks milliarder kroner frigjort til velfærd, siger de. Det lyder pragmatisk. Men det er et falsk regnestykke.

For hvad koster det, når ustabilitet i Sahel-regionen sender nye flygtningestrømme nordpå? Hvad koster det, når terrorgrupper vokser i de magttomrum, som manglende udvikling efterlader?

Hvad koster det, når Danmark mister den diplomatiske goodwill, der gør, at vi sidder med ved bordet, når de store beslutninger træffes?

Vi kan trække stregen i sandet. Men bølgerne slår ind mod kysten alligevel

Morten Kromann
Veteran og dommerfuldmægtig, Københavns Byret

De seks milliarder er ikke en besparelse. De er en udskudt regning, der vokser med renters rente.

Og så er der asylstoppet. Liberal Alliance vil suspendere retten til spontanasyl. De taler om nødretsbestemmelser og forbeholdsmodeller.

Der er reelle problemer med integration i Danmark. Parallelsamfund, social kontrol, kriminalitet, overrepræsentation. Men det er ikke truslen. Ikke når asylstop og nedskæring af udviklingsbistand er på den politiske menu.

Et asylstop løser ingenting, den dag tre milliarder utålmodige afrikanere, som har set sig vrede på et Vesten, som har lukket sig om sig selv, kollektivt marcherer ad motorvejene mod nord. Og det, der da kommer, er en demografisk og sikkerhedspolitisk realitet af en størrelsesorden, som ingen grænsekontrol kan håndtere.

Spørgsmålet er ikke, om vi skal have kontrol med vores grænser – det skal vi.

Spørgsmålet er, hvordan vi forhindrer, at presset bliver så massivt, at Dannevirke styrtes i grus.

Politikerne siger, at konventionerne er fra en anden tid. Ja. Det er de. Fra tiden lige efter Holocaust. Fra en tid, hvor verden havde set, hvad der sker, når nationer lukker deres grænser for forfulgte mennesker.

Konventionerne blev ikke skrevet i naivitet. De blev skrevet i rædsel. I erkendelsen af, hvad der sker, når stater sætter deres egen bekvemmelighed over menneskers liv.

Det er den erkendelse, vi nu er i færd med at glemme.

Lad mig være klar: Jeg argumenterer ikke for åbne grænser. Jeg argumenterer ikke imod kontrol.

Jeg argumenterer imod illusionen om, at isolation er sikkerhed. At mure er god politik. At man kan være et lille land i en stor verden og klare sig med øjne, der kun ser fra næsen og ned.

Danmark er ikke en ø. Vi er en del af en verdensorden, som vi selv har været med til at bygge, og som vi har en kæmpe interesse i at vedligeholde. Ikke (kun) af godhed – men af egeninteresse.

Den regelbaserede orden beskytter netop små lande. Uden den er vi i en verden, hvor kun de store har en stemme. Og vi er ikke store.

Hver gang vi vender ryggen til verden, bliver vi ikke mere sikre. Vi bliver mere sårbare

Morten Kromann
Veteran og dommerfuldmægtig, Københavns Byret

Hver gang vi skærer i bistanden, signalerer vi, at vi er ligeglade. Hver gang vi undergraver konventioner, vi selv har underskrevet, eroderer vi den orden, der er vores eneste reelle sikkerhedsnet.

Hver gang vi vender ryggen til verden, bliver vi ikke mere sikre. Vi bliver mere sårbare.

Der er en anden vej. Den er sværere at sælge på et valgplakat. Den kræver, at man forklarer, at skattekroner brugt på udvikling i Vestafrika er skattekroner brugt på dansk sikkerhed. At konventioner ikke er lænker, men fundamentet under den verden, der tillader et land på seks millioner at have en stemme.

At den virkelige trussel ikke er de flygtninge, der banker på døren i dag – men den verden, vi skaber, hvis vi ignorerer de tre milliarder, der kan komme i morgen.

Vi har råd til at investere i verden. Vi har ikke råd til at lade være. Ikke hvis vi vil beholde Danmark som et frit land helt for os selv.