FN-forbundet: FN-mål skal kunne styres

Af Torleif Jonasson
Generalsekretær i FN-forbundet

Uanset hvordan diskussionen om de nye bæredygtighedsmål ender, så er vi også nødt til at afklare styringsmekanismerne og governance-strukturen omkring dem. Det handler om institutionelle rammer, tal og aktører: Hvem gør hvad, hvordan overvåger vi målopfyldelsen – og hvilke ansvarlighedsmekanismer skal etableres.

Ansvarlige aktører
Det er vigtigt at sikre, at processen og resultatet ikke kun forbeholdes regeringer og deres repræsentanter. Verden er for kompleks, og de grænseoverskridende udfordringer for store til at statsapparaternes kapacitet slår til – hverken i fht. problemidentifikation, løsningsudvælgelse eller i implementeringsfasen. Der skal også sikres plads til markedet/erhvervslivet og til civilsamfundet og deres organisationer.

Civilsamfundsorganisationer arbejder lokalt og kender derfor de problemer, almindelige mennesker står over for. Organisationerne bidrager særligt med disse erfaringer i nationale diskussioner, og med problemernes stigende grænseoverskridende karakter, øges også vigtigheden af, at organisationerne bidrager med erfaringerne i regionale og globale fora. Hermed sikres, at forhandlinger og beslutninger kan tages på bedst mulige grundlag. Civilsamfundets deltagelse er nødvendig, hvis beslutningerne efterfølgende skal kunne gennemføres; ikke mindst set i lyset af nationalstatens svækkede kapacitet, hvorfor et styrket samspil mellem regeringer og civilsamfund er nødvendigt.

Borgerinddragelse kan være svært nok på nationalt niveau, internationalt kan det synes umuligt. Men der er faktisk erfaringer at bygge på.

I FN’s tidligere kommission for bæredygtig udvikling (CSD), etablerede man mekanismen Multistakeholder Dialogues, hvor repræsentanter for regeringer, virksomheder og civilsamfundet gennemførte tematiserede debatter for at finde frem til fælles løsninger – og i FN’s arbejdsorganisation, ILO, har man fra starten arbejdet med trepartsrepræsentation og -forhandlinger, hvor regeringer, arbejdsgiverorganisationer og arbejdstagerorganisationer har stort set lige adgang og stemmeret. Om sin medvirken i ILO skriver LO blandt andet: ”Globaliseringen kalder i stadig højere grad på koordinerede internationale standarder, så der udvikles et fælles grundlag for beskyttelse af lønmodtagere og produktion.”

Danmark burde derfor have det nemt i de videre forhandlinger: Vi skal bare promovere det, vi har, og få det integreret i en ny global ramme. En ramme, vi herhjemme passende kan kalde en national handlingsplan.

Torleif Jonasson
Generalsekretær i FN-forbundet

Statistik og forbandet løgn
Forhåbentlig vedtages de 17 mål til FN’s generalforsamling i september – og med dem de 169 delmål. Men under dem er vi nødt til at have yderligere et stort antal indikatorer. For at kunne måle frem- og tilbageskridt på de overordnede mål, er man nødt til at have gode indikatorer baseret på valid statistik. Indikatorer definerer, hvad der helt konkret lægges vægt på, og statistikken sætter tal på. Det er slet ikke uvigtigt, hvad man vælger at måle på – og hvordan man sikrer, at målingerne er nøjagtige.

FN’s statistiske kommission har tilbudt sin hjælp til at udforme relevante indikatorer, men udformningen vil blive alt andet end teknisk. Et af forårets helt store stridspunkter i de fortsatte forhandlinger om målene vil blive omkring indikatorerne og at sikre deres overensstemmelse med FN pagten, menneskerettighederne, bæredygtighed, ligestilling mv. Ellers kan statistikken blive til løgn, der skjuler verdens tilstand.

”Indsamling og udvikling af statistik bliver meget vigtigt. Gode tal påvirker politiske beslutninger og vores evne til at nå bæredygtighedsmålene, fordi vi har noget at holde landenes præstationer op imod. Men det giver også borgerne mulighed for at få information tilbage, som de kan bruge. Hvis folk ved, at deres drikkevand eller luft er forurenet, kan det mobilisere folk til at kæmpe for, at det bliver anderledes i deres land”, som Christian Friis Bach sagde det til Altinget i sidste måned.

Realistiske kontrolmekanismer
Fra starten må vi erkende, at der ikke kan skabes noget helt nyt, der vil blive accepteret af verdens lande – men det er heller ikke nødvendigt. Vi har eksisterende regionale og internationale mekanismer, som burde kunne integreres i en kommende ramme for bæredygtigtighedsmålene.

På europæisk niveau, administreret af FN’ regionale kommission for Europa, UNECE, har vi bl.a. Aarhus- og Espoo-konventionerne, som bør universaliseres til at omfatte mere end den europæiske region. Aarhus-konventionen giver offentligheden adgang til oplysninger om og medvirken i beslutningsprocesser om lokale, nationale og internationale miljøsager, mens Espoo-konventionen omhandler vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne og skal modvirke påtænkte aktiviteters grænseoverskridende skadevirkninger på miljøet. Dertil kan vi fra ’regionen’ bidrage med erfaringer vedr. OECD’s peer-reviews (f.eks. Environmental Performance Reviews).

Netop brugen af peer-reviews kan være en vej uden om modstand mod stærke, selvstændige overvågningsmekanismer, hvorfor vi særligt kan lære af ”Universal Periodic Review”-mekanismen (UPR), der er indført i FN’s Menneskerettighedsråd. UPR er den mest omfattende universelle peer-review-mekanisme, hvor landene på skift dels selvevaluerer, dels evaluerer hinandens overholdelse af menneskerettighederne. Her rapporterer landene ikke bare om udviklingen på området, nej, de skal også ’stå skoleret’ over for ikke bare de andre lande men også civilsamfundet – og bagefter skal de følge op på processens anbefalinger til forbedringer.

Danmark burde derfor have det nemt i de videre forhandlinger: vi skal bare promovere det, vi har, og få det integreret i en ny global ramme. En ramme, vi herhjemme passende kan kalde en national handlingsplan.