Folkekirkens Nødhjælp: Fredsforsøg skal bevare det mellemøstlige ”kludetæppe”

Birgitte Qvist-Sørensen
Generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp

Forhandlingerne om fred i Syrien, der er startet i Kasakhstan og snart fortsætter i Geneve, er startet dårligt:

Oprørsgrupper og regimet angriber hinanden for ikke at respektere den skrøbelige våbenhvile. Oprørerne kritiserede blandt andet regimet for at udføre luftangreb nord for byen Homs kort før forhandlingernes start.

Kristendom er en del af kludetæppet
For halvandet år siden mødtes jeg i Amman med biskoppen af netop Homs og en række andre kirkelige ledere fra Jordan, Libanon, Syrien, Irak og Palæstina i det ”Mellemøstlige Kirkeråd”.

Danmark og andre europæisk lande gør kun ondt værre ved at insistere på at bruge midler, der kunne være brugt i nærområderne, på flygtningemodtagelse hjemme. Og når man så har dæmmet op for flygtningepresset, så beholder man ”overskuddet” selv.

Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp

Med mig fik jeg et klart budskab til Folkekirkens Nødhjælp samt kirkesamfund og politikere i Europa: Kristendommen er en del af det etniske og religiøse kludetæppe, som udgør den arabiske identitet.

Og hvis ikke vi formår at sikre, at minoriteterne fortsat er en del af det arabiske kludetæppe, ja så går tæppet i stykker, og vi får et kulturelt fattigere og sikkerhedspolitisk mere ustabilt Mellemøsten.

Derfor er det så vigtigt, at fredsforhandlingerne sikrer, at kristne og andre religiøse minoriteter og ikke mindst ”moderate” kan forblive i regionen.

For at dette skal lykkes, er der behov for, at de religiøse minoriteter og moderate demokratiske kræfter også bliver en del af de internationale forhandlings- og beslutningsprocesser. Ellers får vi et ”nyt” Mellemøsten, som vil blive meget anderledes end det, mange af os har kendt og værdsætter.

Mens vi venter på fred, svigter vi nærområderne
Mens vi venter på reelle fredsforhandlinger – om det så er under russisk og tyrkisk lederskab i Kasakhstan eller under FN’s lederskab i Geneve – så skal vi gøre livet i nærområderne udholdeligt for flygtninge.

Folkekirkens Nødhjælp er til stede i flygtningelejre i både Libanon og Jordan og inde i Syrien blandt andet i Alepporegionen. Og mens Europa vånder sig under det, man ser som en flygtningekrise, er nærområderne på randen af kollaps på grund af mangel på ressourcer og en skrøbelig sikkerhedssituation.

Vi og de øvrige nødhjælpsorganisationer har svært ved at levere basale ydelser. FN's Fødevareprogram har måttet skære i madrationer, og i Jordan ser vi overfyldte klasser og et skole- og sundhedssystem, der er ved at bukke under.

Dette er den primære årsag til, at store menneskemasser er søgt mod Europa. Og jo længere væk fra nærområderne de kommer, desto sværere bliver det for dem at vende tilbage til de liv, de kendte. Jo længere tid der går, før vi får fred og kan genopbygge landet, desto sværere bliver det at genkende den arabiske identitet.

Danmark og Europa gør ondt værre
Og Danmark og andre europæiske lande gør kun ondt værre ved at insistere på at bruge midler, der kunne være brugt i nærområderne, på flygtningemodtagelse hjemme. Og når man så har dæmmet op for flygtningepresset, så beholder man ”overskuddet” selv.

Dette svigt af hjælpen til nærområder betyder i sidste ende, at der ikke er noget land at vende tilbage til. Og ingen, der kan vende tilbage. Heller ikke kristne minoriteter, som ellers er en stor prioritet i regeringsgrundlaget.

Samtidig har godt 11 millioner kristne de sidste 10 år forladt Mellemøsten, godt hjulpet af velmenende kristne i Europa og USA. Og hvem vil ikke gerne tage imod et tilbud om en sikker rejse og tilbud om et job i en situation, hvor Syrien står i brand?

Problemet er blot, at det betyder, at disse ofte veluddannede kristne ikke sidder med ved forhandlingsbordet, når Irak og Syrien skal genopbygges, og derved mister disse lande ikke bare en vigtigt historisk identitet, men også religiøs identitet.

Men som biskoppen fra Syrien udtrykte det:

”Det er svært at sige 'Lad være med at rejse' og samtidig ikke være i stand til at yde beskyttelse, mad og husly. Så dag efter dag flygter de gode folk, de unge mennesker, de, der er så vigtige i denne svære tid og for en fredelig fremtid. ”

Desværre risikerer resultatet af den manglende villighed til at hjælpe i nærområderne i kombination med fejlslagne fredsforsøg at skabe den situation, som flere af de kristne ledere frygter: ”Vi, der er blevet tilbage, bliver til fossiler fra en fjern tid.”