Forsker: Irak holder frie valg, men magten fordeles stadig bag lukkede døre

For det irakiske parlament har 329 pladser, og ved dette valg stillede mere end 7.000 kandidater op – fordelt på over 30 partier og lige så mange forskellige koalitioner samt uafhængige kandidater.

Mange partier er løst sammensatte og repræsenterer primært lokale, religiøse eller etniske interesser, hvilket har skabt et fragmenteret og personbåret politisk system. Korruption er vævet ind i den politiske økonomi, hvor stemmer byttes mod tjenester, stillinger og projekter.

Det bidrager til udbredt mistillid blandt vælgerne.

Men Irak har de seneste år oplevet økonomisk fremgang og en mere stabil sikkerhedssituation, hvilket har givet både befolkning og magteliten et incitament til at bevare status quo. I den kontekst blev stabilitet og genopbygning et tema, der appellerede bredt.

Stigende valgdeltagelse

Inden valget var et af de helt store spørgsmål, om stemmeprocenten ville falde yderligere i forhold til de 43 procent af irakere, der stemte ved sidste valg.

Bekymringen blev forstærket af, at Muqtada al-Sadr, hvis bevægelse fik flest pladser i 2021, havde valgt at boykotte valget. Desuden havde færre registreret sig som vælgere ved dette valg end i 2021.

De kommende måneders forhandlinger bliver afgørende for, om det irakiske system kan fastholde sin skrøbelige balance

Maria-Louise Clausen
Seniorforsker, DIIS

Stemmeprocenten er central, fordi den fungerer som en målestok for det politiske systems legitimitet. Den officielle stemmeprocent for sidste uges valg er blevet offentliggjort til 56 procent og dermed en forbedring.

Men kritiske røster peger på, at det fortsat er lavt og ikke tager højde for det store antal stemmeberettigede, der ikke er registreret, samtidig med at en høj stemmeandel i de kurdiske områder trækker gennemsnittet op.

Forhandlinger om magten

Samtidig er det svært at sige, præcis hvilken regering 56 procent af irakere faktisk har stemt ind.

Den siddende premierminister, Mohammed Shia al-Sudani, og hans ”Reconstruction and Development Coalition” er blevet den største enkeltblok.

I valgkampen har han brugt de seneste tre års relative ro til at positionere sig som stabilitetens garant – illustreret af en kran på hans valgplakater som symbol på genopbygning og udvikling.

Men Sudani har ikke et selvstændigt flertal, og regeringsdannelsen i Irak er en lang og uforudsigelig proces, der ofte tager månedsvis.

I den periode kan valgkoalitioner ændre sig, fordi de ikke er bundet op omkring stærke ideologiske forskelle, men primært er pragmatiske magtalliancer.

Derudover foregår regeringsdannelsen inden for rammerne af det såkaldte muhasasa-system, hvor de vigtigste poster fordeles efter religiøst og etnisk tilhørsforhold: Premierministeren er shiamuslim, præsidenten kurder og parlamentsformanden sunnimuslim.

Selvom valgets resultater ikke direkte kan omsættes til positioner, er de dog ikke ligegyldige – de signalerer, hvilke kandidater der har opbakning i befolkningen, og sætter dermed rammerne for de forhandlinger, der nu begynder.

Iraks mange udfordringer

De kommende måneders forhandlinger bliver afgørende for, om det irakiske system kan fastholde sin skrøbelige balance mellem de mange magtcentre eller om en af fløjene får overtaget.

I dette magtspil vil sunnitiske og kurdiske partier forsøge at få indflydelse til gengæld for positioner og økonomiske ressourcer.

De kurdiske partier søger typisk at udnytte forhandlingerne til at styrke deres politiske og økonomiske uafhængighed, mens de sunnitiske partier, anført af Mohammed al-Halbousi, lederen af Taqaddum-partiet, søger at genvinde politisk vægt efter år med marginalisering.

Og Iraks udfordringer stopper ikke ved grænserne. Landet skal også balancere mellem amerikansk og iransk indflydelse og navigere i regionale magtkampe, hvor Irak både er medspiller og slagmark.

Hvordan den næste regering håndterer dette pres vil afgøre, om den seneste stabilitet bliver et varigt vendepunkt eller blot en midlertidig pause.