Forsker: Sæt en stopper for den israelske blokade og bosættelser

Af Lars Erslev Andersen 
Seniorforsker, forskningsområdet International sikkerhed, DIIS. 

Selvom det er Islamisk Stat, der sætter dagsordenen både i medier, i det danske folketing, som igen synes, det er godt at smide kongeriget ind i en ny krig, og på den igangværende generalforsamling i FN, hvor den ene statsleder efter den anden overgår hinanden i kreative superlativer for ondskab, foregår der andre ting i verden.

Desværre kan man frygte en slet gentagelse af den israelske politik: At Israel, med henvisning til at palæstinenserne ikke overholder alle aftaler, samt at materialer af sikkerhedsgrunde ikke kan gives adgang, fortsat opretholder blokaden.

Lars Erslev Andersen
Seniorforsker, DIIS

Også selvom nogle af disse begivenheder på en dårlig dag kan opleves som slette gentagelser af det samme. Som for eksempel at lederen af det Palæstinensiske Selvstyre, Mahmoud Abbas, går på FN’s talestol og appellerer til verdenssamfundet om at acceptere endnu en plan, der skal skabe en palæstinensisk stat i form af den såkaldte to-statsløsning.

Det gjorde han jo også sidste år, men i stedet for en stat fik han endnu en omgang udsigtsløs og indholdstom såkaldt fredsforhandling, en masse nye bosættelser, omfattende israelske ødelæggelser i Ramallah og andre steder i jagten på nogle mordere samt en brutal krig i Gaza, med mere end 2100 omkomne palæstinensere samt ødelæggelser for 45 milliarder kroner.

Pengene til genopbygning, som Israel egentlig skulle stå for, da det er den stat, der både har forårsaget ødelæggelserne og som besættelsesmagt er forpligtet på at råde bod på skaden, skal nok komme i form af udenlandsk bistand, der i en lind strøm som en slags aflad uophørligt strømmer ned i Det Palæstinensiske Selvstyres kasser og private lommer.

Problemet er snarere, om de materialer, der skal bruges til at genopføre boliger, skoler, hospitaler, kraftværker, veje og andet, kan komme gennem den israelske blokade? For disse materialer kan jo også bruges til de onde tunneler.

Men netop en lempelse af den israelske blokade mod Gaza var et centralt punkt i den våbenhvileaftale, Israel og Hamas indgik i august. Det samme punkt optrådte ganske vist også i våbenhvileaftalen fra 2009 efter en anden omgang massiv israelsk bombning og ødelæggelse i Gaza. Men blokaden blev aldrig lempet, hvilket for Hamas var en væsentlig grund til konflikten med Israel i 2014.

Desværre kan man frygte en slet gentagelse af den israelske politik: At Israel, med henvisning til at palæstinenserne ikke overholder alle aftaler, samt at materialer af sikkerhedsgrunde ikke kan gives adgang, fortsat opretholder blokaden.

Som noget nyt i den sidste våbenhvile skal Det Palæstinensiske Selvstyre stå for grænsekontrol. Både ved grænsen til Israel og Egypten. Det forudsætter, at den samlingsregering, palæstinenserne skabte i juni – og som var den egentlige grund til Israels krig i Gaza – kommer til at fungere og bliver den reelle regering i Gaza.

Israel var stærkt utilfreds med samlingsregeringen, da den blev annonceret i juni. Konstruktionen var, at Hamas og Fatah sammen stod bag en regering, der accepterede, at Mahmoud Abbas og hans stab kunne forhandle direkte med Israel på vegne af hele den palæstinensiske nation. Hamas ville ikke få direkte sæde i regeringen og ville ikke blive en del af en forhandlingsdelegation.

For første gang siden 2007 ville der med denne regering være en reel palæstinensisk partner, som kunne indgå i forhandlinger med Israel. I stedet for at hilse dette velkomment, afviste Israel at forhandle, fordi ”der nu var terrorister” i den palæstinensiske regering.

Israels primære mål med Gazakrigen var at få denne nye palæstinensiske regering splittet. Det mål blev ikke opnået. Ganske vist kunne man tidligere på måneden høre Abbas kritisere Hamas for, at Hamas kørte en slags skyggeregering i Gaza, men 25. september annoncerede Hamas og Fatah i fællesskab, at de var nået til enighed om et nyt og omfattende regeringsgrundlag, der lægger grunden til, at Det Palæstinensiske Selvstyre kan sende sine sikkerhedsfolk ind i Gaza og overtage den palæstinensiske kontrol med grænserne, sådan som både Israel og Egypten forlanger det.

Grunden er dermed lagt til, at blokaden mod Gaza kan hæves, og at der kan indledes bilaterale forhandlinger mellem Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre som formel repræsentant for hele den palæstinensiske nation.

Hvis man skal undgå en slet gentagelse ved FN’s Generalforsamling i 2015 i form af en præsident, der ser tilbage på endnu et spildt år og endnu engang appellerer til at få en palæstinensisk stat anerkendt, er det vigtigt, at det internationale samfund, herunder også Danmark og EU, fastholder Israel på, at blokaden skal hæves, og samtidig insisterer på, at Israel indstiller sine ulovlige opførelser af bosættelser på besat land.