Forskere: Danmark skal omfavne nye globale alliancemuligheder

Af Lars Buur og Julie Rosenkilde
Henholdsvis lektor og forskningsassistent, Institut for Samfund og Globalisering, RUC

Efter et dramatisk 2015 står dansk udenrigspolitik ved en skillevej. Med nedskæringerne i udviklingsbistanden er vi reelt i færd med at tage afsked med Danida, som vi kender det. Det berører hele udviklingsindustrien med konsulentvirksomheder, danske og internationale NGO’er og dansk erhvervsliv.

Det trækker også spor ud i den globale forankring i OECD, de mange FN-agenturer og internationale humanitære og militære organisationer og missioner. Denne udvikling har altså reelt meget stor betydning for dansk udenrigspolitik. Man kan derfor spørge med Kim Larsens gamle refræn: ’Hvad gør vi nu lille du?’

Vi bør se fremad! Ja, men kan man få et slagkraftigt Udenrigsministerium, når der skæres så hårdt? Inden maj skal regeringens udenrigskoordinator Peter Taksøe-Jensen komme med et bud på rammerne for den danske sikkerheds- og udenrigspolitik de kommende 10-15 år.

Med de globale verdensmål for bæredygtig udvikling (SDG'erne) er rammerne delvis sat for den danske udenrigspolitik. Spørgsmålet er, hvordan Danmark kan favne denne agenda og positivt bidrage til at indfri målene udenrigspolitisk.

Kan Danmark gøre mere end at sidde med?
Der var vigtige nybrud i måden, de globale verdensmål blev udviklet på. En åben og deltagende proces med nye aktører, bliver der sagt om udviklingen af verdensmålene. En af pointerne var at forlade den søjleorienterede tænkning og se emner og aktører som forbundne kar. Selv om det er vanskeligt, da det flytter fokus fra institutioner til processer og alliancer, så bør dette være udgangspunktet for en fremadrettet dansk udenrigspolitik.

Der bør søges efter utraditionelle alliancer og tages nye chancer i internationalt samarbejde.

Lars Buur og Julie Rosenkilde
Henholdsvis lektor og forskningsassistent, Institut for Samfund og Globalisering, RUC

Et vigtigt skridt vil være at prioritere de dele af verdensmålene, som Danmark har mest interesse i gennem nationale og internationale strategier. Vi skal være ærlige og realistiske om, hvad vi kan og vil med et ’UM-light’. Vi bør bruge det nye spillerum, som forhandlingsprocesserne har skabt, til at influere den nye globale måde at tænke på.

Det kræver, at vi tager det faktum, at målene var udviklet anderledes end tidligere, seriøst og bruger det som udgangspunkt for fremtidig forankring. Formuleringen af målene skabte grobund for nye alliancer og nye prioriteter.

Tag chancen med de nye globale alliancer
Danmark bør med andre ord omfavne de nye globale alliancemuligheder. En række lande, der ikke tidligere satte internationale politiske dagsordener, har fået større indflydelse, ligesom det private erhvervsliv er den nye globale ’partner’ for både klimamålene og verdensmålene.

At forstå og indgå i disse nye alliancer bør være et vigtigt nyt instrument i fremtidig dansk udenrigspolitik. Nye aktører i samspil med dem, der reelt skal gennemføre målene i syd, er afgørende.

Derfor bør Danmark bruge denne politiske magtforskydning konstruktivt. Der bør søges efter utraditionelle alliancer og tages nye chancer i internationalt samarbejde. Vi bør droppe diskussionen om bistandsprocenter og den sædvanlige fokus på Danida, de hjemlige NGO'er og FN-bureaukratierne og prioritere, hvad vi faktisk kan og vil. Hvilke af de mange udviklingsmål har vi reelt mest interesse i at forfølge? Først da er der håb for, at Danmark kan blive en interessant aktør med reel indflydelse.

For at kunne det skal regeringens udenrigskoordinator Peter Taksøe-Jensen måske først se mere grundigt på det bureaukrati, som han selv er del af, og som skal gennemføre den nye strategi.

Selv om bureaukratier er uundværlige i det moderne samfund, da de kan skabe gennemsigtighed og forudsigelighed, så alt ikke skal starte fra nyt hver gang, så er bureaukratier i bund og grund maskiner til at gøre enhver forandring til det ’samme’.

Det er derfor, vi påpeger, at det ikke nødvendigvis er de ministerielle eller FN-bureaukratierne, der skal foretage den danske prioritering – for så vil muligheden for nyskabelse forsvinde. Vil man noget nyt, skal de nye aktører i deres mangfoldighed, både de private og de nye udviklingsøkonomier, samt de forskellige former for civilsamfund, der eksister der, hvor den ny strategi skal gennemføres, på banen.