Forskere: Når rige lande køber klimaaflad i Afrika, stiger den globale ulighed

Jens Friis Lund og Laura Vang Rasmussen
professor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi og lektor ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet, samt medlemmer af KU Geopolitik
Klimakrisen har i mange år været med til at sætte fokus på værdien af skovbevarelse og træplantning, og det er på mange måder vigtigt og velkomment.
Bevarelse af skove er vigtig i en klimasammenhæng og helt afgørende for beskyttelse af biodiversitet. Hertil er skove en essentiel del af eksistensgrundlaget for millioner af fattige mennesker verden over.
Men skovbevarelse og træplantning i stor skala underminerer ofte selv samme menneskers adgang til jord – og når det sker i kontekst af et globalt marked for klimakreditter, så er der grund at være bekymret for bæredygtigheden af den grønne omstilling globalt set.
CO2 på kredit
Klimakreditter er kort sagt en slags certifikater, som repræsenterer en reduktion eller fjernelse af drivhusgasudledninger et sted, og som købere af kreditten typisk anvender som modregning imod fortsatte udledninger.
Virksomheder køber dem ofte for at signalere at deres produkter – eller virksomheden som helhed – er klimavenlige. Og mange privatpersoner kender dem fra flyrejseselskaberne som tilbyder, at man kan udligne klimaeffekten af ens flyrejse.
Klimakreditter er et kontroversielt redskab i klimakampen, fordi de sjældent repræsenterer reelle reduktioner
Jens Friis Lund og Laura Vang Rasmussen
Klimakreditter er dog et kontroversielt redskab i klimakampen, fordi videnskabelige studier konsekvent og over flere årtier har vist, at de sjældent repræsenterer reelle reduktioner.
Ideen om internationalt handlede klimakreditter som værktøj i den grønne omstilling har for nyligt fået et boost, efter at regelsættet under Parisaftalens artikel 6 har fundet sin endelige form.
Det er en velkommen udvikling på markedet for klimakreditter, som ellers har mistet meget af det momentum, som det oplevede i kølvandet på det store fokus på klima i perioden 2018-19.
Forhåbningerne om en hastigt voksende efterspørgsel efter kreditter fik endnu et nøk opad, da EU i sidste måned besluttede et reduktionsmål på 90 procent i 2040, og hvor internationale klimakreditter som noget nyt kan bidrage med at nå fra 85 og op til de 90 procent.
Afrikanere mister kontrol med deres jord
Mange af de kreditter vil formentligt komme fra klimaprojekter med basis i skovbevarelse og træplantning.
Og netop den type projekter skubber i disse år til en hastig forandring af, hvem der ejer og kontrollerer jord i flere afrikanske lande.
Virksomheden Blue Carbon fører an i denne proces og har de seneste par år indgået aftaler med flere afrikanske lande om betydelige arealer, som skal forvaltes med henblik på at producere klimakreditter.
I Liberia, Tanzania og Zambia svarer aftalerne til otte til ti procent af landenes totale territorium, mens omfanget i Zimbabwe er hele 20 procent. Der er desuden indgået aftaler med en række andre lande, herunder Niger, Papua New Guinea, Bahamas, Domina og St. Lucia.
Siden de mange aftaler blev indgået, har der været stilhed fra Blue Carbon, og det er i dag uklart, om virksomheden reelt vil arbejde for at etablere carbon projekter i de områder, aftalerne vedrører.
Blue Carbon-eksemplet er i en liga for sig, men der er masser af projekter på vej på kontinentet, og ingen har lige nu har et overblik over omfanget.
Flere lande har kun for ganske nylig lavet lovgivning, som skal regulere området.
Tanzania er et af få lande, som har etableret et nationalt system for at skabe et overblik over denne slags projekter på dets territorium.
I registreret kan man se, at mere end 40 projekter er aktive i landet, herunder stor-skala projekter som Carbon Tanzania’s aftale om forvaltning af 1,8 millioner hektar – der svarer til cirka 40 procent af Danmarks landareal.
De fattige betaler prisen
Denne udvikling giver anledning til bekymring af flere grunde.
Træplantning har tendens til at resultere i intern fordrivelse og andre negative konsekvenser for fattige mennesker
Jens Friis Lund og Laura Vang Rasmussen
For det første ved vi fra forskningen i både skovbevarelse og træplantning af klimahensyn, at projekterne – især når de finder sted i større skala – har tendens til at resultere i intern fordrivelse og andre negative konsekvenser for fattige mennesker i landområderne.
For det andet truer træplantning i stor skala med at intensivere konkurrencen om land med produktion af fødevarer, energiafgrøder og med bevarelse af biodiversitet.
For det tredje finder de her processer sted i en kontekst af uafklarede landrettigheder, hvor sårbare og fattige mennesker i landområderne nemt mister retten til den jord, de lever af og på.
Og for det fjerde, så har forskning igen og igen vist, at kvaliteten af klimakreditter er så lav, at en øget anvendelse af dem bør give anledning til bekymring for den grønne omstilling.
Der er god grund til at kigge dybt i værktøjskassen for at accelerere den grønne omstilling.
Internationale klimakreditter er imidlertid et værktøj, som hidtil ikke har vist sig at være effektivt til at drive reelle reduktioner, og som i disse år tilmed er med til at drive en storskala transformation af ejerskab og kontrol over jord på det afrikanske kontinent.
- Udenrigsministeriet hemmeligholder samarbejde med Washington-lobbyfirma
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Røde Kors startede som en bragende fiasko på Dybbøls slagmark, men kom til at forme det danske velfærdssamfund
- Giver det magt at have statsministerens nummer i sin mobil? Ikke nok, hvis man spørger Anders Ladekarl
- Veteran: Hvis man vil redde bistanden, må man tale et sprog, Christiansborg forstår


















