Christian Friis Bach ønsker at afskaffe posten som udviklingsminister: "Vi skal tænke det anderledes"

Mangeårig udviklingsmand og tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach ser gerne, at posten som udviklingsminister afvikles for i stedet at integrere det internationale område bedre i de andre ministerier. Den danske udviklingspolitik skal ændres drastisk, mener han.

Den tidligere radikale minister Christian Friis Bach vil i Folketinget igen. Han har overtaget Marianne Jelveds valgkreds i Hjørring.
Den tidligere radikale minister Christian Friis Bach vil i Folketinget igen. Han har overtaget Marianne Jelveds valgkreds i Hjørring.Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Peter Ingemann Nielsen

Han har været undergeneralsekretær i FN, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp og ikke mindst udviklingsminister.

Med sin store erfaring i udviklingssektoren kommer Christian Friis Bach (RV) nu med en opsigtsvækkende melding: Posten som udviklingsminister burde afskaffes.

Men det skal ske som en del af en større prioritering af udviklingspolitikken, lyder det.

"Jeg vil overveje, om man overhovedet skal have en udviklingsminister. I stedet skal de andre ministre engageres langt mere," siger han og giver eksempler:

"Sundhedsministeren skal sørge for, at der også bliver tænkt sundhed i verden. Uddannelsesministeren skal sørge for, at børn kan komme i skole i Afrika. Og erhvervsministeren skal sørge for, at der kan komme varer ind og ud af Niger og Afghanistan. Sådan skal fremtidens udviklingspolitik tænkes."

Så hvis Sofie Carsten Nielsen (RV) ringer efter et valg og spørger: "Christian, vil du være udviklingsminister?" Så svarer du, at der slet ikke skal være en udviklingsminister?

"Det kunne jeg godt finde på. Men selvfølgelig kun, hvis det udviklingspolitiske bliver forankret i de andre ministerier. Hvis vi kan gøre det sådan, skal vi bestemt afskaffe udviklingsministerposten."

Blå bog: Christian Friis Bach

Født 29. april 1966. Bosat i Nordsjælland med sin kone Karin Friis Bach, som er medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden for Radikale. De har sammen tre børn.

Politisk karriere

  • Folketingskandidat i Hjørringkredsen i Nordjyllands Storkreds fra 2021
  • Medlem af Folketinget fra 2011 til 2014
  • Udviklingsminister fra 2011 til 2013
  • Medlem af Egedal Byråd fra 2010 til 2011

Erhvervserfaring

  • Stifter af virksomheden Warfair i 2020
  • Generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp fra 2017 til 2019
  • Undergeneralsekretær i FN i Geneve fra 2014 til 2017
  • International chef i Folkekirkens Nødhjælp fra 2005 til 2010
  • Journalist hos DR i 2002
  • Lektor i international økonomi og udviklingsøkonomi på Landbohøjskolen i København fra 1999 til 2005
  • Adjunkt i udviklingsøkonomi på Københavns Universitet fra 1996 til 1999

Uddannelse

  • Ph.d. i international økonomi, Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, fra 1992 til 1996
  • Tillægseksamen i journalistik, Danmarks Journalisthøjskole i 1991
  • Cand.agro., Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole fra 1986 til 1992

Kilde: Folketinget, Mandag Morgen og Altinget

Den tidligere radikale udviklingsminister stiller igen op til Folketinget, men det sker dog ikke med en ambition om at blive minister igen.

Det slår han fast som noget af det første, da Altinget møder ham på hans gård i det nordsjællandske, hvor han både bor privat og driver virksomheden Warfair, der sælger produkter fra konfliktramte, skrøbelige lande.

"Jeg tror ikke, at der er en jordisk chance for, at jeg nogensinde kommer i nærheden af en ministerpost. Der må nye kræfter til," siger han.

Udviklingspolitik skal ikke lugte af "almisser og projekter"

I det hele taget ønsker Christian Friis Bach, at Danmark skal føre en helt anden udviklingspolitik, end tilfældet er i dag.

Alt for meget fokus og energi går til forskellige udviklingsprojekter, og denne 'projektitis'-tilgang, hvor svaret uanset spørgsmålet er et nyt projekt, skal lægges i graven, lyder det.

"Vi bliver nødt til at skabe nogle samfund, der i højere grad selv kan stå i spidsen for de her forandringer. Vi har haft en tendens til at komme udefra og lave vores projekter, og hvis ikke de virkede, tog vi af sted igen," siger han og slår fast:

"Det skal vi tænke anderledes. En projekttilgang er ikke den måde, vi kan ændre verden på. Vi skal i stedet skabe fundamenter for velfærdssamfund rundt omkring i verden. Det er den allervigtigste opgave."

Skabelsen af disse fundamenter, forestiller Christian Friis Bach sig, skal ske gennem en global udligningsordning, hvor rige lande overfører flere penge til mindre rige lande.

"I Danmark sender vi penge fra Hellerup til Frederikshavn, fordi alle skal have det samme i pension, og plejehjemmene og skolerne skal være gode alle steder. Vi laver en masse overførsler internt for at styrke de sociale sikkerhedsnet i Danmark. Vi skal tænke det tilsvarende i verden. Danmark skal gå i spidsen og få etableret en global fond for sociale sikkerhedsnet," foreslår han.

Det burde jo være en nordisk og en dansk sag at opbygge velfærdssamfund i verden. Det skal vi stille os i spidsen for og kanalisere en betydelig del af vores udviklingsbistand ind i. Og kalde det en global udligningsorden i stedet for udviklingsbistand.

Christian Friis Bach
Folketingskandidat, Radikale

Den tidligere udviklingsminister ved godt, at hans forslag vil gøre ham upopulær blandt de mange organisationer på udviklingsområdet. Også organisationer, han selv har været en del af. Og han fortæller også, at hans forslag bunder i hans egne "personlige tanker og visioner for fremtidens udviklingssamarbejde" og altså derfor ikke nødvendigvis er officiel radikal politik.

"Aktørerne lever af de penge, der følger med at lave projekter rundt omkring i verden. Med mit forslag vil de i langt højere grad skulle arbejde med at sikre, at befolkningerne derude fik en stemme, så de kunne påvirke den regering, der er, og de institutioner, der bliver bygget op. Det er der langt mindre omsætning i. Så det er en anden opgave, men det er en vigtigere opgave," siger han.

"Det burde jo være en nordisk og en dansk sag at opbygge velfærdssamfund i verden. Det skal vi stille os i spidsen for og kanalisere en betydelig del af vores udviklingsbistand ind i. Og kalde det en global udligningsorden i stedet for udviklingsbistand."

Hvad er der galt med ordet 'udviklingsbistand'?

"Udviklingsbistand som navn lugter lidt af almisser og projekter. I stedet for at tænke det som bistand til folk, der ikke kan selv, skal vi tænke det som en fælles kamp for, at alle mennesker i verden får respekteret deres grundlæggende menneskerettigheder. Det er en anden måde at tænke det på."

Hellere rettighedsminister end solidaritetsminister

56-årige Christian Friis Bach regner dog ikke med, at det er under den nuværende regering, at den danske udviklingspolitik bliver reformeret. Regeringens udviklingspolitik er for konservativ, mener han.

Faktisk ser han ikke de store forskelle i den udviklingspolitik, der bliver ført nu, og den, der blev ført, da udviklingspolitikken blev født i 50’erne og 60’erne. Og det på trods af, at verden i dag, ifølge Friis Bach, "kalder på fundamentale ændringer".

Kritikken af dansk udviklingspolitik retter Christian Friis Bach imidlertid ikke kun mod den nuværende regering. Også han selv står for skud.

Udviklingsministre

Flere ministre gennem tiden har haft ansvar for udviklingspolitik, men først i 1993 blev titlen som udviklingsminister introduceret.

Her følger et overblik over Danmarks udviklingsministre:

  • 1993-94: Helle Degn (S)
  • 1994-99: Poul Nielson (S)
  • 1999-2000: Jan Trøjborg (S)
  • 2000-01: Anita Bay Bundegaard (S)
  • 2004-05: Bertel Haarder (V)
  • 2005-10: Ulla Tørnæs (V)
  • 2010-11: Søren Pind (V)
  • 2011-13: Christian Friis Bach (RV)
  • 2013-14: Rasmus Helveg Petersen (RV)
  • 2014-15: Mogens Jensen (S)
  • 2016-19: Ulla Tørnæs (V)
  • 2019-20: Rasmus Prehn (S)
  • 2022-: Flemming Møller Mortensen (S)

I de år, hvor der ikke har været en decideret udviklingsminister, er det, fordi udenrigsministeren har taget sig af området. Det gælder eksempelvis under Per Stig Møller (K) i start-00'erne og Kristian Jensen (V) i midten af 10'erne.

Han forstår ikke, hvorfor han som minister ikke arbejdede mere med handel med udviklingslande.

"I dag undrer jeg mig over, hvorfor jeg ikke havde fokus på det som minister. At skabe mere handel er den bedste og mest værdige måde at skabe arbejdspladser og indkomst på. Men vi havde fokus på nødhjælpen, og det var jo også vigtigt, men at vi ikke gik mere ind i handel, ærgrer mig. Jeg var ikke dygtig nok dengang til at se, at det er dér, man kan skabe varige forandringer," siger han.

På ét punkt har den nuværende regering dog flyttet sig i udviklingspolitikken sammenlignet med Christian Friis Bachs egen ministertid, mener han.

Friis Bach kaldte sig selv for rettighedsminister, da han forsøgte at sætte fokus på en rettighedsbaseret tilgang i udviklingspolitikken, hvor sikring af basale menneskerettigheder er et kardinalpunkt i politikken.

Da Rasmus Prehn (S) blev præsenteret som udviklingsminister i 2019, gav han sig selv titlen solidaritetsminister.

"Den rettighedsbaserede tilgang har ikke samme fokus længere. Det er et stort tilbageskridt, mener jeg. Ikke for at underkende ordet solidaritet, men solidaritet er lidt noget, man har, når man synes, det er synd for nogen. Rettigheder handler om at have ret til at komme i skole og have mulighed for at kræve den ret. Det er en helt anden tilgang end noget, der er baseret på solidaritet," siger Christian Friis Bach.

Snart ser den tidligere udviklingsminister ind i en valgkamp, hvor han skal jagte nordjyske stemmer. Selvom han brænder for det udviklingspolitiske, forventer han ikke, at det er det, han bliver valgt ind på.

"Nej," lyder det kortfattede svar, da han bliver spurgt, om udviklingspolitik vil spille en rolle i valgkampen. Og efter lidt tid uddyber han:

"Desværre er udviklingspolitik gledet langt ned på listen. Men i takt med at befolkningen ser de udfordringer, der er i verden, og oplever den ustabilitet, det fører med sig, håber jeg, at det kan generobre dagsordenen."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Friis Bach

MF (V), stifter, Warfair
cand.agro. (KVL 1992), ph.d. international økonomi (KVL 1996)

Rasmus Prehn

MF (S), fhv. minister for fødevarer, landbrug og fiskeri og for udvikling
cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 2002)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024