Her er valgguiden til dig, der går op i udenrigspolitik

Hvem skal vi stole på?

Siden sidste valg er Donald Trump blevet genvalgt til præsidentembedet i USA. Den nye Trump-regering står meget langt fra Kongeriget Danmark udenrigspolitisk og har sat den transatlantiske relation på nedtælling. Det kom tydeligt til udtryk, da europæiske lande så sig nødsaget til at sende soldater til Grønland af frygt for en amerikansk militærintervention.

Det strækker sig også til Ukraine, hvor Danmark med sine europæiske allierede ikke længere kan regne med amerikansk støtte.

Ser man bredere på opbakningen til klimahandling, liberale værdier og multilateralt samarbejde, er der ligeledes langt over Atlanten i disse år. Samtidig er Danmark og andre EU-lande dybt, strukturelt afhængige af USA, hvad angår militærteknologi, energiforsyning og tech.

Danmarks strukturelle afhængighed af USA er dybere, end den kunne have været, hvis man tidligere havde justeret kursen.

Jakob Dreyer
Ph.d. og postdoc, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

I valgkampen har opfattelsen generelt været, at regeringen har håndteret den svære situation godt med klart og koordineret lederskab.

Det hører dog også med til historien, at både Lars Løkke Rasmussen, Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen længe har holdt fast i en meget tæt relation til USA. De har et medansvar for Danmarks krigsdeltagelse med USA, indkøb af amerikansk forsvarsteknologi og baseaftalen, der giver amerikanske soldater adgang til dansk jord.

Det gør, at Danmarks strukturelle afhængighed af USA er dybere, end den kunne have været, hvis man tidligere havde justeret kursen. Advarslerne har været mange og går helt tilbage til, at Trump første gang udfordrede Natos musketered og udtrykte ønske om at købe Grønland under sin første embedsperiode.

Her ser man, at venstrefløjen længe har forholdt sig kritisk til det tætte parløb med USA – en kritik, der går tilbage til Danmarks deltagelse i Irak- og Afghanistan-krigene.

Omvendt har højrefløjen tidligere bakket op om, at Danmark skal investere mere i Forsvaret, så vi måske ikke havde stået så militært sårbare i den nuværende situation. Midterregeringens store erfaring er således et tveægget sværd.

Hvordan bliver vi sikrere?

Retter vi blikket fremad, er der også væsentlige nuanceforskelle. Her har Troels Lund Poulsen udtrykt et ønske om at fastholde et relativt tæt forhold til USA.

Han bakkede tidligt op om USA's og Israels angreb på Iran. Mette Frederiksen holdt ligeledes fast i den position længe, men har siden taget mere markant afstand. Hun har under valgkampen udtrykt, at USA ikke længere er Danmarks nærmeste allierede.

Når det kommer til de nuværende forsvarsinvesteringer, ser vi så bred opbakning, at det er usandsynligt, at de vil blive opgivet på kort sigt. Dog er der kommet diskussioner om, hvordan de store investeringer skal bruges.

Her har Radikale eksempelvis udtrykt ønske om, at Danmark skal gå længere for at blive uafhængigt af USA, herunder amerikanske tech-giganter.

Sammen med Mette Frederiksen har partiet ligeledes foreslået, at energipolitikken i højere grad skal tænkes med som en del af dansk sikkerhedspolitik. Her har de borgerlige lagt mere vægt på at afbøde de højere priser, der rammer danske forbrugere og virksomheder.

De mere reformorienterede borgerlige partier, anført af Liberal Alliance og Konservative, argumenterer her for, at konkurrenceevne – med vægt på arbejdsmarkedsreformer – skal bidrage til Danmarks langsigtede sikkerhed.

Hvor central skal EU være?

Stadigt mere af det, der former Danmarks rolle i verden, afgøres i EU. Det gælder klima, energi, handel, industripolitik, sanktioner og i stigende grad også udenrigs- og sikkerhedspolitik. Derfor er EU-politik ikke længere et særskilt område for Bruxelles-nørder. Det er en central del af dansk politik.

Her er partierne ikke enige om, hvilken europapolitik Danmark skal have.

Mette Frederiksen har gennemgået en transformation fra at være Danmarks nok mest EU-skeptiske statsminister i 2019 til nu at være fuldbyrdet EU-støtte og en af unionens mest magtfulde politikere. Med sig har hun Moderaterne, der sågar bakker op om dybere politisk integration mellem EU-landene.

Dansk Folkeparti og Borgernes Parti er langt mere skeptiske i forhold til Danmarks rolle i EU. Når det kommer til EU's støtte til Ukraine, bakker de to partier ligeledes op om en mindre proaktiv dansk rolle for i stedet at bruge pengene på danske forbrugere.

Enhedslisten er ikke længere decideret EU-modstander, men vægter, at EU burde prioritere det sociale og grønne område. Det er sandsynligt, at der også ville være europapolitiske nuanceforskelle mellem en midterregering og en rød regering.

Igen ser vi væsentlige forskelle, der vil være med til at forme Danmarks rolle i verden.

Jakob Dreyer
Ph.d. og postdoc, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Hvor vigtig er global udvikling?

Klimaforandringerne accelererer, og verden bliver mere konfliktfyldt. Samtidig stiger udgifterne særligt til forsvarsinvesteringer, hvilket lægger pres på de statslige finanser.

Dobbeltudfordringen har udløst en debat om Danmarks udviklingspolitiske engagement.

Valget blev konkret, da Venstre skiftede position og støttede borgerlige partiers krav om at reducere bistanden fra 0,7 til 0,5 procent af BNI. Derefter forsvandt diskussionen hurtigt igen.

Det står hen i det uvisse, præcist hvad der her skulle beskæres. Det står dog fast, at Danmark skulle spare cirka seks milliarder kroner om året, hvis en blå regering vælger at gennemføre nedskæringerne.

Det vil betyde lukning af ambassader såvel som store udviklingsprogrammer. Det ville få konkrete menneskelige konsekvenser og ville påvirke Danmarks betingelser for interessevaretagelse. Blandt andet kan det blive sværere at lande aftaler om hjemsendelser af udlændinge.

Både midterpartierne og venstrefløjen ønsker her som minimum at fastholde udviklingsbistanden på det nuværende niveau. Her har regeringen gjort sig til talsperson for en nytænkning af udviklingsbistanden, der lægger mere vægt på samhandel og i højere grad samtænkes med Danmarks øvrige udenrigspolitiske instrumenter.

Her vil der dog være væsentlige forskelle på en mere interessedrevet udviklingspolitik, som Socialdemokratiet og Moderaterne argumenterer for, og en mere værdidrevet tilgang, som det yderste venstre støtter. Igen ser vi væsentlige forskelle, der vil være med til at forme Danmarks rolle i verden.

Husk det, hvis du vil invitere verden med ind i stemmeboksen.