H&M og Zara kædes sammen med ulovlig afskovning og brud på menneskerettigheder

Tøjgiganter handler med tøj, der er baseret på naturskadelig produktion af bomuld i Brasilien, lyder beskyldningerne i en ny rapport fra den undersøgende NGO, Earthsight. Zara og H&M siger, at de tager anklagerne meget alvorligt.

Tøjkæderne H&M og Zara (billede) får hård kritik fra den britiske ngo Earthsight.
Tøjkæderne H&M og Zara (billede) får hård kritik fra den britiske ngo Earthsight.Foto: Rober Solsona/AP/Ritzau Scanpix
Hjalte T. H. Kragesteen

"Vi har arbejdet med bæredygtighed i næsten 30 år"

Sådan lyder det på H&M’s hjemmeside, hvor der både er fokus på at sænke tøjproduktionens aftryk på naturen og klimaet.

Men en ny rapport – der udkommer i dag – leverer et helt andet og langt mere dystert budskab.

Med beskyldninger om, at to af verdens største modebrands – H&M og Zara – benytter bomuld i deres produkter, som er produceret under stærkt uetiske forhold i Brasilien.

Det er den undersøgende britiske NGO, Earthsight, der i rapporten konkluderer, at H&M og Zara bruger bomuld, der kan kædes sammen med ulovlig afskovning, vold, brud på menneskerettigheder og korruption.

Læs også

Earthsight har brugt over et år på at undersøge sagen, hvor man blandt andet har analyseret satellitfotos, fragtruter og domstolsafgørelser.

Ifølge undersøgelsen er bomuldsproduktionen udført ved at rydde store dele af det artsrige naturområde Cerrado, der ligger i Brasilien. Området er den mest naturrige savanne på jorden, hvor fem procent af planetens dyr og planter har hjemme.

Derfor får H&M og Zara hård kritik fra Earthsight-direktør, Sam Lawson.

"Hvis du har bomuldstøj, -håndklæder eller -sengetøj fra H&M og Zara, er det sandsynligvis plettet af plyndring af Cerrado. Disse firmaer taler om god praksis, socialt ansvar og certificeringsordninger. De hævder at investere i sporbarhed og bæredygtighed, men alt dette ser nu omtrent lige så falsk ud som deres udstillingsvinduer," siger han i en pressemeddelelse.

Afskovningsdebatten har i mange år handlet om kød- og sojaproduktion, som har gjort store indhug i de brasilianske Amazonas-skove, som ligger nord for Cerrado-savannen.

Mens det problem er på retur, så påpeger Earthsight nu, at afskovningen i Cerrado er stigende. Ifølge rapporten steg afskovningen således med 43 procent sidste år. Og stort set alt er ulovligt, hævder Earthsight. Og det skal lægges oveni, at over halvdelen af området de seneste årtier allerede er blevet ryddet for at få plads til at forskellige former for produktion.

Her ses ifølge Earthsight et område i Cerrado, der for nylig er blevet afskovet for at gøre plads til produktion af bomuld. Foto af taget i juni 2023.
Her ses ifølge Earthsight et område i Cerrado, der for nylig er blevet afskovet for at gøre plads til produktion af bomuld. Foto af taget i juni 2023. Foto: Thomas Bauer/Earthsight

"Det er meget skræmmende"

Hverken H&M eller Zara er direkte involveret i afskovningen. Men det tøj, der ender i deres butikker rundt om i Europa, kan spores tilbage til bomuldsproduktionen hos to store bomuldsproducenter (se grafik længere nede i artiklen).

Producenter, som ifølge Earthsight både har fået domme for korruption og betalt bøder for ulovlig afskovning i Brasilien. Og så er oprindelige folk, der boede i områderne, blevet fordrevet, lyder det.

Bomuldsvirksomhederne kædes sammen med H&M og Zara, fordi de leverer bomuld til asiatiske tøjproducenter, der producerer de færdige varer for de to tøjgiganter.

Problemet gælder ifølge Earthsight også i Danmark. Her kan omkring fem millioner stykker fragtet til danske butikker i det seneste år spores tilbage til de asiatiske bomuldsproducenter.

Cerrado er verdens mest naturrige savanne.
Cerrado er verdens mest naturrige savanne. Foto: Thomas Bauer/Earthsight

I Verdens Skove har teamleder Gry Bossen i årevis fuldt debatten om afskovning af Amazonas i Brasilien. Hun er "dybt bekymret" over, at der også ser ud til at være et stort problem med bomuldsproduktion i landet.

"Det er meget skræmmende, at et nyt produkt på den her måde presser Cerradoen. Det er et meget vigtigt globalt naturområde både for biodiversiteten og klimaet," siger hun.

Skyder på certificeringsvirksomhed

Tøjgiganterne benytter bæredygtighedscertifikatet Better Cotton for at sikre sig, at produkterne er bæredygtige. Og H&M peger i en skriftlig kommentar til Altinget på, at man afventer en undersøgelse, som Better Cotton har sat i gang på baggrund af den nye rapport.

"Resultaterne fra Earthsights rapport er meget bekymrende, og vi tager disse meget alvorligt. Better Cotton indledte en tredjepartsundersøgelse, så snart de blev gjort opmærksom på disse resultater," lyder det fra H&M.

Grafik: Sådan ender bomulden hos H&M og Zara

Foto: Earthsight

Inditex – der ejer Zara – peger også på Better Cotton.

"Vi tager anklagerne mod Better Cotton ekstremt alvorligt, og vi opfordrer dem indtrængende til at dele resultatet af deres tredjepartsundersøgelse så hurtigt som muligt og tage alle nødvendige forholdsregler for at sikre en bæredygtig bomuldscertificering, der opretholder de højeste standarder," lyder det i en skriftlig kommentar til Altinget.

Better Cotton lovede allerede i efteråret 2023 at gennemføre undersøgelsen inden for 12 uger, og at de konkrete bomuldsproducenter vil få frataget deres licenser, hvis de ikke lever op til bæredygtighedsstandarterne.

Altinget har derfor henvendt sig til virksomheden for at høre, hvad der kom ud af det, men har ikke modtaget svar.

Spørger man Gry Bossen fra Verdens Skove er det dog ikke godt nok at sende aben videre til Better Cotton. Hun mener, at H&M og Zara har et ansvar for at gå certificeringen bedre efter i sømmende.

"Det er store virksomheder, som har et meget stort globalt ansvar. De er simpelthen nødt til at følge ordentligt med i, hvor deres produkter kommer fra," siger hun.

Vil genåbne EU-lov om skovrydning

Politikerne har særligt på EU-plan haft fokus på, at virksomheder skal kunne stilles bedre til ansvar for deres underleverandørers gøren og laden. Og både Verdens Skove og Earthsight peger på, at det fremover ser ud til at blive lettere at stille virksomheder som H&M og Zara til ansvar for, hvad der foregår længere ned i værdikæden.

I EU er politikerne nemlig i gang med at gennemføre et direktiv om virksomhedsansvar – om såkaldt due diligence – som skal sikre, at virksomheder tager ansvar for hele forsyningskæden (læs mere her).

Gry Bossen mener dog også, at der er behov for at inkludere bomuld i EU’s skovrydningsforordning, som blev vedtaget i juni sidste år. Den stiller nemlig krav til, at produktion af udvalgte produkter som eksempelvis soja, kvæg, kaffe og kakao ikke må føre til afskovning. 

Men kravet gælder ikke bomuld.

"Det, kan vi jo nu se, er en fejl. Bomuld bør helt klart være med. Og egentlig mener jeg, at forbuddet mod afskovning bør gælde al produktion," siger hun.

H&M og Zara er to af de mest kendte tøjkæder i Danmark. Så spørgsmålet er naturligvis også, om beskyldningerne er så grelle, at forbrugerne bør holde sig helt væk?

Det spørgsmål kan Gry Bossen dog ikke svare på.

"Jeg kan ikke med sikkerhed sige, at andre butikskæder gør det bedre. Så mit råd til forbrugerne vil helt generelt være, at man køber mindre tøj. Det vil uden tvivl lempe presset på naturen og gavne klimaet," siger hun.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Gry Bossen

Politisk koordinator, bestyrelsesmedlem, Verdens Skove
cand.mag., antropologi (Aarhus Uni. 2009)

0:000:00