K: Læg pres på begge parter i konflikten

Af Lars Barfoed 
Udenrigspolitisk ordfører, Konservative

Er der i virkeligheden nogen, som vil en endelig og fredelig løsning i Palæstina?

Det er på flere plan en ond cirkel, der er meget vanskeligt at bryde. Tilbage står, at det er en konflikt, der er skyld i mange og store menneskelige tragedier.

Lars Barfoed
Udenrigspolitisk ordfører, Konservative

Ja, ingen tvivl om, at vi i Europa vil det, og i USA – og sikkert også mange andre steder i verden. Men hvad med parterne i Mellemøsten?

Hver gang, man i de sidste mange år tilsyneladende har nærmet sig en løsning, er der nogen, som er sprunget fra i målet. Det være sig med nye krav, raketangreb, der bryder en våbenhvile, nye bosættelser osv. Senest har Hamas set en interesse i at starte den netop overståede konflikt i Gaza ved at fyre rakketter ind i Israel.

Havde man fulgt den køreplan, som Danmark var medarkitekt på i 2002, og som alle gik ind for, så havde vi opnået en stabil og fredelig løsning. Men Sharon gik ud af Gaza, som blev overtaget af Hamas, og så var den plan død. Samtidig er hele udviklingen i Mellemøsten meget ustabil. Nye alliancer, nye grupper og skiftende regimer i landene.

Palæstinakonflikt står i skyggen af terrortrussel
Og man kan ikke læse - og slet ikke løse – konflikten mellem Israel og palæstinenserne uden at se det i en sammenhæng med situationen i Mellemøsten i øvrigt. I mange år har denne konflikt været alle konflikters moder i området. Men ikke mindst ISIL´s terrorvirksomhed i det nordlige Irak med baggrund både i udviklingen i Irak og i Syrien har vendt dette på hovedet.

ISIL´s fremmarch er en trussel mod en række lande i regionen i en grad, så Palæstinakonflikten står i skyggen af dette nye problemkompleks. Det er en konflikt mellem forskellige sunnimuslimske grupperinger, der isoleret set ikke har noget med Israel-Palæstinakonflikten at gøre, men den har forskubbet prioritering og positionering i regionen.

Der har heller ikke været den sædvanlige massive mobilisering af en fælles arabisk front i forbindelse med den seneste opblusen af konflikten i Gaza. Omvendt er der ingen tvivl om, at Palæstinakonflikten bidrager til ekstremisme og til at fostre terrorister, der går i ISIL´s klør, og dermed fortsat er et væsentligt referencepunkt.

En ond cirkel
Det er på flere plan en ond cirkel, der er meget vanskeligt at bryde. Tilbage står, at det er en konflikt, der er skyld i mange og store menneskelige tragedier. Og det er under alle omstændigheder en forudsætning for stabilitet i Mellemøsten, at der findes en langsigtet fredsløsning.

Her har EU en væsentlig rolle at spille sammen med USA, Ægypten og andre. Desværre står Hamas tilsyneladende styrket både i Gaza og på Vestbredden efter konflikten med Israel. Omvendt betyder det nye styre i Ægypten under præsident Sisi regionalt en svækkelse i opbakningen til Hamas.

Under den tidligere præsident Mohammed Morsi, var der et gensidigt fællesskab med Hamas i tilknytningen til det Muslimske Broderskab. Men under Sisi forholder det sig lige omvendt. Derfor burde der med våbenhvilen efter den seneste Gaza-konflikt være en mulighed for et fælles pres fra USA, EU og Ægypten på begge parter for endnu en gang at forsøge at bryde den onde cirkel og komme videre i retning af en varig løsning.

Brikkerne til en løsning ligger jo klar, og har gjort det længe. Det handler om et stop for raketangreb og andre provokationer i forhold til Israel, stop for bosættelser fra Israels side, en garanti for Israels sikkerhed, en samlet løsning for Vestbredden og Gaza med palæstinensisk regeringskontrol og myndighedsvaretagelse – og så naturligvis medvirken til at garantere fredsbetingelser fra i hvert fald både EU, USA og Ægypten.

EU´s nye udenrigskommissær, Frederica Mogherini, bør på EU´s vegne tage initiativet til at søge at udnytte den situation, der nu er opstået, til at bryde den onde cirkel i Palæstinakonflikten.