Bliv abonnent
Annonce

Overblik: Kongelige mønter og verdensmålspenge i regeringens finanslovsforslag

Foto: Nationalbanken
1. september 2022 kl. 01.00

Med et valg lige om hjørnet har Regeringen Mette Frederiksen fremlagt sit sidste finanslovsforslag.

Ligesom før lægger regeringen op til at sætte penge af til det politiske arbejde med FN's bæredygtige verdensmål.

Her er et udpluk.

Kollerup uddeler penge fra kongelig guldbryllupsmønt

Regeringen vil bemyndige erhvervsminister Simon Kollerup (S) til give 2,8 millioner til projekter og indsatser underlagt Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål.

Rådet hører under Erhvervsministeriet og rådgiver regeringen om virksomheders arbejde med verdensmål og samfundsansvar.

Det er desuden Kollerup, der skal fastsætte regler for administration samt udvælgelse af projekter, lyder det i udspillet.

Pengene kommer fra en pulje på 9,5 millioner kroner, staten har tjent på at sælge 500 kroners erindringsmønter i anledning af Dronning Magrethe og Prins Henriks guldbryllup.

200.000 ekstra til 2030-panelet

Regeringen lægger også op til at give 200.000 kroner mere til sekretariatsbetjening af 2030-panelet, der rådgiver politikerne om verdensmål.

Den opgave har paraplyorganisationen Globalt Fokus i dag. 2030-panelet bestemmer selv, hvem det giver opgaven til.

Beløbet stiger fra 3,0 millioner på den nuværende finanslov til 3,2 millioner i regeringens udspil.

200.000 kroner årligt går til afholdelsen af Verdensmålsugen, som 2030-panelet holder sammen med Global Compact Network Denmark, Tænketanken Mandag Morgen og Altinget Arena.

Bidrag til verdensmål

Ved en lang række bevillinger til både organisationer og indsatser kortlægger regeringen desuden, hvilke verdensmål den mener, pengene understøtter.

"UNICEF's arbejde er relevant for en lang række af FN's verdensmål, herunder især verdensmål 1 (Afskaf fattigdom), verdensmål 2 (Stop sult), verdensmål 3 (Sundhed og trivsel), verdensmål 4 (Kvalitetsuddannelse) og verdensmål 5 (Ligestilling mellem kønnene)," skriver Finansministeriet eksempelvis i udspillet.

Fortsatte indsatser

Andre tiltag fra finansloven for 2022 – altså den nuværende – samt regeringens handlingsplan for verdensmålene fra 2021 fortsætter desuden.

Det gælder blandt andet:

  • 3 millioner årligt til rådgivning om bæredygtige og socialt ansvarlige værdikæder
  • 1,6 millioner til bibliotekers formidling af Verdensmål
  • 3 millioner ekstra til mikrolegater til studenteriværksætteri med fokus på verdensmål under Fonden for entreprenørskab

Du kan se hele det 3.868 sider lange udspil her.

Annonce
Annonce

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026