Debat

Landbrug & Fødevarer: Brug bistand og business som trædesten

DEBAT: Udviklingsbistand og langvarige diplomatiske relationer kan være til gavn for danske virksomheder, når de indtræder på nye markeder. Det mener Karen Hækkerup, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer.

Udviklingsbistand og langvarige diplomatiske relationer kan være til gavn for danske virksomheder, når de indtræder på nye markeder. Det mener Karen Hækkerup, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer.
Udviklingsbistand og langvarige diplomatiske relationer kan være til gavn for danske virksomheder, når de indtræder på nye markeder. Det mener Karen Hækkerup, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer.Foto: Landbrug & Fødevarer
David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Karen Hækkerup
Adm. direktør, Landbrug & Fødevarer

Vi ved alle sammen, at det gælder om at have en fod indenfor, hvis man vil erobre nye markeder. Skal man fortsætte i det billedsprog, kan man sige, at den danske indsats ude i verden går på to fødder: bistand og business. Begge kan bruges som trædesten, når danske virksomheder skal ind på nye markeder.

I dagene efter nytår besøgte jeg Iran som del af et erhvervsfremstød med udenrigsminister Kristian Jensen i spidsen. Her oplevede jeg, at danske virksomheder blev mødt med en enorm goodwill. Flere gange måtte møder med lokale erhvervsfolk forlænges, fordi iranerne nærmest stod i kø for at snakke og udveksle visitkort.

Bistand snarere end business
Jeg er ikke i tvivl om, at de engang stærke bånd mellem dansk og iransk erhvervsliv er en af årsagerne til, at der måtte bæres ekstra stole ind til møderne. Op gennem 1980'erne og 1990'erne havde en række danske virksomheder gode samarbejdsrelationer til landet, der er Mellemøstens største marked. Blandt andet havde Arla (som MD Foods) indtil midten af 1990'erne en kæmpe eksport af fetaost til Iran.

Fakta
Fra 12. januar og en måned frem sætter Udviklingsdebatten fokus på fremtidens udviklingspolitik.

Følg debatten her

Udviklingsdebatten på Altinget: udvikling har til formål at fokusere og styrke den udviklingspolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget: udvikling eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for udviklingsområdet.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected]

Det var inden, mejerieksporten begyndte at gå i hårdknude, da Iran i 1995/96 indførte et importforbud, som senere blev afløst af FN-sanktioner.

Nu, hvor de fleste af sanktionerne mod Iran er hævede, har danske virksomheder allerede foden indenfor i kraft af de forretninger, danske virksomheder gjorde i sin tid i landet. Iranerne ved, at danske fødevarer producerer sikre fødevarer af høj kvalitet. Det er det, de vil have.

Vietnam er et mønstereksempel på princippet om at gå fra bistand til business. Man kan måske endda kalde landet for en ”bistandskæledægge”.

Karen Hækkerup
Adm. direktør, Landbrug & Fødevarer

Andre steder i verden er det bistand snarere end business, der har sendt danske virksomheder i førerfeltet. Det gælder eksempelvis i Vietnam, som jeg tidligere har besøgt.

Som mangeårigt programsamarbejdsland har Vietnam fået massiv dansk støtte til at komme på fode efter mange år med krig. Når man rejser rundt i Vietnam i dag, er det svært at forestille sig, at landet lå i ruiner for 40 år siden.

I dag ser man et land med ris- og kaffeproduktion i stor skala og en veludviklet dambrugsindustri. Landet, der tidligere mest var kendt som ramme om amerikanske krigsfilm, er i dag kendt som storproducent af blandt andet kaffe og den pangasius-fisk, der ligger i frysediske verden over.

Masser af potentiale og udfordringer
Det er ikke sket uden hjælp og bistand udefra. De mange Danida-programmer i landet har skabt stor goodwill og respekt omkring Danmark. Det har banet vej for en betydelig eksport af blandt andet avlsmateriale, teknologi og knowhow til opbygning af en lokal svineproduktion og mejeriindustri.

Vietnam er et mønstereksempel på princippet om at gå fra bistand til business. Man kan måske endda kalde landet for en ”bistandskæledægge”. Det dansk-vietnamesiske forhold er et klart og tydeligt eksempel på, at langvarige diplomatiske relationer kan gøde jorden for danske virksomheder, som bidrager til at skabe samhandel, investeringer, vækst og beskæftigelse i landet.

Det er ud fra samme tanke, at vi nu skal fastholde vores opmærksomhed på de afrikanske lande og på andre udviklingslande som Bolivia og Myanmar. Der er masser af potentiale og udfordringer på de markeder. Vi skal prioritere at holde relationerne til de afrikanske lande varme - som vi gjorde med Vietnam - og sikre et godt og ligeværdigt samarbejde om udvikling, investeringer og handel. Det kommer os alle sammen til gode både i Afrika og i Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karen Hækkerup

Formand, Den Sociale Investeringsfond og Nordic Safe Cities
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)

0:000:00