Margrete Auken: Det er på høje tid at tale om klimaflygtninge

DEBAT: Det internationale samfund tøver med at give klimaflygtninge et krav på beskyttelse. Men det går både vores egeninteresser og vores medmenneskelighed imod, skriver Margrete Auken (SF).

Af Margrete Auken (SF)
Medlem af Europa-Parlamentet

På verdensplan fordrives millioner af mennesker hvert år af klimarelaterede årsager. I Somalia dræber tørken afgrøderne, i Bangladesh eroderer stigende vandstand flodbredderne. Migration og klimatruslerne bliver EP-valgets vigtigste temaer. Alligevel er der forbavsende lidt debat om en af fremtidens helt store udfordringer: klimaflygtninge.

Det er der flere grunde til.  

Enorme vanskeligheder
For det første er vanskelighederne enorme. De sidste 10 år skønnes i gennemsnit 26 millioner mennesker at være drevet på flugt af oversvømmelser, storme eller tørke; det svinger fra år til år, og heldigvis kan mange vende hjem efter en kortere fordrivelse. Det er fortsat relativt få, der tvinges til at krydse en landegrænse, men tallet er i vækst, og forskere skønner, at der i 2050 kan være 200 millioner klimaflygtninge i verden.

FN fremhæver også, at klima og miljøforandringer spiller med i mange konflikter, Syriens for eksempel, og således  bidrager til det globale behov for beskyttelse af flygtninge. Udfordringen er alarmerende; husk at FN kun er lykkedes med at fordele 6 procent af dem, der har ret til asyl i traditionel forstand og allerede opholder sig i lejre verden over. Selv et rigt land som Danmark har i flere år afvist at tage sin andel (kvote) af disse traditionelle flygtninge. 

For det andet er der juridisk uklarhed om, hvad en klimaflygtning er og dermed hvem, der bør have krav på asyl. Klimaflygtninge omfattes nemlig ikke af flygtningekonventionen ved ikke at have "velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser" eller "befinde sig udenfor det land i hvilket han har statsborgerret". 

Sidstnævnte aspekt, at være uden for sit land, er selvsagt et problem for øboerne, som blot konstaterer, at vandet stiger. Disse mennesker har naturligvis et beskyttelsesbehov.

Åbenlyst behov for beskyttelse  
Skønt stadigt flere drives på flugt af klimaet, findes der endnu ingen international juridisk anerkendelse af gruppen. FN nævner fænomenet i 1985, og siden da har NGO’er både omtalt dem som ’miljømæssige migranter ’ og ’klima-fordrevne’ personer. Disse udtryk implicerer intet asylkrav og anvendes derfor oftere end ’klimaflygtning’, der jo kunne indebære et konventionsmæssigt krav på beskyttelse ligesom andre flygtninge.

Nok ønsker man ikke at udvide flygtningebegrebet, men omvendt er det åbenlyst at de, der reelt tvinges på flugt på grund af klimaforandringer, og ikke kan vende tilbage til deres hjemland, bør have krav på beskyttelse. Nøjagtig som dem, der fordrives på grund af krig, politisk overbevisning eller seksuel orientering. 

For uanset definitioner må vi aldrig glemme, at flygtningekonventionen, menneske- og humanitærret, drejer sig om at redde liv! Fortrænger vi denne grundlæggende medmenneskelighed, rammes vi på vores egen menneskelighed

Flere konflikter og krige
Vedbliver vores internationale samfund at se passivt til uden at tage hånd om problemerne med klimaflygtninge, er det i hvert fald ikke fred og fremgang, der venter os. Tværtimod risikerer vi, at endnu flere lande i verden destabiliseres, og at flere drives på flugt med et klart behov for beskyttelse. Så truer konflikter og krige. Så uanset hvilken definition, vi måtte nå til på klimaflygtninge, skal vi handle nu. 

SF har for nyligt fremlagt en 10-punkts udviklingsplan for Danmarks bidrag til at afværge truslerne fra klimaforandringer, migration og konflikter. Vi skal naturligvis leve op til vores konventions- og menneskelige forpligtelser, men højt på dagsordenen er den forebyggende indsats.

Kort drejer den sig om at øge den danske bistand til en procent af bruttonationalindkomsten. Derudover skal støtten til Afrika fordobles, klimapuljen øges fra 540 millioner til 1 milliard, og endelig vil vi oprette en fond til vedvarende energi i udviklingslande. 

Det er en stor opgave, ja, men vi skal ikke løfte den alene i Danmark. Det gælder selvsagt om af få hele EU med i denne livsnødvendige kamp. 

Forrige artikel Debat: Uddannelse er vejen til ligestilling – også i Burkina Faso Debat: Uddannelse er vejen til ligestilling – også i Burkina Faso Næste artikel DIIS-forsker: De regimekontrollerede områder i Syrien er langtfra sikre DIIS-forsker: De regimekontrollerede områder i Syrien er langtfra sikre