Martin Henriksen: Jo, det er ekstremt at sætte konventioner før fædreland

REPLIK: Ingen kan modbevise påstanden om, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention gang på gang forhindrer udlændingestramninger, skriver Martin Henriksen (DF) i en replik til tidligere ambassadør Claus von Barnekow.

Af Martin Henriksen (DF)
Forhenværende MF

Claus von Barnekow, forhenværende ambassadør ved Europarådet og seniorrådgiver for Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, mener ikke overraskende, at alt, eller i hvert fald det meste, er rigtig godt, når talen falder på Europarådet og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det kommer egentlig ikke som en overraskelse, at Claus von Barnekow mener, som han gør. 

Han skriver, at mit indlæg ikke baserer sig på viden. Jeg ved nu heller ikke, hvor meget viden der er i Claus von Barnekows indlæg.

Indlægget er først og fremmest fyldt med den der overbærende bedreviden, som kommer til udtryk over for sådan én som undertegnede, der ikke har “evnerne” til at forstå fortræffelighederne ved den internationale “retsorden”.

Men det tager jeg nu ganske afslappet. Det har jeg efterhånden prøvet et par gange. 

Men jeg vil tillade mig at mene, at jeg har indsamlet en pæn portion viden og erfaring i de mange år, jeg har beskæftiget mig med området.  

Vil gå længere end partiet
Claus von Barnekow spørger også, om mine holdninger deles af Dansk Folkeparti. Der er naturligvis ingen grund til at lægge skjul på – da det jo har været ude i offentligheden – at jeg ønsker at gå længere end det, der på nuværende tidspunkt er partiets politik. 

Jeg mener, at partiet bør stramme den politiske kurs og indtage det synspunkt, at Danmark bør udtræde af Europarådet og dermed af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

En sådan beslutning vil naturligvis være forbundet med en række fordele og ulemper. Jeg mener, at fordelene klart opvejer ulemperne. 

Jeg lægger heller ikke skjul på, at jeg personligt har rykket mig på spørgsmålet. For nogle år siden havde jeg forsvaret Danmarks medlemskab af Europarådet. Jeg troede, at systemet kunne ændres indefra.

Men jeg ved nu, at det er en illusion. Sandsynligheden, for at Europarådet og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention tilpasses til den virkelighed, vi lever i, med massive folkevandringer og et stort pres på vores kristne, europæiske samfund, er meget lille. Ja, muligheden er nærmest ikkeeksisterende. 

Men uanset mit ønske om at gå længere end det, der på nuværende er partiets politiske kurs, så er det jo almindeligt kendt, at Dansk Folkeparti har et kritisk syn på flere af konventionerne, herunder også på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. 

Konventionen forhindrer stramninger
Claus von Barnekow fremhæver, at Hviderusland ikke er med i Europarådet, og at Danmark, hvis vi træder ud, vil være i selskab med Hviderusland.

Men jeg kunne så passende henvise til, at Tyrkiet er med i Europarådet. Og ærligt talt, hvem gider være i selskab med dem? Sådan kan man jo vende og dreje tingene, så det passer ind i ens argumentation. 

Selvfølgelig mener Claus von Barnekow ikke, at systemet er ekstremt. Han har selv været i det og er åbenlyst forblændet. Det er han ikke den første, der er blevet. 

Bevares, Strasbourg og hele kulturen omkring systemet kan da sikkert også virke betagende for mange. Claus von Barnekow betragter systemet som en god ting og ønsker at værne om det. Og det er forskellen på os to.

I sidste ende er der tale om en politisk uenighed. Hvor og hvem skal have det sidste ord? Det er essensen. 

Claus von Barnekow påstår, at mit indlæg ikke er underbygget. Det forstår jeg ikke. Dels bygger det på mine egne erfaringer, fra da jeg sad i Europarådet og fra mine mange forhandlinger på Christiansborg primært om udlændingepolitikken.

Ingen med bare en lille smule forstand kan modbevise min påstand om, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og fortolkningen af konventionen gang på gang forhindrer udlændingestramninger. 

Der er flere eksempler på, at konventionen har gjort det vanskeligt at udvise dybt kriminelle udlændinge. Bare tænk på Gimi Levakovic og flere af hans familiemedlemmer. 

Det er også velkendt, at flygtninge kan hente deres familie til Danmark uden om de almindelige regler. Men der er bunker af eksempler. Claus von Barnekow mener givetvis, at disse eksempler viser, at konventionen virker. Men her er uenigheden. 

Myte, at små landes interesser sikres
Så er der myten om, at den internationale “retsorden” sikrer de små landes interesser mod de store landes interesser. Men det er efter min mening lige præcis en myte. Allerede i dag er det sådan, at de store lande langt hen ad vejen gør, som de vil, i øvrigt ofte på bekostning af de mindre lande. 

Forhindrede den internationale “retsorden” eksempelvis, at den tyske kansler Angela Merkel åbnede Europa op for migranter med store og dybt alvorlige konsekvenser for sammenhængskraften og stabiliteten i Danmark? Nej.

Det var tilmed lige før, at Tyskland efterfølgende fik held til at overtale Danmark til at tage imod endnu flere migranter. Danmark blev trynet på trods af den internationale “retsorden”.

Man kan også argumentere for, at den overdrevne danske respekt for den internationale “retsorden” nogle gange forhindrer os i at varetage vores egne interesser over for de store lande. 

Et andet eksempel på, at den internationale “retsorden” er til skade for Danmark, er alt det bøvl, vi har haft, bare fordi vi gerne ville have grænsekontrol og passe på os selv. Grænsekontrollen kom på trods af den gængse opfattelse af den internationale “retsorden”, ikke på grund af den.

Nuvel, det med grænsekontrollen er naturligvis ikke Europarådets skyld, men det er den samme globale tankegang, nemlig at problemerne løses bedst i et overnationalt regime. I forhold til grænsekontrollen var og er problemet så EU. 

Jeg reagerede på, at Lars Løkke Rasmussen advarede imod dem, der ønskede et opgør med konventionerne. Han mente, at det var og er ekstremt.

Det, jeg gjorde, var blot at sige, at når nu vi er i gang med at beskylde hinanden for at være ekstreme, så er det ekstreme vel netop at sætte den såkaldte internationale “retsorden” over sit eget lands interesser.

Jeg mener således fortsat, at det er ekstremt at sætte konventioner før fædreland. Jeg vil derfor tillade mig at fastholde og understrege de argumenter, som jeg fremførte i mit første indlæg. 

Mit ønske om at tage et opgør med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er udtryk for en oprigtig og dybfølt kærlighed til vores fælles hjem, Danmark. Det er også udtryk for en ultimativ tillid til det danske folk, for det vil uundgåeligt betyde mere national selvbestemmelse. 

Forrige artikel Tidl. ambassadør: Martin Henriksens fædrelandskærlighed gør Danmark til et frilandsmuseum Tidl. ambassadør: Martin Henriksens fædrelandskærlighed gør Danmark til et frilandsmuseum Næste artikel Oxfam Ibis: Klimakrisen udstiller en udemokratisk verden Oxfam Ibis: Klimakrisen udstiller en udemokratisk verden
Ny ngo-formand efter internt stormvejr:

Ny ngo-formand efter internt stormvejr: "Der er ikke noget at komme efter"

INTERVIEW: Ny formand for Missions Øst afviser forud for årsmøde, at der er rod i økonomien, som den tidligere bestyrelse hævder. Alligevel har man valgt, at Kim Hartzner ikke længere skal være generalsekretær, ligesom man lægger op til at ændre omstridt regnskabspraksis.