MS: EU fastholder Israel og Palæstina i konflikt

Af Poya Pakzad
Politisk analytiker, Mellemfolkeligt Samvirke

Vi befinder os i det 47. år af en militær besættelse af et folk og et land.

Den bløde linje over for Israel afviger markant fra EU’s ageren over for andre stater, som gennem tiden har begået menneskeretskrænkelser og overtrædelser af den humanitære folkeret.

Poya Pakzad
Politisk analytiker, MS

Besættelsen på Vestbredden og blokaden af Gaza-striben er blevet hverdagskost for generationer af palæstinensere.

Samtidigt har der i mere end tre årtier været en bred international enighed om de basale konturer til et forlig mellem de to parter, der tager højde for både israelere og palæstinenseres ret til selvbestemmelse: En såkaldt ’tostatsløsning’ baseret på bilaterale grænseændringer af den ’grønne linje’.

Blød linje over for Israel
EU har længe nægtet at anerkende ensidige ændringer af grænsen mellem Israel og palæstinenserne i de militært besatte områder. Men unionen har på intet tidspunkt udvist en samlet politisk vilje til at lægge pres på Israel, når landet gang på gang har opført civile bosættelser på den palæstinensiske side.

Da Israel i august meddelte, at man vil beslaglægge yderligere 400 hektar palæstinensisk land nær Betlehem – et område på størrelse med Nørrebro – reagerede EU med en vag verbal fordømmelse af ”timingen”, og opfordrede den israelske regering til ikke at gå videre med beslutningen om at ekspropriere. Men man forsikrede i samme ombæring, at EU-sanktioner ikke var på tale.

Den bløde linje over for Israel afviger markant fra EU’s ageren over for andre stater, som gennem tiden har begået menneskeretskrænkelser og overtrædelser af den humanitære folkeret. EU afblæste for eksempel sin associeringsaftale med Sri Lanka i 2010 og har for nyligt indført sanktioner mod Rusland som følge af tvangsannekteringen af Krim.

Til sammenligning har handelsaftalen med Israel aldrig været i fare for at blive suspenderet, trods Israels fortsatte ekspansion i de besatte områder. Hvad der ellers ville være oplagt.

EU har i nyere tid strammet retningslinjerne for samhandel med bosættervirksomheder. Flere lande har ligesom Danmark frarådet deres virksomheder at handle med bosætterprodukter, men der er stadig langt til en decideret boykot.

En fælles rapport (”Trading Away Peace”) fra 22 europæiske NGO’er, som arbejder på Vestbredden, konkluderede i 2012, at EU importerer 15 gange så meget fra bosættelserne som fra handel med palæstinensiske virksomheder. Det svarer til, at EU handler 100 gange mere med hver enkelt bosætter end med hver palæstinenser. Og et forbud i EU mod handel med bosættelserne har ikke været på agendaen til trods for, at man for nyligt har forbudt handel med Krim, medmindre produkterne er mærket af de ukrainske myndigheder.

Dobbeltmoralen over for Israel er ikke til at tage fejl af. Unionen har en såkaldt associeringsaftale med Israel, som giver landet en privilegeret adgang til det europæiske marked. Og ved at sætte endnu mere lukrative handels- og sikkerhedsaftaler i udsigt, håber EU at anspore landet til at forhandle en endelig fredsaftale med palæstinenserne.

Ingen udsigt til konsekvenser
Imidlertid er der ikke lagt op til konsekvenser af nogen art, hvis Israel aktivt modarbejder freden. Samtidigt boomer våbenhandlen mellem Israel og EU-landene. Opgørelser viser, at der mellem 2005-2009 er givet våbeneksportlicenser til Israel til en værdi af 7,5 milliarder euro, mens våbeneksporten fra EU til Israel steg med knap 300 procent fra 2011-2012.

Handlen med våben er i strid med EU's egne retningslinjer, som forbyder våbenhandel de steder, hvor der er en større sandsynlighed for, at våbnene vil blive brugt til at begå menneskeretskrænkelser.

Den europæiske politik over for Israel er et resultat af tre faktorer. Dels har EU indtaget rollen som donor og udviklingsagent. Dels har man overladt alt det politiske arbejde til USA. Man har ikke engang haft en EU-udsending til de bilaterale forhandlinger mellem Israel og palæstinenserne. Og dels er EU-landene internt uenige om, hvad man skal stille op over for konflikten.

Alle tre faktorer giver medlemslandene sofistikerede alibier til at forholde sig passivt. For man kan altid hævde, som den danske regering gør, at EU må handle med fælles røst, og at man derfor ikke må gå ”enegang”, samt at et øget politisk pres vil obstruere fredsforhandlingerne mellem parterne.

Det er en situation, som Israel nyder godt af. For mens Europa tøver, er muligheden for en tostatsløsning langs den ’grønne linje’ ved at rende ud. I stedet er Israel med afgørende diplomatisk, økonomisk og militær opbakning fra USA i færd med at implementere sin egen version af tostatsløsningen. Et Stor-Israel, som inkluderer Østjerusalem og de fleste bosættelsesblokke på Vestbredden, efter de er blevet rømmet for palæstinenserne.

Den amerikansk-ledede ”fredsproces” er reelt en afvisning af den internationale konsensus om en tostatsløsning. EU’s ukritiske opbakning til denne proces og uvilje til at bidrage aktivt til en reel fredsproces er lig med en underminering af EU’s egen officielle holdning.

Det seneste USA-drevne ’fredsinitiativ’ brød sammen i sommers, fordi Israel nægtede at acceptere amerikanske planer, der tilbød Israel at bibeholde 80 prcent af bosættelserne på Vestbredden.

Faren er, at Israel unilateralt vil trække sig ud af de tilbageværende palæstinensiske kantoner og kalde dette scenarie for en ’tostatsløsning’ med amerikanernes billigelse. Hvis EU handler passivt som hidtil, kan man frygte, at ’det palæstinensiske problem’ vil blive begravet i glemsel på den internationale scene.

I fraværet af en fundamental skærpelse af den europæiske kurs over for Israel har landet frit spil til at realisere deres egen version af tostatsløsningen, og omverdenen mister dag for dag mulighed for at reagere med andet end ignorance overfor palæstinensernes sag.