Nekrolog: Kurt Westergaard blev ved et tilfælde et ikon på fri tale og greb øjeblikket

Flere dage i Kurt Westergaards liv kunne have været hans sidste – for der var folk, der ville ham ondt:

Den stilfærdige tegner, en mand, der normalt luntede forholdsvist stilfærdigt og godmodigt rundt på Jyllands-Postens gange i Aarhus, påkaldte sig ekstreme islamisters vrede, fordi han i september 2005 tegnede profeten Muhammed med en bombe i turbanen.

Den fatwa, der ramte Westergaard, betød, at han siden levede på hemmelige adresser og med konstant politibeskyttelse.

De fjender af ytringsfriheden, som så ham som et symbol på alt det værste, som de vidste, ville i ordets egentlige forstand have hans hoved på et fad.

Den 1. januar 2010 var det uhyggeligt tæt på at lykkes. Westergaard hyggede sig i sit lille rækkehus i Viby, en forstad til Aarhus, med sit dengang fem-årige barnebarn, som havde benet i gips efter en skiulykke. Pludselig blev hyggen brudt. Et mareridt begyndte:

Kurt var – med en jysk underdrivelse – temmelig uheldig med livet

David Trads
Tidligere kollega til Kurt Westergaard

En 28-årig dansk-somalisk mand hamrede sig med en økse ind i hjemmet. Tegneren nåede ind i sit sikringsrum – et ombygget badeværelse – men barnebarnet nåede ikke med. Gudskelov nåede politiet lynhurtigt frem. Katastrofen blev undgået. Terroristen blev fanget.

Et umenneskeligt pres gennem 16 år

Det er næsten ikke til at forestille sig, hvordan det må have været at være Westergaard i den situation.

Det er i det hele taget næsten ikke til at sætte sig ind i det umenneskelige pres, som han levede under i de snart 16 år, der er gået siden Muhammed-tegningen.

Jeg kendte Kurt fra vores fælles tid på Jyllands-Posten i 1990'erne. Han var en rar, sød mand – en karakter, der i sine farvestrålende bukser og skjorter, franske beret, halsklud og med sit vildvoksende røde hår og fuldskæg skilte sig ud fra mængden; han betegnede engang i et brev til mig sig selv som en "halv-kulturradikal, halv-hippie".

De to gange, han skrev 'halv', indrammede ham – for Kurt var trods sit flamboyante ydre og trods den ene tegning, som gjorde ham verdensberømt, allermest en stille og rolig mand, som helst bare passede sit arbejde.

Jeg tænker nu på ham som en parallel til digteren Kjeld Abells ikoniske hr. Larsen – og tillader mig derfor en lille omskrivning af teksten:

"Her er en nekrolog om en mand, der hed Westergaard//Det ham man møder på gaden hver da'//og han var tem'lig uheldig med livet//som han ellers havde ventet meget a'//Det sku' vær' så godt og så' det faktisk skidt".

Tegningen smadrede pensionistdrømmen

Kurt var – med en jysk underdrivelse – temmelig uheldig med livet.

Den ene tegning, en bestillingsopgave fra Flemming Rose, dengang kulturredaktør på Jyllands-Posten, betød, at det pensionistliv, han så frem til, med en glad flok af børn og børnebørn, blev smadret.

Han blev hvirvlet ind i Muhammedkrisen; den værste udenrigspolitiske krise for Danmark siden Anden Verdenskrig.

Kurt, købmandssønnen fra en sønderjysk flække, der blev skolelærer, inden han i moden alder kom til Jyllands-Posen, blev et usandsynligt ikon.

Kurt minder mig også om Mr. Chance (hr. Tilfældighed) i Jerzy Kosinskis satiriske roman fra 1971: En gartner bliver pludselig set som en politisk stjerne, fordi medierne så hans udsagn, som vitterligt kun handlede om gartneri – "først kommer forår og sommer, så får vi efterår og vinter, og så kommer forår og sommer igen" – som geniale politiske analogier.

Søgte aldrig at være symbolet for ytringsfrihed

Det lå aldrig i kortene, at lige akkurat Kurt skulle blive selve symbolet for ytringsfrihed – og jeg er overbevist om, at han aldrig havde søgt den rolle.

Han var mest en hr. Larsen, der bare passede sit arbejde, indtil han blev Mr. Chance på grund af den ene tegning.

Da tilfældet ramte ham, tog han imidlertid ansvaret på sig. Kurt blev en frygtløs ambassadør for den version af den uindskrænkede ytringsfrihed, som Voltaire, den franske filosof, berømt et hundrede år tidligere havde defineret som:

"Jeg foragter Deres mening herom, men jeg vil med mit liv forsvare Deres ret til at ytre den".

Heldigvis vil Kurt, som nu er død efter et sygdomsforløb, herhjemme altid blive husket for den, der slog et slag for ytringsfriheden – under de hårdest tænke forhold

David Trads
Tidligere kollega til Kurt Westergaard

Det er svært at vide, hvad Kurt egentlig mente om islam og kristendommen og om storpolitik og om Muhammedkrisen, men det er til gengæld nemt at vide, at han til enhver tid var tilhænger af et liberalt demokrati, hvor alle har ret til at ytre sig om hvad som helst.

Var aldrig en ideolog

Som han selv sagde det i et interview:

"Jeg vil gerne huskes som den, der slog et slag for ytringsfriheden. Men der er ingen tvivl om, at der er nogen, der i stedet vil huske mig som en satan, der forulempede en milliard menneskers religion".

Sådan var det.

Heldigvis vil Kurt, som nu er død efter et sygdomsforløb, herhjemme altid blive husket som den, der slog et slag for ytringsfriheden – under de hårdest tænkelige forhold.

De, der fortsat måtte være vred på ham, bør erindre sig, at Kurt aldrig var en ideolog, der kæmpede imod nogen religion. Det, som han kæmpede for, var retten til at ytre sig. En fornem kamp.

Hvil i fred, Kurt.