Ngo'er gør klar til coronaens indtog i Afrika: "Hvis først det kommer i gang, bliver det meget voldsomt"

CORONA: Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Røde Kors forbereder sig på, at coronavirussen for alvor spredes i Afrika, og vil bidrage med information og basale hygiejnemidler. Et dårligt sundhedsvæsen på kontinentet giver grund til bekymring, mener ekspert. 

91 personer er ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO blevet testet positiv for corona i ni afrikanske lande, men spredningen kan reelt være større, vurderer ekspert. 
91 personer er ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO blevet testet positiv for corona i ni afrikanske lande, men spredningen kan reelt være større, vurderer ekspert. Foto: Shokry Hussien/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Coronavirussen har endnu ikke for alvor fået fat på det afrikanske kontinent, men flere danske nødhjælpsorganisationer er begyndt at forberede sig på, at det sker.

Både Folkekirkens Nødhjælp og Røde Kors erklærer, at de holder øje med spredningen. 

"Der er ingen tvivl om, at hvis først det kommer i gang, bliver det meget voldsomt," siger generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen.

Årsagen til alvoren er, at sundhedsvæsenet i de fleste afrikanske lande ifølge generalsekretæren slet ikke er gearet til at håndtere en virus som corona.  

"I mange af landene, hvor vi arbejder, er man ikke i stand til at håndtere helt almindelige sundhedsudfordringer som eksempelvis andre typer af influenza eller lungebetændelse. Så en coronaepidemi er meget farlig," siger Birgitte Qvist-Sørensen.

Folkekirkens Nødhjælps indsats for at hindre coronaens spredning er begyndt i Irak, der grænser op til det allerede stærkt plagede Iran.

Både her og i Afrika kommer arbejdet primært til at handle om uddeling af sæbe og sprit til desinfektion samt at informere befolkningen om virussen.

"Vi vil have fokus på oplysning om corona og bekæmpelse af misinformation. Der går tit falske rygter om, at hvis man gør det ene eller det andet, bliver man rask, så det er en stor del af arbejdet at informere om, at man skal vaske sine hænder," siger generalsekretæren.

Husk at vaske hænder
I Dansk Røde Kors vil man primært komme til at beskæftige sig med informationskampagner.

Det bliver en sideopgave til organisationens normale arbejde på kontinentet, fortæller organisationens katastrofechef, Bjarke Skaaning.

"Vi har i samarbejde med de nationale Røde Kors-selskaber hjulpet med at sprede informationer om virussen der, hvor vi er til stede i Afrika. Mange steder handler det om nogle af de samme ting, som myndighederne også siger i Danmark: Husk at vaske hænder, host i ærmet, og undgå andre, hvis du er syg," siger han.

Spredning af myndighedernes information er nemlig en stor udfordring på kontinentet, siger katastrofechefen.

"Forskellen på Afrika og Danmark er måske, at her holder statsministeren et pressemøde, og så ved vi det allesammen, men i Afrika understøtter vores nødhjælps- og udviklingsarbejdere den informationsopgave."

Røde Kors har til bekæmpelsen af corona modtaget tre millioner kroner fra Udenrigsministeriet, der er blevet sendt videre til den internationale hovedorganisation (ICRC), fortæller Bjarke Skaaning. 

En masse uopdagede tilfælde
Ifølge den seneste opgørelse over antallet af smittede og døde fra Verdenssundhedsorganisationen WHO, der blev udgivet 9. marts 2020, er der indtil videre blot opdaget 91 tilfælde af coronasmittede i Afrika.

Det er sket i landene Egypten, Marokko, Tunesien, Algeriet, Senegal, Sydafrika, Cameroun, Nigeria og Togo.

Men ifølge Helle Samuelsen, der er lektor ved Institut for Antropologi under Københavns Universitet med speciale i Afrikas sundhedsvæsen, er det ikke nødvendigvis det reelle billede af virussens egentlige udbredelse i Afrika, som WHO rapporterer.

"Der er formentlig en masse uopdagede tilfælde, fordi man først ret sent har fået diagnosticeringsmuligheder i Afrika. Symptomerne på corona minder også meget om malaria og denguefeber, som man er mere vant til i Afrika. Det gør det svært at skelne, hvad der er hvad," siger hun.

Kan man  forvente, at coronaen  spreder sig mere og hurtigere i Afrika end andre steder?

"Hvis vi først ser lokale smittespredningskæder i Afrika, kan man forvente, at det spreder sig ret hurtigt. Men hvis det lykkes at undgå, at epidemien for alvor kommer til Afrika, er man bedre stillet. Det er spørgsmålet, om det kan lade sig gøre," siger hun.

Hvis coronavirussen spreder sig i Afrika, kan det blive alvorligt, vurderer Helle Samuelsen.

"Det er klart, at hvis der kommer en epidemi i Afrika, hvor der heller ikke er et immunberedskab, hvor sundhedsmyndighederne er svage, og hvor tilliden til det offentlig er lille, vil jeg være meget bekymret," siger hun.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Birgitte Qvist-Sørensen

Fhv. generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp, formand for 'Verdens Bedste Nyheder'
cand.theol. (Aarhus Uni. 1991), MMD (CBS 2006)

Helle Samuelsen

Lektor, Institut for Antropologi, Københavns Universitet
mag.scient. i antropologi (Københavns Uni. 1987), ph.d. (Københavns Uni. 1999)

0:000:00