Debat

Oberstløjtnant: Sikre zoner i Syrien skal skabes af Den Internationale Koalition

DEBAT: En vildledningsplan kunne have vendt krigen i Syrien. Læs oberstløjtnant Per Lorenz Hinrichsens militærstrategiske analyse af, hvorfor Koalitionen er medskyldig i tragedien i Syrien.  

Flygtningestrømme stoppes kun ved at fjerne årsagen, mener oberstløjtnant Per Lorenz Hinrichsen.<br>
Flygtningestrømme stoppes kun ved at fjerne årsagen, mener oberstløjtnant Per Lorenz Hinrichsen.
Maria Bierbaum Oehlenschläger
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Per Lorenz Hinrichsen
Oberstløjtnant i Forsvaret og tidligere stabsofficer gennem otte måneder ved Planlægningsdivisionen ved det amerikansk ledede Hovedkvarter for bekæmpelse af ISIL.

Ud fra et militærfagligt og humanitært synspunkt har det været pinligt at se på, hvorledes Rusland, de syriske regeringstropper og Iran har haft held til helt at spille den amerikansk ledede internationale koalition næsten fuldstændigt af banen for, hvad der sker i Syrien.

En koalition, der består af ikke mindre end 64 lande (inklusiv Danmark) fra fem verdensdele samt FN og EU.

I kamp mod ISIL
Koalitionen er primært dannet med henblik på at udrydde ISIL i Irak og Syrien. I Irak ser det ud til at lykkes efter mange anstrengelser med at få de irakiske sikkerhedsstyrker sat i gang med målrettede angrebsoperationer mod Ramadi, Fallujah og nu Mosul.

Ikke at handle er også en handling, som gør landene i Koalitionens hænder blodige og medskyldige i den tragedie, vi ser i Syrien.

Per Lorenz Hinrichsen, oberstløjtnant i Forsvaret og tidligere stabsofficer ved det amerikansk ledede Hovedkvarter for bekæmpelse af ISIL

Alt sammen meget kraftigt støttet af koalitionen med flyoperationer, planlægnings- og uddannelsesstøtte samt materiel og økonomi.

Uden denne støtte ville det ikke have været muligt at trænge ISIL tilbage i Irak.

I Irak vil der efter min opfattelse komme rimeligt styr på tingene. Men kun såfremt den irakiske regering efterfølgende kan finde frem til en hensigtsmæssig ordning mellem sunnier, shiaer og kurdere i landet. Lykkes det ikke, har vi formentlig en ny borgerkrig kørende i Irak.

Koalitionen mistede fodfæste i Syrien
Helt anderledes forholder det sig i Syrien. Koalitionen har kun haft begrænset held med at træne og indsætte frie syriske styrker til indsættelse i Syrien.

Det gik rimeligt ind til august 2015, hvor Assads regime var trængt i defensiven, men hvor Rusland så valgte at træde ind i krigen på Assads side. Siden da har Rusland, Assads regime og Iran sat dagsorden for, hvad der skulle ske i Syrien.

Under min tjeneste i Hovedkvarteret prøvede jeg som dansk officer at tale imod den meget forudsigelige og uambitiøse kampagneplan.

Planen foreskrev, at vi først skulle fordrive ISIL fra Irak og dernæst fra Syrien med henblik på at skabe overgang til en stabilt miljø, der kunne danne baggrund for en varig fred i begge lande.

Kampagneplanen manglede og mangler stadig et klart element af overraskelse, som er et af krigsføringens grundsætninger, udformet af krigsteoretikeren Clausewitz.

Vildledningsplan skulle demonstrere vilje
Jeg var i en periode medlem af en alternativ planlægningsgruppe i Hovedkvarteret (et såkaldt Red Team). Vores opgave var at udfordre den øvrige stabs planlægning.

Rent faktisk foreslog vi på det tidspunkt, hvor Rusland blandede sig i krigen, at gennemføre en vildledningsplan i sammenhæng med kampagneplanen ved etablering af tre sikkerhedszoner, en i det nordlige Irak, vest for Mosul, samt to i Syrien, en i det sydlige Syrien, nær grænsen til Jordan, og en i det vestlige Syrien, langs Euphratfloden, tæt ved grænsen til Irak.

Zonerne skulle etableres inden for 48 timer ved hjælp af luftbårne og helikopter-landsatte styrker fra alle deltagende lande i koalitionen, men med amerikanske enheder og deres materiel som de ledende i operationen.

Zonerne skulle indledningsvis forsynes fra luften og efterfølgende over land fra de erobrede dele af Irak samt fra Jordan.

Signal til Rusland, Syrien og Iran
Målet skulle være at demonstrere vilje og handlekraft fra Koalitionens side, overfor især ISIL og for blandt andet at bringe dem ud af balance.

Desuden skulle operationen være et klart signal til Rusland, det syriske regime og Iran, om at koalitionen stadig havde evne og ikke mindst vilje til at være den førende strategiske militære organisation i forhold til alle de mange dagsordner, som forskellige lande og grupperinger ligger inde med i Mellemøsten.

Zonerne skulle forsvares af koalitionen – i lighed med Camp Bastion i Afghanistan – og fra disse zoner skulle der rekrutteres og uddannes mandskab til kampen mod primært ISIL.

Desuden skulle zonerne i en senere udbygning danne baggrund for dannelse af flygtningelejre, finansieret af Koalitionen. Dette havde blandt andet til hensigt at undgå tilstrømning af syriske og irakiske flygtninge til Europa.

Planen nåede kun til forkontoret
Især i Syrien skulle de to zoner danne baggrund for, at de frie syriske enheder kunne erobre den sydlige og østlige del af Syrien, støttet af Koalitionen med henblik på at danne en realistisk modvægt i Syrien til Assads regime for senere forhåbentlig at opnå en fredsløsning med en opdeling af Syrien.

Desværre nåede vores vildledningsplan kun til den amerikanske generals forkontor og blev ikke engang set af generalen. Senere blev planlægningsgruppen opløst.

Jeg vil stadig hævde, at havde vi i efteråret 2015 iværksat den skitserede vildledningsoperation, så kunne forholdene især i Syrien have set anderledes ud.

Blod på hænderne
I stedet har vi valgt – i relation til Syrien – at sidde med hænderne i skødet. Ikke at handle er også en handling, som gør landene i koalitionens hænder blodige og medskyldige i den tragedie, vi ser i Syrien.

Hvis ikke vi fortsat skal se store strømme af syriske flygtninge mod Europa, er vi nødt til at gøre noget effektivt for at stoppe årsagerne til disse.

Etablering af sikre zoner i Syrien vil kunne være en begyndelse til et alternativ til Assads regime i Syrien støttet af Rusland og Iran.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Per Lorenz Hinrichsen

Konsulent og coach, fhv. oberstløjtnant, Forsvaret
A-officersuddannelse (Hærens Officersskole)

0:000:00