Oxfam IBIS: Ulandsbesparelser sender forkert signal til danskerne

Af Mie Roesdahl
Generalsekretær i Oxfam IBIS

Man kan jo vende konklusionen begge veje. Enten siger vi, at støtten til udviklingsbistanden blandt danskerne er faldet i de seneste fem år (fra 76 procent i 2010 til 60 procent i 2016) – det er skidt.

Eller vi siger, at den danske befolknings støtte til udviklingsbistanden har ligget stabilt gennem de seneste tre år, altså siden 2014, men lå på et højere niveau i 2010.

Begge dele er selvfølgelig rigtigt. Og begge dele skaber grund til at tænke; kan vi gøre det bedre? Er vi gode nok til at fortælle om den forskel, det gør? Er vi gode nok til at fortælle om, hvorfor udviklingsbistanden er så vigtig?

Bistand skaber resultater i Danmark 
Man kan undre sig over, at danskernes støtte til udviklingsbistanden ikke stiger på et tidspunkt, hvor det er tydeligt, at de problemer, vi står over for i verden i dag, påvirker os mere direkte end nogensinde før. Vi, der arbejder direkte med udviklingsbistand, er naturligvis optagede af, at vi gør en forskel i de lande i syd, hvor vi arbejder – både direkte i samarbejde med partnere i lande som Sydsudan og Mali og på regionalt og globalt niveau, hvor vi påvirker de vilkår, landene har for at skabe udvikling.

Det er der, vi skaber resultater. Det er vores mandat. Men det er nu blevet helt tydeligt, at vi også er med til at skabe resultater for danskerne i Danmark.

Selv om vi som civilsamfundsorganisationer forsøger at ’råbe højt’ om betydningen af udviklingsbistanden, og den forskel det gør, kan vi ikke hamle op med den taletid, politikerne har.

Mie Roesdahl
Generalsekretær i Oxfam IBIS

De udfordringer, vi står over for i verden i dag med flere væbnede konflikter, fattigdom og sultkatastrofer, flygtningestrømme, stigende ulighed, voldelig ekstremisme og demokratier under stigende pres, hører ikke til ’en anden verden’. Det er ting, som direkte påvirker vores hverdag i Danmark. Og det er jo netop de ting, udviklingsbistanden gør noget ved; bekæmper fattigdom og sult, forebygger væbnede konflikter, skaber mindre ulighed, styrker demokratisk udvikling og grundlaget for en mere retfærdig verden.

Det handler også om, at kvinder og unge bliver styrket i deres rolle i samfundsudviklingen i Syd. Som Forbes for nylig har regnet sig frem til: Hvis man styrker uddannelsen af kvinder og deres deltagelse i den økonomiske og samfundsmæssige udvikling, vil det i sig selv forøge det globale GDP med 23.000 milliarder dollars inden 2025. Det gør en forskel for verden, og det gør en forskel for Danmark.

Besparelser sender forkert signal
Når regeringen skærer ned i udviklingsbistanden, fra 1 procent af BNP til 0,7 procent (og reelt 0,61 procent i 2016, når man fratrækker udgifter til flygtninge i Danmark), sender det et signal om, at det er blevet mindre vigtigt. Det signal bliver understøttet af den kritiske diskussion af udviklingsbistanden, som denne nedskæring har affødt. Og selv om vi som civilsamfundsorganisationer forsøger at ’råbe højt’ om betydningen af udviklingsbistanden, og den forskel det gør, kan vi ikke hamle op med den taletid, politikerne har.

Måske skulle regeringen lytte til danskerne på dette punkt. Wilkes undersøgelse viser faktisk, at flere danskere (i 2016) mener, at vi bruger for få penge på udviklingsbistand. Det niveau har ellers ligget stabilt i de seneste fem år. Og en stor del af de danskere, der mener, at vi bruger for mange penge på udviklingsbistand, tror at vi bruger flere penge, end vi gør.

Udviklingsbistand er vigtigere end nogensinde før, hvad enten man har fokus på at gøre noget ved fattigdom og konflikter i Afrika eller flygtninge i Danmark. Så regeringen og politikerne har et ansvar for at italesætte dette tydeligere og sikre, at vi som civilsamfundsaktører har tilstrækkelige midler til både at skabe resultater i samarbejde med partnere i syd og at kommunikere om betydningen af dette arbejde til danskerne.