Paula Larrain: Lille Leila døde af kulde, mens hun var på flugt

"Den lille, kolde krop klamrer sig ind til det varme bryst. Sveden og tårerne vidner om den umenneskelige situation, som denne far står i lige nu. Hans etårige datter, Leila, er ved at dø i hans arme."

Beskeden kom i min indbakke fra Røde Kors med overskriften "1-årige Leila frøs ihjel", og selvom mine hænder dirrer og mine egne tårer presser sig på, tvinger jeg mig selv til at læse det.

For jeg vil ikke være med til at distancere mig yderligere fra krigen i Syrien og dens mange ofre. Bare fordi det er mere bekvemt for mig. Jeg gør det eneste, jeg kan gøre: Jeg sender fluks 400 kroner i støtte.

Røde Kors, MSF, De Hvide Hjelme og andre ngo'er holder os ajour med krigen i Syrien, mens kun få medier efterhånden rapporterer derfra. Det er ikke nyt, at børn dør under flugt fra krigen. Leilas døde krop bliver ikke sendt rundt i mediebilledet som den lille dreng, der for nu flere år siden skyllede op ved en kyst.

Medierne er et andet sted, fordi vores forretningsmodeller bygger på nyheder, og der er desværre ikke meget "salg" i døde syriske børn længere. Det er hverdag. Det er sådan, verden ser ud, og selv de engagerede og bekymrede, de empatiske, er stået af: For hvad skal vi stille op?

Vi kan dog gøre et minimum, og det er at bevare fokus og huske læserne på vores eget ansvar i miseren. Det er ikke sådan, at Danmark er helt uden stemme og uden muskler. Vi var med til at invadere Irak, bombe i Libyen og skyde i Afghanistan.

Som nyhedsmedier har vi et ansvar for at beskrive virkeligheden, som den er, og virkeligheden er den, at folk stadig flygter fra konflikten i Syrien, og derfor kan man ikke spare ordet ”flygtninge” væk, når man lige nu rapporterer om situationen ved Europas grænser.

Paula Larrain

Vi er en del af verden og alt, hvad vi er med til at gøre, har konsekvenser. Lige nu er Mellemøsten komplet destabiliseret, og vi har et historisk medansvar for den situation, og for at FN ikke længere virker.

Det kan synes som et abstrakt ansvar, men konsekvenserne er helt reelle og helt konkrete. Børn dør stadig i Syrien, og uanset hvem der startede hvilken konflikt, så er det under ingen omstændigheder Leilas skyld.

Det mindste ansvar, vi kan tage, er at se virkeligheden i øjnene. Som nyhedsmedier har vi et ansvar for at beskrive virkeligheden, som den er, og virkeligheden er den, at folk stadig flygter fra konflikten i Syrien, og derfor kan man ikke spare ordet "flygtninge" væk, når man lige nu rapporterer om situationen ved Europas grænser.

Hvorfor understrege dette så bastant? Fordi de nævnte ord ligger til grund for den folkestemning, der lige nu dannes i Europa, og som politikerne lytter til. Hvis man sprogligt fjerner den legitime ret til at søge sikkerhed, så har man allerede ved et pennestrøg gjort halvdelen af politikernes arbejde og fritaget dem fra forpligtelsen til at hjælpe andet end grænsevagterne.

Bruger man tilmed ordet "strøm" eller endnu værre "horder", skaber man grobund for, at grænsevagterne bruger drastiske midler for at løse opgaven med at holde "dem væk" og os andre og ikke mindst vores velstand i sikkerhed.  

Når den danske regering lover hjælp til grænsearbejdet i Grækenland, skal vi huske at spørge ind til den forpligtelse, Danmark og alle i EU har til at hjælpe mennesker på flugt og behandle deres asylsager enkeltvist. Det retskrav har alle, der beder om asyl. Uanset hvor mange de er.

Vi skal også se kritisk på regeringens brug af ord. Læg for eksempel mærke til, at Mattias Tesfaye (S) bruger verbet "storme" grænserne for at beskrive situationen i Grækenland. Det verbum bruger man ellers i forbindelse med militær eller politi.

Tydeligvis prøver han gennem sproget at vinkle situationen sådan, at flygtninge lige nu angriber vores grænser. Det er propaganda-speak, og vi skal som medier ikke optage sproget ukritisk.

Måske vil flertallet i Europa i sidste ende finde det nødvendigt at tage drastiske midler i brug og skyde mennesker direkte ned ved grænsen, fordi de "stormer" den, men det skal gøres med åbne øjne.

Vi skal se dem i øjnene som mennesker, når "de" kommer og trygler om at komme ind. Og vi skal vide med os selv, at det var flygtninge, vi afviste, det var børn som Leila og hendes familie. Ikke lykkejagende "migranter".

-----

Paula Larrain (født 1970) er uddannet journalist i 1994. Har været udenrigsjournalist på Radioavisen og Berlingske Tidende, ledende redaktionssekretær på Berlingske Søndag og herefter nyhedsvært på TV Avisen. Hun er i dag vært på P1, selvstændig ordstyrer og foredragsholder. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.