Debat

Konsulent: Danmark skal anerkende Palæstina, men ikke lige nu. Det vil kun gavne Hamas

Hvis Mette Frederiksen i disse dage anerkender Palæstina, spiller det ingen rolle for selve situationen i Gaza, Vestbredden eller Israel. De eneste, der i skrivende stund kan kapitalisere politisk på Danmarks anerkendelse af en palæstinensiske stat, er Hamas og deres allierede, skriver Rasmus Quistgaard.

Hvis Mette Frederiksen i disse dage anerkender Palæstina, spiller det ingen rolle for selve situationen i Gaza, Vestbredden eller Israel, skriver Rasmus Quistgaard.
Hvis Mette Frederiksen i disse dage anerkender Palæstina, spiller det ingen rolle for selve situationen i Gaza, Vestbredden eller Israel, skriver Rasmus Quistgaard.Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Udmeldinger om opbakning til en palæstinensisk stat kommer i disse uger i en lind strøm. I april annoncerede Barbados og Jamaica deres opbakning. I maj var det først Trinidad og Tobago, og siden Bahamas.

Fra i dag anerkender de tre europæiske lande Norge, Irland og Spanien en palæstinensisk stat.

Der er dog stadig en betydelig del af verdens lande, der ikke statsligt anerkender Palæstina. Det gælder eksempelvis Japan, Canada, USA, Australien, Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Italien, Østrig, Portugal, Grækenland og Finland.

Danmark hører fortsat til den sidste del af verdens lande. Vi bør dog, af hensyn til betingelserne for en israelsk-palæstinensisk fred, inden for en forhåbentlig ikke fjern fremtid også anerkende en palæstinensisk stat.

Der er ikke udsigt til nogen anden realistisk løsning på den konflikt, som nogle iagttagere allerede er begyndt at kalde 100-årskrigen end en tostatsløsning. Der er ingen anden måde at bekæmpe den palæstinensiske terrorisme på end ved at presse israelerne til at anerkende sine palæstinensiske naboer og samtidig placere ansvaret for palæstinensernes velfærd på deres egne skuldre.

Timing er altafgørende

En række politikere og meningsdannere har siden oktober offentligt gjort sig til talsmænd og -kvinder for, at vi skal anerkende palæstinenserne så hurtigt som muligt. Hvorfor egentlig vente?

Læs også

Hvis det tegner til, at vi ender det samme sted uanset, er det vel bare et spørgsmål om at slippe bremsen og presse de store europæiske lande og USA til at gøre det samme? Måske kan vi ligefrem nå at gøre det i kølvandet på nordmændenes beslutning 28. maj?

Timingen er bare ikke ligegyldig.

Følger vi trop efter nordmændenes udmelding, ville vores i sig selv vigtige, politiske opbakning være minimalt effektfuld og være behæftet med en risiko.

Lad os huske på de mulige effekter af at kommunikere sådan en beslutning internationalt. Der er også indenrigspolitik i det. Men hvis vi tager arbejdet for fred i Mellemøsten alvorligt, er det de konkrete, internationale effekter, vi skal fokusere på.

Dansk anerkendelse er ligegyldig

Hvis Mette Frederiksen (S) i disse dage anerkender Palæstina, spiller det ingen rolle for selve situationen i Gaza, Vestbredden eller Israel.

De eneste, der faktisk kan kapitalisere politisk på Danmarks anerkendelse i skrivende stund, er Hamas og deres allierede. 

Rasmus Quistgaard
PR-konsulent

Den israelske ambassadør vil svare med skuffelse eller periodisk blive kaldt hjem.

USA og andre vestlige samarbejdspartnere vil ikke reagere, det vil eksempelvis ikke have konsekvenser for de sikkerhedspolitiske relationer til USA, Nato eller vores naboer. Det vil næsten gå ubemærket hen.

De eneste, der faktisk kan kapitalisere politisk på Danmarks anerkendelse i skrivende stund, er Hamas og deres allierede.

Hamas vil notere det og bryste sig af støtten på sociale medier. Situationen for befolkningerne i Gaza, på Vestbredden og i Israel vil være den samme, nemlig krig og et fravær af betingelser for holdbare fredsforhandlinger.

Kort sagt: Hamas vil le, og israelerne vil græde, men freden vil være lige så fjern som i går, fordi betingelserne for dialog er uændrede.

Dammark risikerer at miste sin position

Risikoen ved at agere sådan er, at man gør sin indflydelse i verden mindre, end den behøver at være.

I stedet for at bygge politisk kapital i verden, der betyder noget, spilder man sine udenrigspolitiske jetoner og risikerer at devaluere sin stemme i fremtiden. Der er en risiko for, at Hamas vil høste en gratis politisk sejr over for sin befolkning.

Men hvis ikke nu, hvornår så?

Danmark bør anerkende en palæstinensisk stat, så snart de palæstinensiske ledere forpligter sig på i deres partier og en kommende statsforfatning at anerkende staten Israel.

Samme anerkendelse skal Danmark og det internationale samfund selvfølgelig også forlange af israelerne.

Vores udmeldinger foran en talerstol i København ligegyldige for den fred i Mellemøsten, det hele handler om.

Rasmus Quistgaard
PR-konsulent

Hvis anerkendelsen af en palæstinensisk stat hænger sammen med anerkendelsen af Israel, bliver Hamas nødt til at træde tilbage, reviderer selve deres charter eller forklare deres palæstinensiske borgere i Gaza, at de er blevet tilbudt en stat, men at de foretrækker krigen.

Vil det ændre noget i praksis?

Det vil skabe en dynamik internt blandt palæstinensere, der gør det tydeligt, at Hamas og palæstinensisk selvstændighed ikke er synonymer, men faktisk udelukker hinanden.

Anerkendelse er en dialektisk ting – den findes ikke uden den anden.

Derfor er vores udmeldinger foran en talerstol i København ligegyldige for den fred i Mellemøsten, det hele handler om – medmindre de er med til at ændre betingelserne for gensidig anerkendelse mellem krigens parter.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Rasmus A. F. Quistgaard

PR-konsulent, Quistgaard Consulting
cand. mag. i visuel kultur (KU), BA i idéhistorie (AAU)

0:000:00