Udenrigspolitisk selskab: Danmark har medansvar for at genopfinde FN som verdens folketing

Vi står ved en skillevej: Enten bliver vi den generation, der genopfandt FN som verdens folketing med loven som fundament, eller den generation, der lod 1945's arkitektur kollapse under 2025's kriser.

"We the peoples…", lyder de indledende ord til pagtens præambel. Alligevel repræsenterer Generalforsamlingen de 193 medlemslandes regeringer og ikke borgerne – det efterlader et demokratisk hul.

Derfor foreslår Global Governance Forum en revideret FN-pagt i A Second United Nations Charter – Modernizing the UN for a New Generation, der kan styrke demokratiet, folkeretten og FN's handlekraft.

Demokrati-forkæmper

Danmark kan og bør være med til at bringe disse ideer ind i debatten og fremme processen internationalt.

I forslaget indgår ideen om en Parlamentarisk Forsamling ved siden af Generalforsamlingen – en folkelig pendant, der kan give FN demokratisk legitimitet.

Danmark kan ikke oprette verdensparlamentet, men vi kan starte den politiske samtale som medlem af sikkerhedsrådet.

Laura Zakarias og Charlotte Flindt Pedersen
Hhv. praktikant og direktør, Det Udenrigspolitiske Selskab

Et centralt spørgsmål er, hvordan medlemmerne skal vælges. Charteret peger på to muligheder: via udnævnelse af nationale parlamenter eller ved direkte valg.

Sidstnævnte er mere demokratisk, men her møder vi virkelighedens begrænsninger: 39 procent af verdens regimer bærer præg af autokrati.

Risikoen er, at diktatorer sender deres egne folk og dermed udhuler hele idéen. Og hvordan undgår vi et "globalt demokratisk underskud", hvor beslutninger træffes langt fra vælgerne og uden reel gennemsigtighed – den kritik EU ofte møder?

Risikoen for et tandløst organ må ikke undskylde passivitet, men drive os til at skabe noget, der virker. 

Danmark kan ikke oprette verdensparlamentet, men vi kan starte den politiske samtale som medlem af Sikkerhedsrådet og vise, at vi mener det, når vi kalder os demokrati-forkæmpere.

Som Sikkerhedsrådsmedlem kan vi sætte emnet på dagsordenen i debatter om FN's fremtid samt samle ligesindede demokratier om fælles principper for en parlamentarisk forsamling.

Demokrati kræver også retslig håndhævelse. I dag bruges international lov selektivt: Den retfærdiggør adfærd, når det passer magthaverne, og afskrives, når den står i vejen for nationale interesser.

Stå vagt om folkeretten 

Alle FN's medlemsstater kan benytte Den Internationale Domstol (ICJ), men de færreste er bundet af dens jurisdiktion.

Resultatet er et system, hvor brud på international ret ofte er uden konsekvens og dermed undergraver hele idéen om the rule of law.

A Second Charter foreslår derfor obligatorisk jurisdiktion: ICJ's afgørelser skal være bindende uden mulighed for at undslippe ved at nægte jurisdiktion. Obligatorisk jurisdiktion kan ikke erstatte demokratisering, men fungere som et uafhængigt kontrolorgan, der sikrer, at loven gælder for alle.

Ja, obligatorisk jurisdiktion kan begrænse nationale interesser, men som Rawls påpegede (1993), stopper selvbestemmelse, hvor basale menneskerettigheder krænkes.

Når folkeretten nedbrydes af militær aggression og stiltiende accept, er obligatorisk jurisdiktion en test af, om vi reelt tror på retssamfundet.

Danmark har tradition for at stå vagt om folkeretten, og dermed er pladsen i Sikkerhedsrådet en lakmustest: Insisterer vi på, at ingen står over loven, også dem med veto og atomvåben?

Kritikken af FN som "handlingslammet" er velbegrundet. Sikkerhedsrådets fem permanente medlemmer (P5) kan blokere enhver beslutning, uanset hvor stor opbakning der må være i Generalforsamlingen og Sikkerhedsrådet.

FN 2.0 bliver ikke født af stormagterne, da de har for meget at tabe.

Laura Zakarias og Charlotte Flindt Pedersen
Hhv. praktikant og direktør, Det Udenrigspolitiske Selskab

For at imødegå dette handlingsproblem vedtog FN 3. november 1950 resolutionen Uniting for Peace, som giver handlemuligheder, når stormagternes egeninteresse spærrer vejen. Men siden da er den kun blevet anvendt 13 gange.

For eksempel Palæstina i 1997, hvor USA's veto blev fulgt med en "ikke-bindende opfordring" om at standse Israels illegale bosættelser.

Alligevel fortsatte udbygningen, og situationen er blandt de mest alvorlige humanitære kriser i nyere tid; et bevis for, at strukturelle problemer stadig lammer FN's handlekraft.

Stormagter har for meget at tabe   

Direkte afskaffelse af vetoretten er urealistisk, stormagterne ville simpelthen blokere det.

A Second Charter foreslår derfor en opgradering af Uniting for Peace: Hvis Sikkerhedsrådet er låst af et veto, kan to-tredjedelsflertal i både Generalforsamlingen og Parlamentet determinere, om resolutionen skal træde i kraft (Artikel 12 stk. 3).

Denne reform vil kunne styrke FN's handlekraft uden at konfrontere P5 direkte.

Danmark kan bruge sin plads i Sikkerhedsrådet til at bygge alliancer for en stærkere Uniting for Peace og dermed vise, at små stater også kan sætte retning i verdensordenen.

Danmark har sat forsvar for folkeretten og et mere repræsentativt FN højt på dagsordenen, og med A Second Charter ligger der nu konkrete muligheder.

FN 2.0 bliver ikke født af stormagterne, da de har for meget at tabe. Men Danmark kan, hvis vi tør, leve op til vores egne værdier, være blandt de lande, der skubber reformen fremad.

Spørgsmålet er, om vi vil nøjes med fine ord, eller om vi tør tage det ansvar, historien nu har lagt på vores skuldre.