Radikale: Danmark må godt kræve, at samarbejdslande sikrer menneskers rettigheder

Derfor må det være indlysende for enhver, at vi må og skal engagere os mere i såvel dybden som i bredden på det afrikanske kontinent.

Her fortjener regeringen ros for dens Afrika-strategi, der danner et godt udgangspunkt med mange fornuftige perspektiver for dansk udviklingspolitik i årene fremover.

Det er helt nødvendigt, at vi læser udviklingen på det afrikanske kontinent gennem en sikkerhedspolitisk linse, men Danmark skal også kunne rumme, hvad der ikke alene er danske interesser. 

Danmark mangler den lange linse

Vores tilgang til udviklingspolitikken bør stå på to ben. Et kort sigte, der målretter sig mod de aktuelle udfordringer såsom hungersnød, konsekvenser af naturkatastrofer, børnedødelighed og sygdomsbehandling. Lige så vigtigt er det lange sigte, der desværre fylder for lidt i den måde, vi hidtil har indrettet vores udviklingsbistand. 

For det første er projekttilgangen ved at have udspillet sin rolle.

Pragmatismen, som er regeringens udenrigspolitiske ledestjerne, må aldrig blive til kynisme.

Katrine Robsøe (R)
Udviklingsordfører

Vi bør i stedet fokusere på at skabe varig forandring gennem opbygningen af stabile samfundsinstitutioner.

Skoler, sygehuse, domstole, velfærdsprogrammer og et veldrevet offentligt bureaukrati er nøglen til en levedygtig forandring, der ikke går i stå, når projektmidlerne hører op.

Det vil skabe grobunden for vækst, arbejdspladser og bekæmpe fattigdommen. Derfor skal rettesnoren for vores nye strategi være ligeværdigt samarbejde og lokalt ejerskab. 

Skalaen for et sådant investeringsprogram kræver, at vi meget mere end i dag koordinerer støtten gennem EU. Derfor skal dansk udviklingsbistand i særlig grad have øje for Europa og de muligheder, vores vigtigste fællesskab giver os. 

For det andet raser klimaforandringerne. Kun en brøkdel af konsekvenserne rammer vores dørtærskel, mens mindre velstående dele af verden oplever den største byrde. Det fordriver flygtninge internt i Afrika og mod Europa, og voldsomt vejr og tørke ødelægger menneskers levebrød. Derfor skal vi investere mere i at begrænse konsekvenserne gennem klimatilpasning og kompensere for tab og skader.

Her skal Danmark engagere sig i FN og også forpligte sig til at give additionel klimabistand. Samtidig skal vores tilgang også håndtere, at de afrikanske befolkninger, ganske berettiget, ønsker at få samme levestandard som os. Dette må bare gøres langt grønnere og mere bæredygtigt, end da vi selv i Vesten tog samme rejse. 

Danmark skal sætte krav til menneskerettigheder

For det tredje er menneskerettigheder under pres rundt omkring i verden. Derfor må vi godt stille krav til de lande, vi støtter, handler med og engagerer os i.

Regeringens dogme om, at menneskerettigheder skal stå i anden, tredje eller sågar fjerde række, fordi det kaster grus i maskineriet for varetagelsen af danske interesser, efterlader ikke en bedre verden til fremtiden og de generationer, der kommer efter os. Tværtimod.

Pragmatismen, som er regeringens udenrigspolitiske ledestjerne, må aldrig blive til kynisme.

Vi kan godt skabe sunde og bæredygtige rammer for et dansk eksport- og handelssamarbejde med verdens udviklingsøkonomier og stadig stå last og brast med på de rettigheder, der sikrer mennesker mod totur, forfølgelse, diskrimination og indskrænkningen af menneskers frie og værdige liv. 

Danmark overtager EU-formandskabet for Rådet næste år, ligesom vi også indtræder i FN's Sikkerhedsråd. Muligheden for at præge retningen i udenrigs- og udviklingspolitikken, som et lille land i en stor verden, har sjældent været større.

Hvad, vi gør, betyder noget – både for verden men i høj grad også for det enkelte menneske. Vi skylder at kunne stille en bedre og mere håbefuld fremtid i udsigt for de kommende generationer af unge mennesker på tværs af kloden.